Kirkelig initiativpris 2017 i Lolland-Falsters Stift

Ved årets landemode i Lolland-Falsters Stift plejer vi at uddele en kirkelig initiativpris. Formålet med prisen er at honorere et særligt godt initiativ, som andre sogne/pastorater kan have glæde af. Initiativet kan være et hvilket som helst arrangement, møde, gudstjeneste m.v., som er afprøvet med succes i sognet/pastoratet. Prisen består i et kors, doneret af den gamle smedje i Sakskøbing.
Ved mit sidste landemode den 14. jun 2017 fik jeg lov til at bestemme, hvem der i år skulle modtage prisen. Og jeg valgte en gruppe og et initiativ, som der ikke skrives så meget om, og som heller ikke gør så meget væsen af sig. Det er et initiativ, som nogle måske synes er underligt. Andre vil sige, at det er betydningsløst. Nogle vil ryste på hovedet. Andre krummer tæer.
Men når jeg har valgt at tildele denne gruppe årets initiativpris er det fordi det nok er et af de vigtigste kirkelige initiativer, man kan tænke sig. Jeg ved, at der findes andre lignende grupper i stiftet, men nu blev det så denne gruppe, som skal ha initiativprisen.
Det drejer sig om en lille bede- eller forbønsgruppe her i Maribo, som ledes af Dagmar Viftrup. For 10 år siden kom i kontakt med gruppen. Eller rettere, den kom i kontakt med mig ved, at Dagmar – efter en gudstjeneste i Domkirken – sendte et brev til mig, hvor hun bl.a. skrev: “Vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt p.gr.a. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden, vi lever i. Ja, der er såmænd emner nok, bare på forsiden af avisen eller TV.
Vi beder meget for folk i høje stillinger, deriblandt vores biskop med familie…Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. En næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar.
Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård.”
Den gruppe og det initiativ syntes jeg fortjente initiativprisen. Det har været og er en tryghed og en vigtig drivrem for ethvert kirkeligt arbejde, engagement og initiativ, at der er nogle som husker at bede om Guds hjælp og velsignelse.
Jeg har selv haft lejlighed til for nogle år siden at deltage i et eftermiddagsmøde, og det var bestemt ikke et kedeligt møde, hvor man sad og krummede tæer eller for den sags skyld manglede ord og forbønsemner. Det er en økumenisk gruppe, hvor der bl.a. også var en katolik til stede, og man tog emner fra en krukke, læste op, tilføjede lidt selv, og var i en helt naturlig dialog med Gud og med hinanden.
Tak til jer og tak at I har lovet at fortsætte, så længe I kan trække vejret. Jeg håber at denne initiativpris kan være til inspiration for andre, så vi kan lære af jer og jeres naturlige og umiddelbare måde at tale om og praktisere forbønnen på.
Til lykke med prisen – må Gud forsat velsigne jeres lille svage – men åndeligt stærke – gruppe.
Steen Skovsgaard

Advertisement

Drik dybt af Ånden!

Ånden kommer og fylder os. Det er det, som vi skal høre og glæde os over i dag, pinsedag.
I bispegården har vi et smukt maleri af den lokale kunstner, Erik Mortensen. Det forestiller en sort, krøllet plasticpose. Ved præsentationen sagde Erik Mortensen: Har I nogensinde tænkt på, at en sort plastikpose aldrig bare er sort? Den er fyldt med farver og lys, når solen og himlen spejler sig i den mørke plastik. Og på maleriet var plastikposen da heller ikke sort. Den var nærmere hvid, for den var malet i skarpt sollys.

Sådan kan pinsens budskab illustreres på en enkel måde i et maleri. For det er det, som sker, når pinsens sol og ånd skinner på os og virker i os. Så kommer vi til at skinne som sole, og vi fyldes med ånd, selvom vi er som krøllede sorte plastikposer.
Pinsedag var disciplene ikke meget værd. De var magtesløse, udbrændte og tomme for tro og håb. De havde mistet alt indhold i og retning for livet. De havde håbet, de havde troet, de havde kæmpet og de havde svigtet og nu havde de mistet alt og sad alene tilbage i mørket, forvirrede og bange. Som ubrugelige sorte plastikposer. Men pludselig skinnede solen på dem, og Guds ånd fyldte dem. Og de blev som forvandlet.

Lad jer fylde af ånden, skriver Paulus i Efeserbrevet kapitel 5, vers 18. Ikke fordi menigheden ikke allerede havde modtaget Helligånden, men fordi Paulus ved, at enhver kristen til stadighed har brug for mere og mere åndsfylde. Vi har brug for, at Guds ånd og Guds lys til stadighed fylder os og lyser over os. Ellers slukkes vi og ligger tilbage som ubrugelige sorte plastikposer.

Derfor er det også en misforståelse, hvis man tror, at pinsens under skulle være forbeholdt de første kristne. Det er et under, som er lige så virkeligt og nødvendigt nu som dengang. Og det gentages, hver gang vi tager imod ordet, og Gud lader sin ånd skinne over os og menigheden.

Måske ikke på samme dramatiske og overvældende måde, som vi hører om den første pinsedag, hvor disciplene talte i tunger og kunne forstås af alverdens sprog, men indholdet af underet er det samme. Det drejer sig om at få nyt mod, nyt håb, ny fylde og blive forvandlet på en underfuld og stærk måde. Nu er pinsen desværre ikke en højtid, som folk forbinder allermest med. Mange ved ikke rigtigt, hvad det er, man fejrer og man kan have svært ved at forstå og forholde sig til alt det med ånd og tunger af ild.

Men måske bunder den manglende forståelse i, at man ikke fejrer pinsen. Der var én, som for nogle år siden formulerede det på følgende måde: Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår den. Nej, de forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den. Det er nemlig først ved at fejre pinsen, at vi forstår den. Ligesom det også kun er ved at smage på maden, at vi ved, hvad vi taler om.

En anden grund kan også være, at vi har glemt eller er holdt op med at vente og længes efter Ånden og Åndens fylde. Vi tror, at vi har modtaget Helligånden én gang for alle, men det er jo lige så forkert, som hvis træet sagde, at nu havde det ikke længere brug for sin levesaft. Nej, vi må hele tiden modtage.

Det var også det, som var pinsedagens første forudsætning: Disciplene ventede og længtes efter at modtage den hjælper, vejleder, trøster og talsmand, som Jesus havde lovet. Og da de havde ventet, længtes og bedt, så fyldtes huset, hvor de sad. Og alt var som forvandlet.

Men hvordan tør vi i dag da tale om, at vi i mødet med Helligånden bliver forandrede og helt nye mennesker? Det gør vi næsten heller ikke. Selvom Johannes Møllehave alligevel forsøger sig med svar på det spørgsmål i sit digt om Zakæus:

Er alt ved det gamle, når ordet har lydt? Ja, vi er de samme, men livet er nyt!.

Vi er de samme, men livet er nyt. Den sætning gemmer en vigtig pointe ved det at være kristen. For den forandring eller forvandling, som vi kunne tænke os, og som vi måske gerne stræber efter eller kæmper for, indtræder ligesom aldrig. Vi kan i hvert fald ikke mærke den, synes vi. Snarere tværtimod. Det er, som om det går den forkerte vej.

Og så er det sandsynligvis alligevel Ånden, der gør sin virkning. For som Thomas à Kempis, en augustinermunk fra 1400-tallet, sagde: Du må ikke tro, at du har gjort fremskridt i ånden, hvis du ikke føler dig ringere end alle andre. Åndens frugt er hverken selvtilfredshed eller mæthed. Den kan derimod opleves som et stik i hjertet og som en stadig større sorg over den ufuldkommenhed, som man bliver sig mere og mere bevidst.

Åndens gerning kan kort og godt opleves som en endnu mere intens længsel efter fylde. Fordi man føler sig tom og mere og mere afhængig af Åndens kraft og virkning. Samtidig vækker mødet med Helligånden også et nyt mod og en erkendelse, som gør, at vi kan og tør leve som dem, vi er, med alle vore fejl og mangler og svagheder.

I Radsted Kirke på Lolland er der en hjørnesten til kirketårnet, som er meget usædvanlig. Den er for det første ualmindelig stor. Næsten halvanden meter i længden og så er den flækket. På et eller andet tidspunkt, måske allerede under bygningen af tårnet, er stenen flækket, men alligevel holder den, og alligevel kan den stadig bruges til at bære tårnet.

Jeg blev opmærksom på den for nogle år siden ved provstens afskedsgudstjeneste. Her gjorde han nemlig i sin prædiken opmærksom på netop den hjørnesten og sagde: Den har fundet sit leje som brudt.

At finde sit leje som brudt er et af de mest trøsterige udsagn og kan også siges at være evangeliet i en nøddeskal. Gud kan bruge magtesløse mennesker. Gud bygger sin kirke og sit rige på svage, bange og uduelige mænd og kvinder. Vi skal ikke først være fuldkomne, glatte og pæne, førend Gud vil have noget med os at gøre. Gud tager os og bruger os som dem, vi er. Han skinner på os, udruster os og bygger på os i al vores ufuldkommenhed.

Derfor er pinsens under og glædelige budskab, at der er andet og mere at sige om os end vore mørke kroge og skumle motiver. Ånden vil gøre sin underfulde og kraftfulde gerning i os, så vi selvom vi er de samme virkelig forvandles.

Derfor må vi ikke lade os ramme eller lamme af den misforståelse, at Ånden ikke skulle gøre sin virkning i dag. Pinsens under var ikke en engangsbegivenhed. Det sker stadig. Det er det, som vi skal høre og glæde os over pinsedag.

Symeon den Nye Teolog, som levede omkring år 1000, skrev:

Kom ikke og sig, at det er umuligt at blive fyldt af Guds Ånd!

Kom ikke og sig, at det er muligt at blive hel uden ham.

Kom ikke og sig, at man kan være fyldt af ham uden at mærke det.

Kom ikke og sig, at Gud ikke åbenbarer sig selv for mennesket.

Kom ikke og sig, at mennesket ikke kan se det guddommelige lys, eller at det skulle være umuligt i vores tid.

Selvfølgelig er det muligt, for Ånden er den samme. Og det er pinse.

Glædelig pinse!