Ved årets landemode i Lolland-Falsters Stift plejer vi at uddele en kirkelig initiativpris. Formålet med prisen er at honorere et særligt godt initiativ, som andre sogne/pastorater kan have glæde af. Initiativet kan være et hvilket som helst arrangement, møde, gudstjeneste m.v., som er afprøvet med succes i sognet/pastoratet. Prisen består i et kors, doneret af den gamle smedje i Sakskøbing.
Ved mit sidste landemode den 14. jun 2017 fik jeg lov til at bestemme, hvem der i år skulle modtage prisen. Og jeg valgte en gruppe og et initiativ, som der ikke skrives så meget om, og som heller ikke gør så meget væsen af sig. Det er et initiativ, som nogle måske synes er underligt. Andre vil sige, at det er betydningsløst. Nogle vil ryste på hovedet. Andre krummer tæer.
Men når jeg har valgt at tildele denne gruppe årets initiativpris er det fordi det nok er et af de vigtigste kirkelige initiativer, man kan tænke sig. Jeg ved, at der findes andre lignende grupper i stiftet, men nu blev det så denne gruppe, som skal ha initiativprisen.
Det drejer sig om en lille bede- eller forbønsgruppe her i Maribo, som ledes af Dagmar Viftrup. For 10 år siden kom i kontakt med gruppen. Eller rettere, den kom i kontakt med mig ved, at Dagmar – efter en gudstjeneste i Domkirken – sendte et brev til mig, hvor hun bl.a. skrev: “Vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt p.gr.a. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden, vi lever i. Ja, der er såmænd emner nok, bare på forsiden af avisen eller TV.
Vi beder meget for folk i høje stillinger, deriblandt vores biskop med familie…Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. En næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar.
Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård.”
Den gruppe og det initiativ syntes jeg fortjente initiativprisen. Det har været og er en tryghed og en vigtig drivrem for ethvert kirkeligt arbejde, engagement og initiativ, at der er nogle som husker at bede om Guds hjælp og velsignelse.
Jeg har selv haft lejlighed til for nogle år siden at deltage i et eftermiddagsmøde, og det var bestemt ikke et kedeligt møde, hvor man sad og krummede tæer eller for den sags skyld manglede ord og forbønsemner. Det er en økumenisk gruppe, hvor der bl.a. også var en katolik til stede, og man tog emner fra en krukke, læste op, tilføjede lidt selv, og var i en helt naturlig dialog med Gud og med hinanden.
Tak til jer og tak at I har lovet at fortsætte, så længe I kan trække vejret. Jeg håber at denne initiativpris kan være til inspiration for andre, så vi kan lære af jer og jeres naturlige og umiddelbare måde at tale om og praktisere forbønnen på.
Til lykke med prisen – må Gud forsat velsigne jeres lille svage – men åndeligt stærke – gruppe.
Steen Skovsgaard
dommedag i islam og kristendom 