Afskedsgudstjeneste den 14. juni 2017
725: Det dufter
299: Ånd over ånder
349: Herren har besøgt sit folk
— 46: Sorrig og glæde
356: Almagts Gud
For 12 år siden stod jeg her på prædikestolen for første gang som ny biskop i Lolland-Falsters Stift. Det var nærmere bestemt den 11. september 2005, og søndagens evangelietekst var enkens søn i Nain. Den som vi netop har hørt. Der er jo frit valg af prædiketekst til landemodegudstjenesten, og da det samtidig er min afskedsgudstjeneste, synes jeg det er oplagt at slutte med at høre det samme evangelium, som da jeg begyndte. Også fordi denne opvækkelse af den døde dreng i Nain fortæller noget vigtigt, som vi har brug for at høre igen og igen, både som præster og menigheder.
Hvad er målet for vore menigheder? Hvad arbejder vi for? Det var et spørgsmål, som vi drøftede, da jeg indenfor det første år besøgte alle kirker, og talte med alle præster og menighedsråd. Svaret blev formuleret i et enkelt, men ambitiøst mål for kirkerne her i stiftet, nemlig: levende menigheder. Vi ville arbejde for levende menigheder. Menigheder, hvor der er gudstjenester, omsorg/diakoni og undervisning, og som er i mission. Menigheder, som er udadvendte og engagerede og levende optaget af at fortælle om og møde ham, som har det levende og livgivende ord, nemlig Jesus Kristus.
Selvom vi ikke kan påstå, at vi er nået i mål, så gør det ikke noget. For vi er på vej. Sådan er de kristne fra tidernes morgen da også blevet kaldt for dem på vejen.
Og som hjælp til denne vandring frem mod målet, har vi bl.a. fået det evangelium, som vi har hørt, og som forkynder, hvordan livet kan kaldes frem af døde.
Beretningen fortæller om Jesu møde med et ligtog i byen Nain. Han ynkes over moren og kalder den døde dreng til live.
Nu kan en sådan beretning læses på flere forskellige måder. Man kan være helt afvisende og sige: Det passer ikke. Det er helt sikkert ikke sket. Døde kan da ikke blive levende. Og så kan man enten læse videre, eller smække bogen i.
Man kan også læse beretningen som en eengangsbegivenhed, der ikke har anden betydning, end at Jesus den dag fik medlidenhed med en enke og derfor brugte sine evner på at hjælpe hende. Så bliver det nok en glædelig beretning, men ikke noget, som rigtigt kommer os ved. Drengen dør jo alligevel senere på eet eller andet tidspunkt, og man kan også med god ret spørge: Hvad med alle de andre enker eller forældre, som dengang og siden har båret deres børn til graven? Hvad gavn har de mon af at høre beretningen? Hvorfor hjælper Jesus ikke dem?
Men der er så også en tredje mulighed. Vi kan læse det som en beretning, der vil berøre os nu og her. Som vil røre ved os og ved vore hjerter. Vække os og levendegøre det, som er dødt og vissent i os.
Så bliver beretningen anderledes nærværende og nærgående. For så må vi for det første spørge os selv, hvad der egentlig er dødt i os? Hvor er jeg ved at visne og dø? Hvor trænger jeg til nyt liv?
Min tro – mit håb – min kærlighed – eller min menighed – ligner det på én eller anden måde den døde dreng på båren? Trænger jeg og vi til en guddommelig berøring, som kan kalde troen, håbet, kærligheden – ja, livet tilbage?
Og hvis vi tør indse og indrømme det, hvad skal vi da gøre?
Her kan vi spejle os i bærerne. Dem, som bærer på båren med den døde dreng. De gør ikke meget. De standser bare op. Står med båren og venter. Lytter. Tager imod og lader det ske.
Når vi derfor taler om og hører, at vi frelses ved tro, så kan man sammenligne det med det, som bærerne gør. De står der bare, og lader Jesus komme til.
Vi tror ofte, at det vigtigste er hvad vi selv kan gøre og udrette. At det handler om vore kræfter og vores indsats og anstrengelser, gode ideer og initiativer.
Men det bliver tilværelsen og gudsforholdet bare så underlig anstrengt af. Vi bliver anspændte, brænder sammen eller brænder ud, fordi vi glemmer at gøre som disse bærere. For de stod stille. De standsede op og lod Jesus komme til og gjorde plads til ham.
”Der er givet mennesket den katastrofale mulighed at det ved sin endeløse larm kan bringe Gud til tavshed.” Det citat nævnte jeg i min indsættelsesprædiken, men det gør nok ikke noget at nævne det igen. For det er en alvorlig fare eller næsten en sygdom, som så let kan sprede sig i os, og som det er godt at blive advaret imod. Vi har så travlt og synes, at der er så meget, vi skal eller bør gøre, og så er det vigtigste at standse op og lade Gud komme til.
Komme dit rige, beder vi i Fadervor. Gudsriget kommer til os, på samme måde som Jesus kommer hen til den døde unge mand.
Det er den tro og forventning vi har lov at leve i, glæde os over og håbe på. At Gud kommer os til hjælp. Det er altså ikke os, som skal hjælpe Gud.
Når vi er i den yderste nød og fare, og det er vi hele tiden, hvad enten vi ved det eller ej, så har vi kun eet at håbe på, og det er, at Gud træder hen til os, rører ved os og siger: Rejs dig op. Du er ikke længere død, men levende. Du skal ikke frygte, men leve.
Rejs dig op og bliv levende. Det var ordene til den døde, og det er ordene også til os. Lad Gud berøre dig og kalde dig til live.
Selvom det lyder let, så skal vi alligevel ikke bilde os ind, at det er let for os alle. ”Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler”, hørte vi i læsningen fra Judasbrevet. Der er nogle, som har det svært med en sådan guddommelig berøring. Ja, som har det svært med al tale om Gud. De er blevet overfølsomme overfor kirke og kristendom. Så det næsten fysisk gør ondt at høre tale om Gud.
Det er, som hvis man er blevet forbrændt, og huden er tynd og følsom, så kan selv det blideste kærtegn gøre frygtelig ondt.
Sådan er der nogle af os, som af forskellige grunde har sårbare sjæle, og som bliver utilpasse over at se andres glæde og tryghed og høre dem tale frit og ligefremt om Gud.
For hvad er det for noget at tale om Gud, som vi ikke kan se? Og høre om, at Gud hjælper? Hvad hjælper det mig, eller for den sags skyld alle andre?
For mange år siden så jeg et interview med en russisk enke. Hun var ateist af et godt hjerte. For hvorfor skulle hun dog tro på Gud, som hun sagde?
Gud hjælper mig jo ikke. Han hjælper mig ikke med at få køerne ind. Det må jeg selv gøre.
Og det er jo ikke helt forkert. Alligevel betyder navnet Jesus: Gud hjælper. Kristendommens påstand eller løfte er, at Gud hjælper. Eller som vi hørte i den gammeltestamentlige læsning: ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbudt.”
Det er eet af mine yndlingsskriftsteder. For det er både et løfte og en erfaring, som jeg har gjort igennem mange års præstetjeneste, at Gud virkelig er nær ved det knuste hjerte og den sønderbrudte ånd. Gud er nær ved den lidende, den døende, den som sulter, tørster og lider mangel. Han hjælper, søger og frelser det fortabte. Derfor priser Jesus de fattige, sørgende og forfulgte salige. For Gud er nær. Det var også de første ord, som Jesus sagde, da han begyndte sin virksomhed: Gudsriget er nær.
Og det er det budskab vi som præster og menigheder er sendt videre med – her og ud i hele verden. Gud og Gudsriget er nær. Gud er jer nær i jeres sorg og smerte – han er med jer alle dage indtil verdens ende.
En af de tekster, som jeg af og til er vendt tilbage til ved ordinationer som et ord til præsterne, er fra Josvabogen. Her fortælles nemlig noget vigtigt om præstetjenesten. Da Josva står foran Jordan-floden med alle israelitterne bag sig, kan han se ind i det forjættede land. Men hvordan skal de dog komme igennem floden? Josva spørger Gud og får at vide, at han skal sende præsterne ud i floden sammen med Pagtens Ark. Så skal vandet dele sig, og de vil kunne gå tørskoet over. Og det sker. Præsterne træder ud i vandet og i samme øjeblik standser vandet og står som en mur, og der bliver tørt, så de kan gå ud i flodlejet. Og her stiller præsterne sig på det dybeste sted med pagtens ark, så folket kan gå tørskoet over.
Den situation siger noget om præstetjenesten og også om, hvad det vil sige at være leder.
Det gælder om at gå forrest og turde stille sig på det dybeste sted. Og her er det værd at bemærke, at præsterne ikke er alene, men de har pagtens ark, nemlig Gud, hos sig. De står ikke og mopper hinanden, men de står sammen og støtter hinanden, og Gud er med dem.
Det er et godt billede at have for øje som præst. Vi må som præster stå sammen og være rede til at stille os på det dybeste sted. Ved sygelejet, ved den sørgende og lidende, den tvivlende, den som bærer tunge byrder.
Og så skal vi være modige. Hvad enten vi bliver stående eller kaldes til at bryde op.
Det var noget, som jeg også nævnte i min indsættelsesprædiken for 12 år siden. I 2001 – umiddelbart efter den 11. september – så jeg i Sarajevo premieren på en lille film om kardinalen fra Sarajevo. I filmen følger man kardinalen og hører ham fortælle om en gudstjeneste, han under krigen havde holdt i en kirkeruin i Sarajevo for en lille menighed. Pludselig var de blevet beskudt af snigskytter. Kuglerne fløj ind igennem de ødelagte vinduer og døre, og mange fra menigheden flygtede i sikkerhed. Men præsten blev stående og gennemførte gudstjenesten for en lille tilbageværende flok. Heriblandt en ældre kvinde. Da gudstjenesten var forbi, spurgte præsten, om hun ikke havde været bange, da de skød? ”Jo” svarede hun. ”Jeg var hunderæd. Men jeg blev ved med at se på dig, og du blinkede ikke. Hvis du havde blinket, var jeg løbet min vej.”
Der er brug for præster og menigheder, som ikke blinker. Som står sammen, og som frygtløse tør træde op imod den kugleregn, som kirken og menighederne udsættes for. Og som vælger at gøre som fuglene, der tålmodigt venter på morgenen, og synger, mens det endnu er mørkt.
Må Gud være med os alle i dette håb og i denne lovsang midt i al mørke og modgang – og indtil den nye dag bryder frem med evig glæde.
Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud fader søn og Helligånd du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse så nu og altid og i al evighed
Amen
Efterord den 14. juni 2017
Der vil her efter gudstjenesten blive lejlighed til at sige noget mere. Og jeg glæder mig til at være sammen med jer alle – eller så mange som muligt og som på forhånd er tilmeldt til kaffebord og landemodet i Bangshave.
Her vil jeg blot sige et par få ting: Først en stor tak til enhver, som har støttet mig i de 12 år, hvor jeg har været jeres biskop. At være biskop kan på mange måder være en ensom og udsat post, men det er sjældent, at jeg har følt det. Jeg har været glad for hver eneste dag – godt hjulpet af de mange, som har støttet mig og båret med og båret over med mig. Og det skal I have mange tak for.
Så er der de gange, hvor jeg har svigtet, vurderet eller handlet forkert, glemt eller overset noget vigtigt i mit embede. Det vil jeg her ved afskedsgudstjenesten bede om tilgivelse for.
Det er jo et vilkår, hvor man har med mennesker at gøre, at vi uvægerligt kommer til at gøre fejl eller støde nogle. Også selvom man ikke ved af det eller ville det.
Så er tilgivelsen vejen frem. Så den vil jeg bede jer om og på forhånd takke for.
Til slut vil jeg takke jer for den glæde, munterhed, åbenhed og varme, som Susanne og jeg har mødt her i Lolland-Falsters Stift. At komme i kirke en almindelig søndag og deltage i gudstjenesten, og møde varme smil og glade mennesker, det er noget af det mest livsbekræftende, som vi tager med til Aarhus sammen med mange andre glade minder.
Tak for 12 gode og velsignede år. Alt godt ønsker jeg for dette fantastiske stift og for jer alle.
Lad os rejse os og ønske for hinanden:
At vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og helligåndens samfund må være med os alle.
Amen
Lad os alle bede
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. Vi takker dig for Ånden, som vidner om Jesus og indgyder os tro og håb og knytter kærlighedsbånd mellem dig og os – og os imellem.
Tak at du blæser på os med din Ånd – og sender os ud i verden med glæde, taknemlighed og lovsang.
Tak for de mange mennesker, som i tidens løb har haft deres liv og virke i Lolland-Falsters Stift.
Tak for de muligheder, udfordringer og smukke områder, som er en del af hverdagen her i vort område.
Tak for de mennesker, som arbejder ihærdigt på at gøre Lolland-Falster til et endnu smukkere og endnu mere attraktivt sted at være: for vore politikere, vore erhvervsfolk, offentligt ansatte, kunstnere, ja, for alle som er med til at forme og farve og udvikle vort område.
Vi beder om lykke og fremgang for Lolland-Falster, om nærvær og vækst, mod og fantasi, kærlighed og omsorg. Åbn du vore øjne og hjerter, så vi ser, hvad der er vores opgave, og hvor der er brug for os.
Velsign din kirke og vore hjem, og vær særligt nær hos alle nødlidende, her hos os og udover hele jorden.
Vær med vor dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med regering og folketing, med alle, som har et stort ansvar i kirke og samfund.
Ja, velsign og bevar os, værn os imod alt ondt og før os til det evige liv. Og hør os når vi sammen og i kor beder: Fadervor – du som er i himlene. Helliget vorde dit navn, komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed
Amen
dommedag i islam og kristendom 