Jesus – Guds fuldkomne skabning

På denne Mariæ Bebudelsesdag kan der være grund til at minde om, at jomfrufødslen ikke siger noget om Jesu guddommelighed. Muslimer tror jo også på jomfrufødslen, men vil ikke høre tale om Jesu guddommelighed. Jens Christensen siger det klart i ”Konfrontation sd 315, at det, som ”jomfrufødselen kaster lys over, er Vorherres fuldkomne karakter af skabning.”

Reklamer
Standard

Jesus og den fremmede

Prædiken ved Tværkulturelt Centers årsmøde 17..3.

Evangeliet var teksten til i søndags, 2. søndag i fasten. Og det kan jo ikke passe bedre end at høre det i dag, hvor vi er samlet til den årlige og traditionsrige multietniske inspirationskonference her i Tværkulturelt Center. Med temaet: Jeg var fremmed – og I blev bange for mig.

En tankevækkende, provokerende og desværre meget aktuel titel. Ordene er en lettere omskrivning af Jesu ord fra Matt 25, hvor han siger: Jeg var fremmed, og I tog jer af mig.

Titlen antyder, at frygten ofte får den største plads. Vi kan ofte have vanskeligt ved at vise omsorg og kærlighed – særligt overfor den fremmede, det anderledes, de besværlige. Alle dem, som vi helst går udenom.

Sådan var det også på Jesu tid og for Jesu disciple. De ville helst være gået udenom Tyrus og Sidon, sådan som de også helst ville gå uden om samaritanernes område. Men Jesus fører dem igennem også disse egne.

Og i dag er de så kommet ind i dette fremmede område, hvor disciplene er overbevist om, at Jesus ikke har noget at gøre. Han er jo kun sendt til de fortabte får af Israels hus – og ikke til nogen andre. Hans bestemmelse er Israel – og ingen andre steder. Og da slet ikke de fremmede.

Alligevel vælger Jesus at gå igennem Tyrus og Sidon – og her møder de så denne fremmede kvinde.

Og hvad er det da, som sker, og som disciplene bliver vidner til?

Det kan være meget interessant at høre forskellige udlægninger af det replikskifte, som finder sted mellem Jesus og denne kvinde.

Nogle påstår i fuldt alvor, at Jesus joker med kvinden. Teksten viser, at Jesus har humor, hedder det. Det må dog siges at være en mærkelig form for humor. For hvad morsomt er der i, at Jesus starter med at være tavs? At han møder kvindens inderlige og alvorlige bøn med tavshed? Hvem har mon lyst til at grine ad det? Det er da det pinligste af alt, når et menneske ikke vil tale med én. Og da Jesus så endelig åbner munden – vel som en reaktion på disciplenes opfordring til at sende hende væk – kommer begrundelsen for tavsheden: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus. Det tror jeg heller ikke, at der er ret mange, som vil finde sjovt eller humoristisk. Og da slet ikke kvinden, som bliver stående og holder fast ved sin bøn. Til slut kommer den helt grovekornede afvisning, for: det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde, siger Jesus. Med andre ord: Du er en hund og ikke et menneske. Mon det virkelig er for at være sjov, at han siger det? Næppe.

Men der er også andre fortolkningsmuligheder.

I søndags hørte jeg en anden og lidt mere traditionel tolkning, som går ud på, at her i teksten kan vi se, hvordan Gud kan forandre mening. Kvindens og vores bøn har så stor betydning og virkning, at den kan forandre Guds sindelag. Og det kan jo ikke siges at være helt forkert. Man kan finde mange steder i Bibelen, hvor vi hører, hvordan Gud bønhører mennesker. Ja, hvordan man endda, som Abraham, kan forhandle med Gud og presse ham til at forandre holdning. Så det er vel ikke helt forkert.

Alligevel må man sige, at hvis det er denne kvinde, som er anledning til, at Jesus ændrer holdning til indholdet af sin sendelse, så burde der rejses et mindesmærke over hende i alle verdens kirker. For sæt hun havde valgt at gå sin vej og ikke var fortsat med at bede, så havde Jesus åbenbart levet i hellig uvidenhed om sig selv og sin egen tjeneste. Så var han blevet i illusionen om, at han blot var sendt til Israel, og så var budskabet aldrig nået udenfor Israels grænser og til os. Alligevel vælger nogle at tolke læse teksten som et udtryk for den bevægelige Gud, der kan rokkes og flyder og som forandrer sin vilje alt efter, hvad han møder på sin vej. Som en kilde, der løber ned ad bjerget og forandrer løbet, alt efter hvad den rammer ind i.

Også det kan man godt argumentere for, men spørgsmålet er, om det er svaret.

Og det kan I sikkert godt høre, at det tror jeg ikke.

Endelig kan man sige, at Jesus bare ønsker at teste kvindens tro. Han prøver hende, lutrer hende, lader hende møde modstand, for at se, om hun har tro nok og om hun mener bønnen alvorligt.

Det er også et synspunkt, som man godt kan argumentere for.

Alligevel må man også her spørge, om det virkelig er fair på den måde at teste en lidende og bekymret mor. Det er jo ikke noget, som Jesus ellers gør, så hvorfor skulle han da lige vælge at gøre det overfor denne fremmede kvinde?

Jeg tror, at svaret er meget mere enkelt, og at beretningen skal læses på en helt anden måde. Det er en tolkning, som jeg har læst i Kenneth Baileys bog: Jesus set med mellemøstlige øjne. Her gør han sig til talsmand for en anderledes tolkning, som efter min mening er bedre. Først skal vi lægge mærke til, at det kun er kvinden og disciplene, der befinder sig sammen med Jesus. Disciplene ved godt, hvad de mener om de fremmede og om denne kvinde. Hun er et menneske, som Jesus ikke skal tale med eller tiltales af. Det hører sig ikke til, så de mener dybt i hjertet, at Jesus skal tie stille. Og det gør han så. Han opfylder med andre ord ikke kvindens, men disciplenes forventninger. Han svarer hende ikke et ord. Det har nu ingen indvirkning på kvinden, og så opfordrer disciplene ham til at sende hende væk, hvilket Jesus så også gør. Han opfylder stadig ikke kvindens, men disciplenes bøn. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels Hus!” Med andre ord: Gå hjem. Jeg har ikke noget med dig at gøre.

Hun forsvinder stadig ikke, men holder fast i bønnen: Herre hjælp mig! Og så kommer den afvisning, som ligger bag disciplenes holdning. Hun er en hund, som man i grunden bør sparke væk, sådan som hun ligger der ved Jesu fødder og græder og hyler. Også det bekræfter Jesus dem i og sammenligner hende med en hund. Først da kvinden stadig bliver liggende og endda anerkender sin ydmyge plads, sker underet.

Så hvad er det, vi er vidner til? Det er discipel-undervisning. Det er ikke Jesus, som bliver undervist af kvinden om sin bestemmelse og sit kald. Det kender han naturligvis allerede. Det er heller ikke for at teste kvinden. Nej, det er for at teste disciplene og deres holdninger ved at prøve dem af på kvinden. Så kan de se, hvad der sker, og hvad det fører med sig at møde de fremmede på den måde, som de mener, er den rigtige. Og de får en tro at se, som er større, end hvad de tidligere har været vidne til. De møder en kvinde, som er stædig og mere vedholdende i bønnen, og som optræder mere ydmygt end nogen anden de tidligere har været sammen med.

De lærer ikke først og fremmest noget om de fremmede – de lærer noget om sig selv og deres egne holdninger. De bliver prøvet af og testet i det virkelige liv og den virkelige verden, hvor de ender med at smuldre og forvitre. De er ikke så holdbare eller slidstærke. Det er slet ikke enkelt at ville afvise et menneske med den begrundelse, at det er fremmed.

Jeg var fremmed – og I blev bange for mig.

Hvordan kan vi da lære at møde de fremmede på en anden måde? Hvordan kan vores frygt, afvisning, mistænksomhed og fordomme da ændres til, at vi i stedet møder den fremmede med åbenhed, nysgerrighed, venlighed – ja, måske endda med kærlighed?

From Exclusion to Embrace har Chawkat Moucarry kaldt et spændende lille studiehæfte om interreligiøst engagement. Her har han sat fokus på 13 forskellige bibelske beretninger, som alle handler om den fremmede. De viser i hvor høj grad, vi kan blive inspireret og udfordret af Bibelens tale om den fremmede. Tænk blot på de gammeltestamentlige ord, som vi knap tør hviske: ”Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten!” 5. Mosebog 10,18)

Ikke alene skal vi behandle den fremmede godt, vi skal elske den fremmede.

Det er jo uhørt og en fordring, som ligger langt ud over, hvad vi overhovedet kan opfylde.

Men hvordan skal det da nogensinde kunne blive anderledes med os? For vi har det på mange måder som disciplene. Vi har så let til de kolde hjerter, kolde skuldre, kolde øjne, kolde hjerner, kolde kalkuler. For det er jo dyrt, farligt og besværligt to embrace – at omfavne.

Hvad kan vi da gøre både for os selv, for hinanden og for den fremmede?

Her vil jeg slutte med at læse fra 1. Peters Brev kap 4 vers 7-8, hvor Peter skriver: ”Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.”

Det er især den sidste del, som er mere end en tanke værd. For kærlighed skjuler mange synder, hedder det. Guds kærlighed skjuler vore synder, og på samme måde skal vi med kærlighed skjule hinandens synder.

Skjule dem, på samme måde og med samme virkning, som når fuglen her i foråret dækker sine æg med vingerne. Hårde kolde æg bliver omfavnet af fuglens vinger og forvandlet til levende varme unger under fuglens vingers skygge. Der sker intet mindre end et under.

Det under skete for disciplene. Deres sind og hjerte blev forvandlet. Kvindens datter blev helbredt, ja, men det største under var vel, at disciplenes hjerter blev forvandlet. For de ender med at gå ud i al verden for at dele budskabet blandt alle fremmede folkeslag.

Kære Gud. Lad også vore hjerter blive forvandlet i mødet med dig. Skjul os under dine vingers skygge. Blødgør og varm vore kolde hjerter. Gør os levende. Skab i os et nyt og rent hjerte, styrk vor ånd og indbyrdes kærlighed. Hjælp os at se hinanden og på os selv som andet og mere end kolde hjerter og lukkede sind. Hjælp os at se ind bag alt det hårde og kolde og giv os tro på de nye muligheder, som ligger gemt i hvert eneste menneske. Og altså også i os. Og giv os troen på og forundringen over, at håbet ikke behøver så meget for at holdes i live

én anemone – foråret er på vej

en fugleunge – sommeren er nær

en opstandelse – Gudsriget er nær.

Så lidt og dog så meget

et brev til en fange skaber håb

én bøn

én salme

ét brød

eet bæger

ét er fornødent.

Amen Ære være Faderen og sønnen og Helligånden som i begyndelsen så nu og altid og i al evighed. Amen.

Standard

Glædelig jul! – i terrorens tegn

 

Så skete det igen – og igen! Terroren ramte i Istanbul og senest i Berlin. Indtil nu er det blevet meddelt, at 12 personer blev dræbt i Berlin, ved at en lastbil kørte ind i et julemarked. Det ser ud til, at vi skal fejre jul i terrorens tegn. Hvordan kan vi dog synge om glæden, som fødes julenat, om englesang, julekrybbe og fred på jord? Kan vi tillade os det, når terroren rammer os, krige udkæmpes, og flygtninge krydser grænser?

Ja, vi kan – og vi skal synge frydesange. Vi skal lade vore stemmer lyde og frimodigt synge julens glade salmer. Julen betyder nemlig ikke, at vi får forkyndt, at verden bare er god, og at kærlighed altid råder og al nød er forsvundet! Nej, nøden er forvunden. Den er overvundet. Julenat tænder lys i mørket.

Med terroren som fortegn giver det derfor stadig mening – og måske først for alvor mening – at synge julens frydesange. Blandt andet salme 109 i DS : ”I denne søde juletid”, hvor det i vers 6 lyder:

Og blandes end min frydesang

med gråd og dybe sukke,

så skal dog korsets hårde tvang

mig aldrig munden lukke;

når hjertet sidder mest beklemt,

da bliver frydens harpe stemt,

at den kan bedre klinge,

og knuste hjerter føler bedst,

hvad denne store frydefest

for glæde har at bringe.

 

Glædelig jul – midt i og på trods af al verdens nød og terror!

Steen Skovsgaard

Standard

Hjælp! – min datter vil konvertere til islam.

Mens jeg var stiftspræst vedr. islam/kristendom i Aarhus Stift fik jeg nogle henvendelser fra forældre, hvis børn enten var konverteret til islam eller havde givet udtryk for, at de ønskede at gøre det. Jeg indbød derfor i august 2000 en gruppe af disse forældre og pårørende til et møde, hvor de fik lejlighed til at tale med andre i samme situation. Initiativet betød, at der siden dannedes en netværksgruppe.

Nu er jeg igen blevet kontaktet af et forældrepar, fordi deres datter er konverteret til islam, og de vil meget gerne vil i kontakt med og evt. mødes med forældre, som befinder sig i en lignende situation. Der kan være meget at tale om og dele med hinanden, og jeg vil gerne – sådan som jeg var med til at gøre det i år 2000 – forsøge at formidle en sådan kontakt.

Derfor: Hvis der er nogle, som har kendskab til forældre og pårørende, der kunne tænke sig at deltage i en sådan kontaktgruppe, så er man velkommen til at kontakte mig på ssk@km.dk.

Så vil jeg prøve at formidle kontakten og evt. være med til at etablere et møde.

 

Steen Skovsgaard

 

Standard

10 bud eller gode råd til menighedsråd

Jeg har netop fået sendt nedenstående “10 bud eller gode råd til kommende menighedsråd”til trykning. De vil foreligge i et smukt tryk i A5 format – og kan inden længe rekvireres billigt ved henvendelse til msc@km.dk eller via stiftets hjemmeside: lfstift.dk.

1. Giv tid til at drøfte tro og kristendom på hvert eneste menighedsrådsmøde – så det hele ikke ender med bare at dreje sig om mursten og økonomi

2. Tag godt imod nye ideer og lad være med på forhånd at sige: det ikke kan lade sig gøre

3. Se på mulighederne i stedet for forhindringerne

4. Husk at udsagn som: ”Det plejer vi ikke!” er lammende

5. Husk at misundelse og sladder er dræbende

6. Tænk positivt og tal godt om og bed for din menighed og præst

7. Vær ikke bange for at rose andre, heller ikke præsten

8. Vær parat til at gøre det arbejde, som ingen andre gider

9. Husk at afvigelser, modsigelser og skæve forslag ikke bare er irriterende, men styrker kreativiteten

10. Vær taknemlig for det, som I kan gøre sammen, i stedet for at skælde ud over det, som I ikke kan finde ud af

Standard

Når Jesus kommer til os

Prædiken i Klosterkirken, Nykøbing F 1. s. i advent

”Din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel”. Sådan hedder det i profeten Zakarias’ bog om den kommende Messias. Han skal komme ridende, retfærdig og sejrrig, sagtmodigt og ydmygt på et æsel ind i Jerusalem.

Det er den profeti, som Jesus i dag bruger næsten som en drejebog for sit indtog i Jerusalem. Hans dage er ved at være talte. Og han ved, hvad han er på vej til: Nemlig ind i den by, som skal blive endestation for hans liv. Han vil om ikke mange dage blive klynget op på et kors. De, der i dag hylder ham som en konge, vil få dage senere kræve ham korsfæstet som en forbryder. Jesus ved, at sådan skal det ske, og han ved også, at det i sidste ende er Guds vilje. Han bøjer sig for det og ydmyger sig og er lydig til døden, ja, døden på et kors.

Og det er så det, som vi kalder for et indtog! Som om det er en hær, der gør sit indtog for at besejre en fjende.

Det er da den mærkeligste påstand. Ikke desto mindre er det, hvad der forkyndes her i kirken. Jesu indtog er virkelig et sejrrigt indtog, og hans død på korset er en sejrrig død.

Ikke med magt og vælde – men i afmagt og ydmyghed.

Det kan minde om Klodshans fra H.C.Andersens eventyr. Og mon ikke H.C.Andersen i virkeligheden er inspireret af dette indtog. Klodshans kommer jo ridende på sin gedebuk op på slottet – i modsætning til alle de andre bejlere, som rider på fornemme heste. Og han har ikke andet med end en gammel træsko, noget mudder og en død krage. Og alligevel vinder han prinsessens hjerte. Til forskel fra alle de fine og fornemme unge mænd og hans egne kloge brødre, så formår Klods Hans at besejre prinsessens hjerte.

Og det er netop også det, som Jesus kommer for at gøre. Han kommer for at gøre sit indtog i og besejre vore hjerter. Sådan som vi synger det i adventssalmerne i dag: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig!

Kom du ærens konge kom! Hjertet er din ejendom.

Advent betyder komme. Herrens komme. Og Jesus kommer – ikke bare til verden, heller ikke bare til Jerusalem – men han kommer til hvert eneste lille menneskebarn, og banker på vore hjerter. Det er det, som han vil besejre og ønsker at tage bolig i.

Sidste søndag, hørte læsningen fra 1. kor 3,16, hvor Paulus skrev til menigheden i Korinth: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?”

Ved I det? Vidste I, at I er Guds tempel? Er I godt klar over, at Gud ved sin ånd bor i jer og har gjort sit indtog i jer?

Eller går vi stadig rundt i den fejlagtige tro på, at Gud er langt væk i sin himmel? Højt hævet over os og vores dagligdag og problemer?

For sådan er det ikke. Han bor i os. Han er midt iblandt os og lever i vore hjerter.

Det er evangeliets påstand og overskriften for det nye kirkeår, som vi i dag tager hul på: Gud selv har valgt at tage bolig i verden og i os.

Men er det virkelig rigtigt? Vi kan jo ikke se ham, og vi kan vel heller ikke sådan mærke ham? Så hvor er Gud henne? Og hvad skal det gøre godt for, at han er i os og iblandt os, hvis vi hverken kan se eller mærke det?

Alligevel må vi sige, at der sker noget, hver gang vi tror og Jesus gør sit indtog. Ligesom der også skete noget helt uventet, da Jesus gik videre ind igennem Jerusalems port. Umiddelbart efter hører vi at han gik direkte hen i templet. Her mødte han alle kræmmerne, alle som handlede og stod med deres boder for at sælge offerdyr osv. Og han væltede vekselerernes boder og duehandlernes bænke og smed dem alle ud af templet. Og råbte: Mit hus skal være et bedehus og I har gjort det til en røverkule. Til et handelssted.

Så når det hedder at vi er Guds tempel, gælder det samme for os: Vi skal være et bedehus. Vi skal bede, være i en konstant dialog med Gud. Lytte til ham og lytte lidt mindre til os selv og vore egne behov. Så vil vi også opleve at meget vil og skal forandres i os. ”Hvad I har gjort imod én af mine mindste brødre der, det har I gjort imod mig”. Vi skal være forberedt på og villige til at tilsidesætte os selv – eller at blive sat på plads på en måde, som vi måske ikke lige havde forventet.

Nu har Kirkens korshær som I sikkert ved landsindsamling i dag. Det er et vigtigt arbejde, som jeg kun kan give min varmeste anbefaling.

Men det minder mig om, at jeg for mange år siden var inviteret ind i kirkens korshærs varmestue i Aarhus for at holde en adventsandagt. Jeg var blevet bedt om at fortælle en sjov historie, læse juleevangeliet og bede en bøn for varmestuens brugere. Og der var fuldt hus, og godt gang i varmestuen den aften. Folk var højrøstede og larmende. Jeg startede med at fortælle min sjove historie, men det var nu svært at få ro, og der var vist heller ikke mange, som syntes den var særlig sjov. Så læste jeg juleevangeliet, og det gik heller ikke ret godt. Der var larm og råb og afbrydelser, og så kom jeg dertil, hvor jeg skulle bede en bøn. ”Lad os bede!” – sagde jeg, men der var stadig ikke mange, som hørte efter. Og jeg tænkte: nej, jeg vil ikke altså stå og bede en bøn i den larm. Så jeg blev bare stående og sagde ingenting. Lidt efter var der en af brugerne, som rejste sig op i sin fulde 2 meters højde og med samme bredde og kom hen til mig, skubbede mig til side og sagde: Lad så hellere mig, præst! Jeg blev sat på en stol, og nu stillede han sig midt i varmestuen og råbte af sine lungers fulde kraft: Hold så jeres kæft! Og der blev for første gang den aften, helt stille. Så sagde han: Lad os bede! Der var stadig stille – og så indledte han bønnen med at sige: Herre, vi er nogle svin! Og jeg tænkte: Sådan havde jeg nok heller ikke indledt min bøn. Jeg sad der som den pæne præstemand, der var blevet skubbet til side. Og glædede mig over det.

For det var jo et lille guddommeligt tegn eller indtog, hvor den pæne præst blev skubbet til side, som ved tempelrensningen, til fordel for et mere ægte ord med saft og kraft og liv.

Hvor Jesus gør sit indtog vendes der op og ned på begreberne. Så kan man spørge, om det om ikke også er der, at vi kan være lidt usikre på, om vi i virkeligheden ønsker eller tør at åbne døren helt op for ham?

I Benny Andersens og Poul Dissings dejlige go-nat sang hedder det:

Go’ nu nat og gå nu lige hjem. Der er dem, der holder dørene på klem. Jeg ta’r hele døren a’ venter på dig nat og da’ go’ nu nat og gå nu lige hjem.

At holde dørene på klem er nok et meget rammende udtryk for, hvordan de fleste af os har det med Gud. Vi, som er samlet her i kirken i dag 1. søndag i advent, er vel nok åbne overfor Gud, i hvert fald lidt. Vi har en dør på klem, og han skal også være velkommen, og vi tror da på ham til en vis grad – men der skal altså også være plads til alt muligt andet. Han skulle nødigt fylde det hele. Så det gør vel ikke noget, at holde en dør på klem, også som en smutvej, hvor jeg ligeså stille kan liste ud, hvis det hele bliver for meget.

Der er stor forskel på at holde døren på klem og så at tage hele døren af. Vi ville måske gerne det sidste, men nøjes som oftest med det første.

Men er det nok? Er det nok at holde døren på klem for Gud?

Til det er der at sige: både ja og nej!

Nej, det er ikke nok at holde døren på klem, nej, det er ikke nok at elske halvt, eller at være halvt til stede. Gud vil os helt. Han vil fylde os helt med sin kærlighed og sit nærvær. Han vil forvandle os helt – og ikke halvt. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind – og din næste som dig selv!” hedder det. Ikke noget med halvt eller med døren på klem. Ikke noget med at gøre sig bekymringer om sit liv om hvad vi skal spise og drikke osv. Nej, søg først Guds rige og hans retfærdighed. Hverken mere eller mindre.

Når det er sagt så må man også sige: Ja, det er nok at give Gud bare en lille plads. Han lod sig jo føde i en stald i Betlehem, mere skulle der ikke til. En krybbe, et afsides sted, langt fra kongers slotte og store porte og døre. Og den fødsel ændrede verden. Her tændtes et håb fra en anden verden. Gudsriget er som et sennepsfrø – siger Jesus i en lignelse – det mindste af alle frø. Når det lægges i jorden forvandles det selv, og det forvandler jorden omkring sig.

Sådan er Gudsriget. Når blot det bliver sået i en lille sprække, og det lille frø bliver modtaget og finder fodfæste, så vil der ske forandring og forvandling.

Så, ja, hold blot døren på klem, og se hvad der sker. Kom til dåben og deltag i nadveren. Selvom det er små og tilsyneladende ubetydelige handlinger, så har de stor betydning. De er som frø, der sås i os, og sammen med ordet der lyder og høres, har vi den tillid, at de nok skal gøre sin gerning i os.

Det er som en klump gær eller en lille smule surdej. Mere skal der ikke til, førend det gennemsyrer hele dejen. Sådan også med Gud og Gudsriget. Selvom vi synes, at vi kun kan holde døren på klem, så skal der ikke så meget til, førend det gør sin virkning.

Gud virker i det små. Og han bruger små midler til at skabe store ting. Det kan godt være en trøst, hvor vi føler vi os magtesløse, bange, tvivlende og lukkede. Og når vi spørger: kan Gud virkelig bruge én som mig? Så svag som jeg føler mig. Så lidt som jeg kan udrette.

Måske kan et lille digt også være til trøst. Og det vil jeg slutte med at læse. Det er skrevet af en medarbejder i øvrigt også fra én af kirkens korshærs varmestuer for en del år siden. Det lyder:

”I begyndelsen var jeg optimist, troede jeg skulle være en barmhjertig samaritaner, men indså, at jeg blot var et æsel, som stod og så på. Jeg laver en masse små praktiske ting, skænker lidt kaffe, tørrer lidt støv, stikker et smil, og skriver et navn på en seddel. Jeg får ikke frelst nogle sjæle, jeg ordner ingens problemer. Jeg lærer en masse om livet, om mennesker og mig selv. Men når jeg møder et smil og en venlig bemærkning, når én gir mig et klap på min skulder, så ved jeg, at alt har en mening. Og mindes, at Herren selv engang havde brug for et æsel.”

Glædelig advent

Amen

Standard