The Muslim apocalyptist knows how to frighten his audience, but he does not know what to do with them once they are really and fully frightened. (p 226 David Cook: Contemporaty Muslim apocalyptic literature 2005)
Category Archives: Ikke kategoriseret
Dommedag – hvad er det?
Den gamle tyske jesuitter teolog, Karl Rahner (1904-1984) siger et sted, at eskatologiske påstande må gentages i billeder og sprog, som passer til hver tid.
Er der nogen, som vil være med til at finde på nogle passende billeder og sprog, som kan fortælle, hvad og hvordan dommedag i dag skal forstås og forkyndes i kristen forstand?
Jeg har selv tænkt på, om det er muligt at tænke sig dommedag, som den perfekte sandheds- og forsoningskommission. Det er en domstol, hvor sandheden kommer for en dag, den krænkede får oprejsning, og forsoningen bliver endemålet.
Det er bare en tanke…
Hvad tænker I om det?
Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde…
I programmet ”Tidsånd” på P1 har man de seneste uger kunnet høre forskellige bud på nye trosbekendelser. Jeg har ikke haft lejlighed til at studere alle forslagene, men sognepræst Jens Ole Christensen fortæller i Kristeligt Dagblad den 21.10., at talen om Jesu genkomst åbenbart er fraværende i disse nye trosbekendelser. Mon da ikke også troen på dommedag er forsvundet? Det kan man vel formode.
Og det er da mere end en tanke værd. I hver eneste af de fem folkekirkelige bekendelser har Jesu komme og dommedag nemlig en helt afgørende betydning: ”Vi tror, at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde”. De ord kommer klart og utvetydigt til udtryk ikke bare i den apostolske trosbekendelse, men også i den nikænske og den athanasianske trosbekendelse samt i Luthers lille katekismus og den augsburgske bekendelse. Alle disse 5 bekendelsesskrifter udtrykker troen på og forventningen til Jesu komme og dommedag som en del af den kristne tro. Der vil komme en dag, hvor Jesus skal komme igen, og hvor vi skal stå til regnskab, for hvad vi har sagt og gjort.
Hvorfor er dette ikke med i disse nye trosbekendelser? Er det en forglemmelse? Eller bevidst udeladelse? Tror vi ikke længere på det? Er vi forlegne over at tale om og tro på det? Forarger det os? Eller fortrænger vi det simpelt hen, fordi vi ikke tør tro på, at vi virkelig – som Jesus siger det – skal komme til at stå til regnskab endda for ethvert unyttigt ord, som vi har sagt?
Jeg er netop påbegyndt et treårigt forskningsprojekt på Aarhus Universitet, som drejer sig om en sammenligning af Jesu komme og dommedag i islam og kristendommen. De fleste vil sikkert undre sig over, at muslimer venter Jesu genkomst; men det bør alligevel vække større undren, hvis kristne ikke længere venter eller tror på, at Jesus skal komme igen. Og hvad med dommedag? Muslimer tror på dommedag og imødeser den med både frygt og stor alvor. Kristne tænker..ja, hvad tænker nutidens kristne i grunden om det? Dette håber jeg også kan blive en del af mit forskningsprojekt.
Mit udgangspunkt er, at troen på Jesu komme og dommedag er en central del af den kristne tro og bør være en vigtig drivkraft og understrøm for hver eneste levet dag som kristen. Vel at mærke ikke, så vi skal skælve og bæve og fryse fast i frygt for den kommende dom. For dommen er givet med Jesus Kristus. Evangeliet forkynder, at Gud på dommens dag vil vise sig at være bedre og mere kærlig, end vi gør os nogen forestilling om. Men vi slipper ikke for mødet med Ham og for den smerte det er at skulle indse og erkende vore forsyndelser, svigt og fejl.
Så dette liv er vigtigt. Det er Gudgivent, og vi skal passe på det og værne om hinanden ”med regnskabsdagen for øje”, som det i øvrigt hedder i præsteløftet.
I sin bog: Skabelse og tilintetgørelse skriver K.E.Løgstrup:
”Kristendommen giver den kristne tilbage til det dennesidige liv for at være optaget af dets gøremål og leve det på dets egne, allerede givne og skabte vilkår.”
At det så alligevel går galt forklarer Løgstrup med flg. afsluttende overvejelse:
”Kristendommen har sat vor magt, suverænitet og formvilje ud i det fri og givet dem hele den profane verden til objekt og råmateriale uden at lade dem kende til grænser, uden at lade dem gøre holdt nogen steder. Men det vil sige, kristendommen er blevet vor vestlige kulturs ulykke. Hvorfor? Fordi vi har taget dens styrkelse af vor magt, frihed, suverænitet, formvilje ud af spændingsforholdet til den forståelse af, at vort liv og verden er skabt, som også hører kristendommen til, men som vi har skudt i baggrunden, ikke ænset som andet eller mere end et medslæbt dogme.”
Jeg tror dog ikke – som Løgstrup – at det er den manglende skabelsestro, som har skylden. Jeg tror snarere, at det kan skyldes en manglende tro på og forventning til Jesu genkomst og dommedag.
Derfor kan der godt være grund til at takke muslimerne, som – alle forskelle til trods – minder os om både Jesu genkomst og dommedag.
Det, som vi tilsyneladende er ved at glemme.
Steen Skovsgaard
Falling Walls Lab Aarhus
Jeg har i dag haft den glæde og udfordring at deltage i en konkurrence for phd. studerende, hvor man skulle fremlægge sit projekt på 3 minutter. Vi var 9 deltagere, men jeg vandt ikke. Men det var sjovt og udfordrende at skulle forsøge at præsentere sit forskningsprojekt for over 100 mennesker og 4 dommere – heraf 3 professorer.
Man måtte bruge et par powerpoints – og jeg brugte naturligvis den tegning, som illustrer min blog.
Min præsentation blev som følger:
1. slide: Breaking the wall of Judgment Day
2. slide: This is a cartoon from a newspaper 10 years ago. It shows a danish bishop with a warning sign telling that the end is near. The bishop is me, and the church is the dome of Maribo.
A journalist had asked me, if the climachange could indicate that the end of the world is near. My answer was very cautious. “I don’t know. But maybe!” I said. “Christians expect Jesus to come again, so why not? The end might be near, when Jesus will come to judge the living and the dead.”
This started a tough debate. How could a bishop talk about and believe in this? The walls of the churches were somehow broken. People outside the church heard, what they didn’t know: That Christians believe some day the world will come to an end, and there will be a judgment day for all human beings.
3. slide:
Now I will break down another wall for you. Did you know that muslims also believe, that Jesus will come again? And some day the world will come to an end, and there will be a judgment day for all human beings?
14 days ago I visited a mosque in Aarhus, and we were sitting talking about the Judgment Day. Islam teaches, that in the afterlife, on the day of judgment, all people will be judged. Faith and good deeds done during one’s lifetime will be rewarded with paradise, and bad deeds and corruption by worldly temptations will be punished with hell, the place of no hope and full of suffering.
What are the differences between islam and christianity? It is important to be honest and fair and aware of this question. And that’s what my project is about. I want to compare and analyse what christians and muslims, what christianity and islam actually teach and believe. Is the Judgment Day a day of fear or hope?
In the New Testament Jesus is called the dawn from heaven. We have come to know and to believe the love, that God has for us and for the whole world in Jesus Christ. Therefore we may have hope and confidence on the Day of Judgment. This dawn from heaven is what I as a christian want muslims to see and to know about.
You might call it my mission.
Blog om Dommedag
Jeg har valgt at omdefinere min blog til: “Dommedag”. Det er mit overordnede tema for min kommende phd.afhandling – og jeg vil forsøge at bruge denne blog til læsefrugter, men også gerne som et sted, hvor jeg kan høste frugter i form af reaktioner, kommentarer, med- og modspil, gode inputs, osv. Så velkommen.
Her er et lille indledende citat, som jeg læste forleden i en upåagtet bog af Johannes Aagaard: Jeg kender et land, Dialogcentrets Forlag Aarhus 1992:
p 109: “Dommen er den skærsild, som vi alle skal igennem. Dommen er den lutring, som vi med længsel må se frem til. Der er en dobbelthed i vores forhold til dommen, både frygt og glæde. Ingen af dele kan undværes, om vi er realistiske.”
Tvang ?
Kan dette ældgamle læserindlæg, som jeg skrev til Kristeligt Dagblad i august 1998, mon være en replik til den aktuelle debat om tvang og assimilation? Eller er tiden en anden?
“Kun til Helved kan man tvinges,
Mens til Himlen blot der ringes”,
Sådan skriver Grundtvig i 1837 i en salme om Kirke og Frihed – og siger hermed kort og fyndigt, at med tvang kommer man ingen steder, det fører aldrig noget godt med sig, ja, det fører kun til Helvede!
Det kan være værd at erindre sig de ord i forbindelse med den diskussion, som nu igen blusser op: om muslimske kvinder skal tvinges til at tage tørklædet af, hvis de vil have arbejde, eller om man med loven i hånden skal kunne tvinge virksomheder til at ansætte muslimske kvinder, som bærer tørklæde.
Efter min mening vil tvang i begge tilfælde netop ikke føre noget godt med sig. Ligesom man ikke kan tvinge en muslimsk kvinde til at tage sit tørklæde af uden dermed at gøre overgreb mod hendes person, sådan kan man altså heller ikke tvinge en virksomhed til at ansætte en kvinde, som bærer tørklæde, uden at det er et overgreb imod den virksomheds selvbestemmelse. Hvis virksomheden nemlig mener, at det vil kunne påvirke kunderne negativt og dermed også omsætningen, så må den vel stadig være i sin frie og gode ret til at tage økonomiske hensyn fremfor religiøse.
Men hvad så? Betyder det så ikke, at det bliver umuligt for muslimske kvinder at få arbejde? Ja, det er jo ikke sikkert. Hvis man undlader at forsøge at tvinge virksomheder til at ansætte kvinder med tørklæde, så kunne det være, som det faktisk allerede er tilfældet, at nogle virksomheder frivilligt selv turde tage skridtet og forsøge at ansætte også muslimske kvinder. Både overfor muslimen og overfor kunderne ville det unægtelig være et helt andet signal at sende, når nu man vidste, at det ikke var noget virksomheden gjorde nødtvunget – men helt frivilligt.
I sin erindringsbog: “Så vælg da livet” fortæller Bent Melchior om en oplevelse, han som jødisk ung mand havde i sin gymnasieklasse:
“Jeg var jo ikke bare ny, men jeg var anderledes. H.C.Andersen havde observeret, at hvis man er for stor og aparte, så skal man “nøfles”, men jeg oplevede det modsatte. Blot et enkelt eksempel: Traditionen tro skulle vi efter translokationen med hestevogn køre gennem byen, besøge alle hjemmene og på Kongens Nytorv danse om hesten. Mine kammerater vidste, at det kunne jeg ikke være med til, fordi afslutningen altid fandt sted om lørdagen, hvor reglerne for sabbat’en forbød mig at køre. Blandt andet havde de i forbindelse med en ekskursion til Bornholm set, hvordan jeg var gået til fods fra Gudhjem til Rønne for at være fremme ved færgen til København ved sabbat’ens slutning lørdag aften. I mit fravær besluttede de så at lave revolution og henlægge turen med hestevogn til om fredagen, så jeg fik det hele med. Venskabet har bestået sin prøve i halvtreds år!”
Man kan forestille sig, hvad der ville være sket, hvis rektor havde sagt til klassen: Fordi I har Bent Melchior i jeres klasse, og fordi han er jøde, har jeg besluttet, at vi ændrer afslutningsdagen fra lørdag til fredag. Af hensyn til ham ændrer vi med andre ord skolens århundredlange tradition!
Mon ikke at Bent Melchior ville betakke sig for en sådan “hensynsfuld” rektor, og klassen ligeså. Det ville da heller ikke hverken være udtryk for eller opleves som integration, kærlighed eller hensyn, det ville kun være og opleves som tvang.
Så lad os ikke ende med at udvise en sådan “hensynsfuldhed” i forhold til muslimerne, men i stedet forsøge med gode eksempler at vise, at der naturligvis er plads til muslimer på arbejdsmarkedet, og lad så også muslimer få lov at vise, at de har lyst til at være med i arbejds- og kollegafællesskabet. Det kan da godt være, at det tager lidt længere tid, men jeg er overbevist om, at både de muslimske kvinder og arbejdsmarkedet er bedst tjent med – på disse følsomme områder – at lade frivilligheden og tiden råde, fremfor lov og tvang.
For kun til Helved kan man tvinges!
Steen Skovsgaard
Afskedsprædiken – afskedsord – og bøn ved min afskedsgudstjeneste den 14. juni 2017
Afskedsgudstjeneste den 14. juni 2017
725: Det dufter
299: Ånd over ånder
349: Herren har besøgt sit folk
— 46: Sorrig og glæde
356: Almagts Gud
For 12 år siden stod jeg her på prædikestolen for første gang som ny biskop i Lolland-Falsters Stift. Det var nærmere bestemt den 11. september 2005, og søndagens evangelietekst var enkens søn i Nain. Den som vi netop har hørt. Der er jo frit valg af prædiketekst til landemodegudstjenesten, og da det samtidig er min afskedsgudstjeneste, synes jeg det er oplagt at slutte med at høre det samme evangelium, som da jeg begyndte. Også fordi denne opvækkelse af den døde dreng i Nain fortæller noget vigtigt, som vi har brug for at høre igen og igen, både som præster og menigheder.
Hvad er målet for vore menigheder? Hvad arbejder vi for? Det var et spørgsmål, som vi drøftede, da jeg indenfor det første år besøgte alle kirker, og talte med alle præster og menighedsråd. Svaret blev formuleret i et enkelt, men ambitiøst mål for kirkerne her i stiftet, nemlig: levende menigheder. Vi ville arbejde for levende menigheder. Menigheder, hvor der er gudstjenester, omsorg/diakoni og undervisning, og som er i mission. Menigheder, som er udadvendte og engagerede og levende optaget af at fortælle om og møde ham, som har det levende og livgivende ord, nemlig Jesus Kristus.
Selvom vi ikke kan påstå, at vi er nået i mål, så gør det ikke noget. For vi er på vej. Sådan er de kristne fra tidernes morgen da også blevet kaldt for dem på vejen.
Og som hjælp til denne vandring frem mod målet, har vi bl.a. fået det evangelium, som vi har hørt, og som forkynder, hvordan livet kan kaldes frem af døde.
Beretningen fortæller om Jesu møde med et ligtog i byen Nain. Han ynkes over moren og kalder den døde dreng til live.
Nu kan en sådan beretning læses på flere forskellige måder. Man kan være helt afvisende og sige: Det passer ikke. Det er helt sikkert ikke sket. Døde kan da ikke blive levende. Og så kan man enten læse videre, eller smække bogen i.
Man kan også læse beretningen som en eengangsbegivenhed, der ikke har anden betydning, end at Jesus den dag fik medlidenhed med en enke og derfor brugte sine evner på at hjælpe hende. Så bliver det nok en glædelig beretning, men ikke noget, som rigtigt kommer os ved. Drengen dør jo alligevel senere på eet eller andet tidspunkt, og man kan også med god ret spørge: Hvad med alle de andre enker eller forældre, som dengang og siden har båret deres børn til graven? Hvad gavn har de mon af at høre beretningen? Hvorfor hjælper Jesus ikke dem?
Men der er så også en tredje mulighed. Vi kan læse det som en beretning, der vil berøre os nu og her. Som vil røre ved os og ved vore hjerter. Vække os og levendegøre det, som er dødt og vissent i os.
Så bliver beretningen anderledes nærværende og nærgående. For så må vi for det første spørge os selv, hvad der egentlig er dødt i os? Hvor er jeg ved at visne og dø? Hvor trænger jeg til nyt liv?
Min tro – mit håb – min kærlighed – eller min menighed – ligner det på én eller anden måde den døde dreng på båren? Trænger jeg og vi til en guddommelig berøring, som kan kalde troen, håbet, kærligheden – ja, livet tilbage?
Og hvis vi tør indse og indrømme det, hvad skal vi da gøre?
Her kan vi spejle os i bærerne. Dem, som bærer på båren med den døde dreng. De gør ikke meget. De standser bare op. Står med båren og venter. Lytter. Tager imod og lader det ske.
Når vi derfor taler om og hører, at vi frelses ved tro, så kan man sammenligne det med det, som bærerne gør. De står der bare, og lader Jesus komme til.
Vi tror ofte, at det vigtigste er hvad vi selv kan gøre og udrette. At det handler om vore kræfter og vores indsats og anstrengelser, gode ideer og initiativer.
Men det bliver tilværelsen og gudsforholdet bare så underlig anstrengt af. Vi bliver anspændte, brænder sammen eller brænder ud, fordi vi glemmer at gøre som disse bærere. For de stod stille. De standsede op og lod Jesus komme til og gjorde plads til ham.
”Der er givet mennesket den katastrofale mulighed at det ved sin endeløse larm kan bringe Gud til tavshed.” Det citat nævnte jeg i min indsættelsesprædiken, men det gør nok ikke noget at nævne det igen. For det er en alvorlig fare eller næsten en sygdom, som så let kan sprede sig i os, og som det er godt at blive advaret imod. Vi har så travlt og synes, at der er så meget, vi skal eller bør gøre, og så er det vigtigste at standse op og lade Gud komme til.
Komme dit rige, beder vi i Fadervor. Gudsriget kommer til os, på samme måde som Jesus kommer hen til den døde unge mand.
Det er den tro og forventning vi har lov at leve i, glæde os over og håbe på. At Gud kommer os til hjælp. Det er altså ikke os, som skal hjælpe Gud.
Når vi er i den yderste nød og fare, og det er vi hele tiden, hvad enten vi ved det eller ej, så har vi kun eet at håbe på, og det er, at Gud træder hen til os, rører ved os og siger: Rejs dig op. Du er ikke længere død, men levende. Du skal ikke frygte, men leve.
Rejs dig op og bliv levende. Det var ordene til den døde, og det er ordene også til os. Lad Gud berøre dig og kalde dig til live.
Selvom det lyder let, så skal vi alligevel ikke bilde os ind, at det er let for os alle. ”Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler”, hørte vi i læsningen fra Judasbrevet. Der er nogle, som har det svært med en sådan guddommelig berøring. Ja, som har det svært med al tale om Gud. De er blevet overfølsomme overfor kirke og kristendom. Så det næsten fysisk gør ondt at høre tale om Gud.
Det er, som hvis man er blevet forbrændt, og huden er tynd og følsom, så kan selv det blideste kærtegn gøre frygtelig ondt.
Sådan er der nogle af os, som af forskellige grunde har sårbare sjæle, og som bliver utilpasse over at se andres glæde og tryghed og høre dem tale frit og ligefremt om Gud.
For hvad er det for noget at tale om Gud, som vi ikke kan se? Og høre om, at Gud hjælper? Hvad hjælper det mig, eller for den sags skyld alle andre?
For mange år siden så jeg et interview med en russisk enke. Hun var ateist af et godt hjerte. For hvorfor skulle hun dog tro på Gud, som hun sagde?
Gud hjælper mig jo ikke. Han hjælper mig ikke med at få køerne ind. Det må jeg selv gøre.
Og det er jo ikke helt forkert. Alligevel betyder navnet Jesus: Gud hjælper. Kristendommens påstand eller løfte er, at Gud hjælper. Eller som vi hørte i den gammeltestamentlige læsning: ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbudt.”
Det er eet af mine yndlingsskriftsteder. For det er både et løfte og en erfaring, som jeg har gjort igennem mange års præstetjeneste, at Gud virkelig er nær ved det knuste hjerte og den sønderbrudte ånd. Gud er nær ved den lidende, den døende, den som sulter, tørster og lider mangel. Han hjælper, søger og frelser det fortabte. Derfor priser Jesus de fattige, sørgende og forfulgte salige. For Gud er nær. Det var også de første ord, som Jesus sagde, da han begyndte sin virksomhed: Gudsriget er nær.
Og det er det budskab vi som præster og menigheder er sendt videre med – her og ud i hele verden. Gud og Gudsriget er nær. Gud er jer nær i jeres sorg og smerte – han er med jer alle dage indtil verdens ende.
En af de tekster, som jeg af og til er vendt tilbage til ved ordinationer som et ord til præsterne, er fra Josvabogen. Her fortælles nemlig noget vigtigt om præstetjenesten. Da Josva står foran Jordan-floden med alle israelitterne bag sig, kan han se ind i det forjættede land. Men hvordan skal de dog komme igennem floden? Josva spørger Gud og får at vide, at han skal sende præsterne ud i floden sammen med Pagtens Ark. Så skal vandet dele sig, og de vil kunne gå tørskoet over. Og det sker. Præsterne træder ud i vandet og i samme øjeblik standser vandet og står som en mur, og der bliver tørt, så de kan gå ud i flodlejet. Og her stiller præsterne sig på det dybeste sted med pagtens ark, så folket kan gå tørskoet over.
Den situation siger noget om præstetjenesten og også om, hvad det vil sige at være leder.
Det gælder om at gå forrest og turde stille sig på det dybeste sted. Og her er det værd at bemærke, at præsterne ikke er alene, men de har pagtens ark, nemlig Gud, hos sig. De står ikke og mopper hinanden, men de står sammen og støtter hinanden, og Gud er med dem.
Det er et godt billede at have for øje som præst. Vi må som præster stå sammen og være rede til at stille os på det dybeste sted. Ved sygelejet, ved den sørgende og lidende, den tvivlende, den som bærer tunge byrder.
Og så skal vi være modige. Hvad enten vi bliver stående eller kaldes til at bryde op.
Det var noget, som jeg også nævnte i min indsættelsesprædiken for 12 år siden. I 2001 – umiddelbart efter den 11. september – så jeg i Sarajevo premieren på en lille film om kardinalen fra Sarajevo. I filmen følger man kardinalen og hører ham fortælle om en gudstjeneste, han under krigen havde holdt i en kirkeruin i Sarajevo for en lille menighed. Pludselig var de blevet beskudt af snigskytter. Kuglerne fløj ind igennem de ødelagte vinduer og døre, og mange fra menigheden flygtede i sikkerhed. Men præsten blev stående og gennemførte gudstjenesten for en lille tilbageværende flok. Heriblandt en ældre kvinde. Da gudstjenesten var forbi, spurgte præsten, om hun ikke havde været bange, da de skød? ”Jo” svarede hun. ”Jeg var hunderæd. Men jeg blev ved med at se på dig, og du blinkede ikke. Hvis du havde blinket, var jeg løbet min vej.”
Der er brug for præster og menigheder, som ikke blinker. Som står sammen, og som frygtløse tør træde op imod den kugleregn, som kirken og menighederne udsættes for. Og som vælger at gøre som fuglene, der tålmodigt venter på morgenen, og synger, mens det endnu er mørkt.
Må Gud være med os alle i dette håb og i denne lovsang midt i al mørke og modgang – og indtil den nye dag bryder frem med evig glæde.
Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud fader søn og Helligånd du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse så nu og altid og i al evighed
Amen
Efterord den 14. juni 2017
Der vil her efter gudstjenesten blive lejlighed til at sige noget mere. Og jeg glæder mig til at være sammen med jer alle – eller så mange som muligt og som på forhånd er tilmeldt til kaffebord og landemodet i Bangshave.
Her vil jeg blot sige et par få ting: Først en stor tak til enhver, som har støttet mig i de 12 år, hvor jeg har været jeres biskop. At være biskop kan på mange måder være en ensom og udsat post, men det er sjældent, at jeg har følt det. Jeg har været glad for hver eneste dag – godt hjulpet af de mange, som har støttet mig og båret med og båret over med mig. Og det skal I have mange tak for.
Så er der de gange, hvor jeg har svigtet, vurderet eller handlet forkert, glemt eller overset noget vigtigt i mit embede. Det vil jeg her ved afskedsgudstjenesten bede om tilgivelse for.
Det er jo et vilkår, hvor man har med mennesker at gøre, at vi uvægerligt kommer til at gøre fejl eller støde nogle. Også selvom man ikke ved af det eller ville det.
Så er tilgivelsen vejen frem. Så den vil jeg bede jer om og på forhånd takke for.
Til slut vil jeg takke jer for den glæde, munterhed, åbenhed og varme, som Susanne og jeg har mødt her i Lolland-Falsters Stift. At komme i kirke en almindelig søndag og deltage i gudstjenesten, og møde varme smil og glade mennesker, det er noget af det mest livsbekræftende, som vi tager med til Aarhus sammen med mange andre glade minder.
Tak for 12 gode og velsignede år. Alt godt ønsker jeg for dette fantastiske stift og for jer alle.
Lad os rejse os og ønske for hinanden:
At vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og helligåndens samfund må være med os alle.
Amen
Lad os alle bede
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. Vi takker dig for Ånden, som vidner om Jesus og indgyder os tro og håb og knytter kærlighedsbånd mellem dig og os – og os imellem.
Tak at du blæser på os med din Ånd – og sender os ud i verden med glæde, taknemlighed og lovsang.
Tak for de mange mennesker, som i tidens løb har haft deres liv og virke i Lolland-Falsters Stift.
Tak for de muligheder, udfordringer og smukke områder, som er en del af hverdagen her i vort område.
Tak for de mennesker, som arbejder ihærdigt på at gøre Lolland-Falster til et endnu smukkere og endnu mere attraktivt sted at være: for vore politikere, vore erhvervsfolk, offentligt ansatte, kunstnere, ja, for alle som er med til at forme og farve og udvikle vort område.
Vi beder om lykke og fremgang for Lolland-Falster, om nærvær og vækst, mod og fantasi, kærlighed og omsorg. Åbn du vore øjne og hjerter, så vi ser, hvad der er vores opgave, og hvor der er brug for os.
Velsign din kirke og vore hjem, og vær særligt nær hos alle nødlidende, her hos os og udover hele jorden.
Vær med vor dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med regering og folketing, med alle, som har et stort ansvar i kirke og samfund.
Ja, velsign og bevar os, værn os imod alt ondt og før os til det evige liv. Og hør os når vi sammen og i kor beder: Fadervor – du som er i himlene. Helliget vorde dit navn, komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed
Amen
Kirkelig initiativpris 2017 i Lolland-Falsters Stift
Ved årets landemode i Lolland-Falsters Stift plejer vi at uddele en kirkelig initiativpris. Formålet med prisen er at honorere et særligt godt initiativ, som andre sogne/pastorater kan have glæde af. Initiativet kan være et hvilket som helst arrangement, møde, gudstjeneste m.v., som er afprøvet med succes i sognet/pastoratet. Prisen består i et kors, doneret af den gamle smedje i Sakskøbing.
Ved mit sidste landemode den 14. jun 2017 fik jeg lov til at bestemme, hvem der i år skulle modtage prisen. Og jeg valgte en gruppe og et initiativ, som der ikke skrives så meget om, og som heller ikke gør så meget væsen af sig. Det er et initiativ, som nogle måske synes er underligt. Andre vil sige, at det er betydningsløst. Nogle vil ryste på hovedet. Andre krummer tæer.
Men når jeg har valgt at tildele denne gruppe årets initiativpris er det fordi det nok er et af de vigtigste kirkelige initiativer, man kan tænke sig. Jeg ved, at der findes andre lignende grupper i stiftet, men nu blev det så denne gruppe, som skal ha initiativprisen.
Det drejer sig om en lille bede- eller forbønsgruppe her i Maribo, som ledes af Dagmar Viftrup. For 10 år siden kom i kontakt med gruppen. Eller rettere, den kom i kontakt med mig ved, at Dagmar – efter en gudstjeneste i Domkirken – sendte et brev til mig, hvor hun bl.a. skrev: “Vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt p.gr.a. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden, vi lever i. Ja, der er såmænd emner nok, bare på forsiden af avisen eller TV.
Vi beder meget for folk i høje stillinger, deriblandt vores biskop med familie…Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. En næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar.
Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård.”
Den gruppe og det initiativ syntes jeg fortjente initiativprisen. Det har været og er en tryghed og en vigtig drivrem for ethvert kirkeligt arbejde, engagement og initiativ, at der er nogle som husker at bede om Guds hjælp og velsignelse.
Jeg har selv haft lejlighed til for nogle år siden at deltage i et eftermiddagsmøde, og det var bestemt ikke et kedeligt møde, hvor man sad og krummede tæer eller for den sags skyld manglede ord og forbønsemner. Det er en økumenisk gruppe, hvor der bl.a. også var en katolik til stede, og man tog emner fra en krukke, læste op, tilføjede lidt selv, og var i en helt naturlig dialog med Gud og med hinanden.
Tak til jer og tak at I har lovet at fortsætte, så længe I kan trække vejret. Jeg håber at denne initiativpris kan være til inspiration for andre, så vi kan lære af jer og jeres naturlige og umiddelbare måde at tale om og praktisere forbønnen på.
Til lykke med prisen – må Gud forsat velsigne jeres lille svage – men åndeligt stærke – gruppe.
Steen Skovsgaard
Drik dybt af Ånden!
Ånden kommer og fylder os. Det er det, som vi skal høre og glæde os over i dag, pinsedag.
I bispegården har vi et smukt maleri af den lokale kunstner, Erik Mortensen. Det forestiller en sort, krøllet plasticpose. Ved præsentationen sagde Erik Mortensen: Har I nogensinde tænkt på, at en sort plastikpose aldrig bare er sort? Den er fyldt med farver og lys, når solen og himlen spejler sig i den mørke plastik. Og på maleriet var plastikposen da heller ikke sort. Den var nærmere hvid, for den var malet i skarpt sollys.
Sådan kan pinsens budskab illustreres på en enkel måde i et maleri. For det er det, som sker, når pinsens sol og ånd skinner på os og virker i os. Så kommer vi til at skinne som sole, og vi fyldes med ånd, selvom vi er som krøllede sorte plastikposer.
Pinsedag var disciplene ikke meget værd. De var magtesløse, udbrændte og tomme for tro og håb. De havde mistet alt indhold i og retning for livet. De havde håbet, de havde troet, de havde kæmpet og de havde svigtet og nu havde de mistet alt og sad alene tilbage i mørket, forvirrede og bange. Som ubrugelige sorte plastikposer. Men pludselig skinnede solen på dem, og Guds ånd fyldte dem. Og de blev som forvandlet.
Lad jer fylde af ånden, skriver Paulus i Efeserbrevet kapitel 5, vers 18. Ikke fordi menigheden ikke allerede havde modtaget Helligånden, men fordi Paulus ved, at enhver kristen til stadighed har brug for mere og mere åndsfylde. Vi har brug for, at Guds ånd og Guds lys til stadighed fylder os og lyser over os. Ellers slukkes vi og ligger tilbage som ubrugelige sorte plastikposer.
Derfor er det også en misforståelse, hvis man tror, at pinsens under skulle være forbeholdt de første kristne. Det er et under, som er lige så virkeligt og nødvendigt nu som dengang. Og det gentages, hver gang vi tager imod ordet, og Gud lader sin ånd skinne over os og menigheden.
Måske ikke på samme dramatiske og overvældende måde, som vi hører om den første pinsedag, hvor disciplene talte i tunger og kunne forstås af alverdens sprog, men indholdet af underet er det samme. Det drejer sig om at få nyt mod, nyt håb, ny fylde og blive forvandlet på en underfuld og stærk måde. Nu er pinsen desværre ikke en højtid, som folk forbinder allermest med. Mange ved ikke rigtigt, hvad det er, man fejrer og man kan have svært ved at forstå og forholde sig til alt det med ånd og tunger af ild.
Men måske bunder den manglende forståelse i, at man ikke fejrer pinsen. Der var én, som for nogle år siden formulerede det på følgende måde: Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår den. Nej, de forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den. Det er nemlig først ved at fejre pinsen, at vi forstår den. Ligesom det også kun er ved at smage på maden, at vi ved, hvad vi taler om.
En anden grund kan også være, at vi har glemt eller er holdt op med at vente og længes efter Ånden og Åndens fylde. Vi tror, at vi har modtaget Helligånden én gang for alle, men det er jo lige så forkert, som hvis træet sagde, at nu havde det ikke længere brug for sin levesaft. Nej, vi må hele tiden modtage.
Det var også det, som var pinsedagens første forudsætning: Disciplene ventede og længtes efter at modtage den hjælper, vejleder, trøster og talsmand, som Jesus havde lovet. Og da de havde ventet, længtes og bedt, så fyldtes huset, hvor de sad. Og alt var som forvandlet.
Men hvordan tør vi i dag da tale om, at vi i mødet med Helligånden bliver forandrede og helt nye mennesker? Det gør vi næsten heller ikke. Selvom Johannes Møllehave alligevel forsøger sig med svar på det spørgsmål i sit digt om Zakæus:
Er alt ved det gamle, når ordet har lydt? Ja, vi er de samme, men livet er nyt!.
Vi er de samme, men livet er nyt. Den sætning gemmer en vigtig pointe ved det at være kristen. For den forandring eller forvandling, som vi kunne tænke os, og som vi måske gerne stræber efter eller kæmper for, indtræder ligesom aldrig. Vi kan i hvert fald ikke mærke den, synes vi. Snarere tværtimod. Det er, som om det går den forkerte vej.
Og så er det sandsynligvis alligevel Ånden, der gør sin virkning. For som Thomas à Kempis, en augustinermunk fra 1400-tallet, sagde: Du må ikke tro, at du har gjort fremskridt i ånden, hvis du ikke føler dig ringere end alle andre. Åndens frugt er hverken selvtilfredshed eller mæthed. Den kan derimod opleves som et stik i hjertet og som en stadig større sorg over den ufuldkommenhed, som man bliver sig mere og mere bevidst.
Åndens gerning kan kort og godt opleves som en endnu mere intens længsel efter fylde. Fordi man føler sig tom og mere og mere afhængig af Åndens kraft og virkning. Samtidig vækker mødet med Helligånden også et nyt mod og en erkendelse, som gør, at vi kan og tør leve som dem, vi er, med alle vore fejl og mangler og svagheder.
I Radsted Kirke på Lolland er der en hjørnesten til kirketårnet, som er meget usædvanlig. Den er for det første ualmindelig stor. Næsten halvanden meter i længden og så er den flækket. På et eller andet tidspunkt, måske allerede under bygningen af tårnet, er stenen flækket, men alligevel holder den, og alligevel kan den stadig bruges til at bære tårnet.
Jeg blev opmærksom på den for nogle år siden ved provstens afskedsgudstjeneste. Her gjorde han nemlig i sin prædiken opmærksom på netop den hjørnesten og sagde: Den har fundet sit leje som brudt.
At finde sit leje som brudt er et af de mest trøsterige udsagn og kan også siges at være evangeliet i en nøddeskal. Gud kan bruge magtesløse mennesker. Gud bygger sin kirke og sit rige på svage, bange og uduelige mænd og kvinder. Vi skal ikke først være fuldkomne, glatte og pæne, førend Gud vil have noget med os at gøre. Gud tager os og bruger os som dem, vi er. Han skinner på os, udruster os og bygger på os i al vores ufuldkommenhed.
Derfor er pinsens under og glædelige budskab, at der er andet og mere at sige om os end vore mørke kroge og skumle motiver. Ånden vil gøre sin underfulde og kraftfulde gerning i os, så vi selvom vi er de samme virkelig forvandles.
Derfor må vi ikke lade os ramme eller lamme af den misforståelse, at Ånden ikke skulle gøre sin virkning i dag. Pinsens under var ikke en engangsbegivenhed. Det sker stadig. Det er det, som vi skal høre og glæde os over pinsedag.
Symeon den Nye Teolog, som levede omkring år 1000, skrev:
Kom ikke og sig, at det er umuligt at blive fyldt af Guds Ånd!
Kom ikke og sig, at det er muligt at blive hel uden ham.
Kom ikke og sig, at man kan være fyldt af ham uden at mærke det.
Kom ikke og sig, at Gud ikke åbenbarer sig selv for mennesket.
Kom ikke og sig, at mennesket ikke kan se det guddommelige lys, eller at det skulle være umuligt i vores tid.
Selvfølgelig er det muligt, for Ånden er den samme. Og det er pinse.
Glædelig pinse!
Bed! – ordinationstale 28.5.2017
Kære Laura! De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, står skrevet i Lukasevangeliet kap. 10 vers 2: ”Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”
Ordene er fra Jesu udsendelsestale til de 72 disciple, som vi hører om i Lukasevangeliet kap 10. Allerede inden han sender dem ud og fortæller dem, hvad de skal gøre, og hvordan de skal forholde sig på de steder, hvor han sender dem hen, så pålægger han dem at bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.
Ordene er nærmest en overskrift for udsendelsen. Det er da også derfor vi hører dem læst op ved alle ordinationer. Også i dag blev de læst op fra prædikestolen af domprovst Anne Reiter ved præsentationen af dig.
Så udsendelse eller ordination hænger sammen med bønnen til Gud om at sende medarbejdere. Du bliver med andre ord i dag, Laura, ved din ordination mindet om at bede Gud om at sende medarbejdere til tjeneste for evangeliet.
Men hvorfor i grunden? Hvorfor mon det er så vigtigt for ordinanden eller den som sendes ud at bede Gud om at sende arbejdere til sin høst?
Jeg tror, at det på den ene side skal være en påmindelse om, at man som præst eller udsendt selv er båret eller afhængig af andres bøn.
Når man som ordinand får at vide, at man skal bede Gud om at sende arbejdere ud til sin høst, så bliver man jo mindet om, at andre har bedt om, at også jeg blev kaldet til præstetjenesten og til medarbejder i evangeliets tjeneste. Vi bliver mindet om, at vi som præster og forkyndere er dybt afhængige af andres bøn og forbøn.
Det kan vi også lære af Paulus, som understreger det mange gange. I Kolossenserbrevet kap 4 skriver han indtrængende til menigheden: ”Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak, og bed også for os om, at Gud vil åbne os en dør for ordet, så vi kan forkynde Kristus-hemmeligheden, som jeg sidder i fængsel for. Bed om, at jeg må gøre den kendt og tale, som jeg skal.”
Det er vel at mærke Paulus, ham, som havde så meget på hjerte, som var så velbevandret i skriften og teologien. Ham, som vi måske tænker må være den bedste, sikreste og modigste medarbejder i evangeliets tjeneste. Det er ham, som beder om menighedens hjælp og støtte. Han har brug for at de står sammen i forbøn for ham og hans tjeneste. For han ved og understreger mere end nogen anden, at forbønnen er vigtig og nødvendig.
Så når du nu, Laura, i dag bliver ordineret til præstetjenesten, så lad ikke solen gå ned, uden at du husker at bede Gud om at sende arbejdere ud til sin høst. Og gerne endnu flere præster og medarbejdere her til Lolland-Falsters Stift.
For der er jo begyndende præstemangel her og rundt omkring i Danmark. Arbejderne er ganske rigtigt få, og noget skal der gøres ved det.
Sidste år blev der derfor også sat et udvalgsarbejde i gang for at afhjælpe præstemanglen. I den forbindelse udarbejdede Præsteforeningen 10 bud, som iflg foreningen skal kunne afhjælpe præstemanglen og få flere til at blive præster.
De første af de ti bud lyder: Bed høstens Herre!!!
Nej :-)– det første bud lyder rent faktisk:
Højere løn.
Og det er jo sympatisk nok, og også nødvendigt. Det er vel ret beset også det, som en fagforening skal kæmpe for; men det er alligevel tankevækkende, at i ingen af de ti bud lyder det: Bed høstens herre.
Det er også bemærkelsesværdigt, at den bøn, som bruges på prædikestolen i forlængelse Jesu opfordring om at bede om arbejdere til høsten lyder: “Vi takker dig Gud, fordi du, vor synd og uværdighed til trods, har ladet dit ord forkynde i din kirke, og vi beder dig, at vore prædikanter altid må prædike dit evangelium ret, til din ære og vor salighed. Amen”
Det er også en både rigtig og vigtig bøn. Men det er da underligt, at vi så ikke her – efter Jesu ord og opfordring – så beder Gud om at sende flere medarbejdere. Derfor bad jeg i dag domprovst Anne Reiter om at lave en lille tilføjelse: ”Send arbejdere til din høst. Kald og udrust flere til præstetjenesten i vort stift.”
Vi har brug for at blive mindet om bønnen og bønnens nødvendighed. Vi har brug for som præster at fordybe os, for at have noget at øse af. Det er det ene, som der er at sige.
Det andet, som vi kan lære af Jesu ord, er at Gud åbenbart også har brug for eller i hvert fald gør brug af vores forbøn.
Kunne han da ikke bare selv sende de tjenere, som han har brug for. Hvorfor skal vi med vores bøn medvirke?
Vel ganske enkelt fordi Gud ikke handler hen over hovedet på os. Han ønsker vores medvirken. Han er kærlighed, og kærlighed tvinger ikke.
Dermed bliver bønnen en tjeneste, og måske en af de vigtigste tjenester eller opgaver for en præst og forkynder. I Apostlenes gerninger kap 6 hører vi om, at menigheden er i stor vækst og der er mange opgaver, som skal løses. De 12 sammenkalder derfor hele discipelskaren, og uddelegerer de mange opgaver, for at de selv – som det hedder – fortsat kan holde sig til bønnen og tjenesten for ordet.
Det er med andre ord, Laura, den særlige, første og vigtige opgave du som præst i dag ordineres til. Den er særlig, men ikke særlig synlig, den er utaknemlig, for der er ikke mange som vil takke dig for det. Mange vil endda ryste på hovedet og kalde det for nyttesløst og spild af tid. Men derfor skal du alligevel blive ved med at bede.
Husk på opfordringen ved din ordination, den samme som ved Jesu udsendelse af de 72 disciple. De første ord var: bed. Så vær tålmodig, vedholdende og udholdende i bønnen. For din egen skyld og for dine menigheders skyld.
I en lille udgivelse om bibelsk fællesbøn skriver afdøde professor Prenter:”Jeg læste for mange år siden i Kirkeligt Samfunds Julebog en artikel af Erik Appel om sognepræstens gerning, hvori han bl.a. sagde, at han, når han en sen aften passerede præstegården og så, at der var lys i studerekammeret endnu, efter at alle andre i sognet var gået til ro, kunne føle en stor taknemmelighed ved at tænke på, at der dog i sognet altid er en, som har til opgave at våge og bede for alle. Det var en fin erkendelse af, hvad præstens tidebønstjeneste egentlig er, som jeg ikke siden har kunnet glemme.” – slutter Prenter
Det kan også siges på en anden måde. Nemlig som vi skal synge det i Holger Lissners salme her om lidt: Herre, gør mit liv til bøn.
Lad hele livet være en bøn. En åbenhed, lydhørhed, taknemlighed, ydmyghed og afhængighed af Gud. Og en lovprisning. For han er trofast og barmhjertig, han hører og gør brug af din bøn og er med dig alle dage indtil verdens ende. Derfor: Bed!
Til lykke med at du er blevet kaldet og lod dig kalde til at blive præst – må Gud velsigne dig i dit embede og værne dig imod alt ondt og føre dig til det evige liv.
Gud i vold!
Amen
dommedag i islam og kristendom 