Drik dybt af Ånden!

Ånden kommer og fylder os. Det er det, som vi skal høre og glæde os over i dag, pinsedag.
I bispegården har vi et smukt maleri af den lokale kunstner, Erik Mortensen. Det forestiller en sort, krøllet plasticpose. Ved præsentationen sagde Erik Mortensen: Har I nogensinde tænkt på, at en sort plastikpose aldrig bare er sort? Den er fyldt med farver og lys, når solen og himlen spejler sig i den mørke plastik. Og på maleriet var plastikposen da heller ikke sort. Den var nærmere hvid, for den var malet i skarpt sollys.

Sådan kan pinsens budskab illustreres på en enkel måde i et maleri. For det er det, som sker, når pinsens sol og ånd skinner på os og virker i os. Så kommer vi til at skinne som sole, og vi fyldes med ånd, selvom vi er som krøllede sorte plastikposer.
Pinsedag var disciplene ikke meget værd. De var magtesløse, udbrændte og tomme for tro og håb. De havde mistet alt indhold i og retning for livet. De havde håbet, de havde troet, de havde kæmpet og de havde svigtet og nu havde de mistet alt og sad alene tilbage i mørket, forvirrede og bange. Som ubrugelige sorte plastikposer. Men pludselig skinnede solen på dem, og Guds ånd fyldte dem. Og de blev som forvandlet.

Lad jer fylde af ånden, skriver Paulus i Efeserbrevet kapitel 5, vers 18. Ikke fordi menigheden ikke allerede havde modtaget Helligånden, men fordi Paulus ved, at enhver kristen til stadighed har brug for mere og mere åndsfylde. Vi har brug for, at Guds ånd og Guds lys til stadighed fylder os og lyser over os. Ellers slukkes vi og ligger tilbage som ubrugelige sorte plastikposer.

Derfor er det også en misforståelse, hvis man tror, at pinsens under skulle være forbeholdt de første kristne. Det er et under, som er lige så virkeligt og nødvendigt nu som dengang. Og det gentages, hver gang vi tager imod ordet, og Gud lader sin ånd skinne over os og menigheden.

Måske ikke på samme dramatiske og overvældende måde, som vi hører om den første pinsedag, hvor disciplene talte i tunger og kunne forstås af alverdens sprog, men indholdet af underet er det samme. Det drejer sig om at få nyt mod, nyt håb, ny fylde og blive forvandlet på en underfuld og stærk måde. Nu er pinsen desværre ikke en højtid, som folk forbinder allermest med. Mange ved ikke rigtigt, hvad det er, man fejrer og man kan have svært ved at forstå og forholde sig til alt det med ånd og tunger af ild.

Men måske bunder den manglende forståelse i, at man ikke fejrer pinsen. Der var én, som for nogle år siden formulerede det på følgende måde: Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår den. Nej, de forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den. Det er nemlig først ved at fejre pinsen, at vi forstår den. Ligesom det også kun er ved at smage på maden, at vi ved, hvad vi taler om.

En anden grund kan også være, at vi har glemt eller er holdt op med at vente og længes efter Ånden og Åndens fylde. Vi tror, at vi har modtaget Helligånden én gang for alle, men det er jo lige så forkert, som hvis træet sagde, at nu havde det ikke længere brug for sin levesaft. Nej, vi må hele tiden modtage.

Det var også det, som var pinsedagens første forudsætning: Disciplene ventede og længtes efter at modtage den hjælper, vejleder, trøster og talsmand, som Jesus havde lovet. Og da de havde ventet, længtes og bedt, så fyldtes huset, hvor de sad. Og alt var som forvandlet.

Men hvordan tør vi i dag da tale om, at vi i mødet med Helligånden bliver forandrede og helt nye mennesker? Det gør vi næsten heller ikke. Selvom Johannes Møllehave alligevel forsøger sig med svar på det spørgsmål i sit digt om Zakæus:

Er alt ved det gamle, når ordet har lydt? Ja, vi er de samme, men livet er nyt!.

Vi er de samme, men livet er nyt. Den sætning gemmer en vigtig pointe ved det at være kristen. For den forandring eller forvandling, som vi kunne tænke os, og som vi måske gerne stræber efter eller kæmper for, indtræder ligesom aldrig. Vi kan i hvert fald ikke mærke den, synes vi. Snarere tværtimod. Det er, som om det går den forkerte vej.

Og så er det sandsynligvis alligevel Ånden, der gør sin virkning. For som Thomas à Kempis, en augustinermunk fra 1400-tallet, sagde: Du må ikke tro, at du har gjort fremskridt i ånden, hvis du ikke føler dig ringere end alle andre. Åndens frugt er hverken selvtilfredshed eller mæthed. Den kan derimod opleves som et stik i hjertet og som en stadig større sorg over den ufuldkommenhed, som man bliver sig mere og mere bevidst.

Åndens gerning kan kort og godt opleves som en endnu mere intens længsel efter fylde. Fordi man føler sig tom og mere og mere afhængig af Åndens kraft og virkning. Samtidig vækker mødet med Helligånden også et nyt mod og en erkendelse, som gør, at vi kan og tør leve som dem, vi er, med alle vore fejl og mangler og svagheder.

I Radsted Kirke på Lolland er der en hjørnesten til kirketårnet, som er meget usædvanlig. Den er for det første ualmindelig stor. Næsten halvanden meter i længden og så er den flækket. På et eller andet tidspunkt, måske allerede under bygningen af tårnet, er stenen flækket, men alligevel holder den, og alligevel kan den stadig bruges til at bære tårnet.

Jeg blev opmærksom på den for nogle år siden ved provstens afskedsgudstjeneste. Her gjorde han nemlig i sin prædiken opmærksom på netop den hjørnesten og sagde: Den har fundet sit leje som brudt.

At finde sit leje som brudt er et af de mest trøsterige udsagn og kan også siges at være evangeliet i en nøddeskal. Gud kan bruge magtesløse mennesker. Gud bygger sin kirke og sit rige på svage, bange og uduelige mænd og kvinder. Vi skal ikke først være fuldkomne, glatte og pæne, førend Gud vil have noget med os at gøre. Gud tager os og bruger os som dem, vi er. Han skinner på os, udruster os og bygger på os i al vores ufuldkommenhed.

Derfor er pinsens under og glædelige budskab, at der er andet og mere at sige om os end vore mørke kroge og skumle motiver. Ånden vil gøre sin underfulde og kraftfulde gerning i os, så vi selvom vi er de samme virkelig forvandles.

Derfor må vi ikke lade os ramme eller lamme af den misforståelse, at Ånden ikke skulle gøre sin virkning i dag. Pinsens under var ikke en engangsbegivenhed. Det sker stadig. Det er det, som vi skal høre og glæde os over pinsedag.

Symeon den Nye Teolog, som levede omkring år 1000, skrev:

Kom ikke og sig, at det er umuligt at blive fyldt af Guds Ånd!

Kom ikke og sig, at det er muligt at blive hel uden ham.

Kom ikke og sig, at man kan være fyldt af ham uden at mærke det.

Kom ikke og sig, at Gud ikke åbenbarer sig selv for mennesket.

Kom ikke og sig, at mennesket ikke kan se det guddommelige lys, eller at det skulle være umuligt i vores tid.

Selvfølgelig er det muligt, for Ånden er den samme. Og det er pinse.

Glædelig pinse!

Reklamer
Standard

Bed! – ordinationstale 28.5.2017

Kære Laura! De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, står skrevet i Lukasevangeliet kap. 10 vers 2: ”Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”

Ordene er fra Jesu udsendelsestale til de 72 disciple, som vi hører om i Lukasevangeliet kap 10. Allerede inden han sender dem ud og fortæller dem, hvad de skal gøre, og hvordan de skal forholde sig på de steder, hvor han sender dem hen, så pålægger han dem at bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.
Ordene er nærmest en overskrift for udsendelsen. Det er da også derfor vi hører dem læst op ved alle ordinationer. Også i dag blev de læst op fra prædikestolen af domprovst Anne Reiter ved præsentationen af dig.
Så udsendelse eller ordination hænger sammen med bønnen til Gud om at sende medarbejdere. Du bliver med andre ord i dag, Laura, ved din ordination mindet om at bede Gud om at sende medarbejdere til tjeneste for evangeliet.
Men hvorfor i grunden? Hvorfor mon det er så vigtigt for ordinanden eller den som sendes ud at bede Gud om at sende arbejdere til sin høst?
Jeg tror, at det på den ene side skal være en påmindelse om, at man som præst eller udsendt selv er båret eller afhængig af andres bøn.
Når man som ordinand får at vide, at man skal bede Gud om at sende arbejdere ud til sin høst, så bliver man jo mindet om, at andre har bedt om, at også jeg blev kaldet til præstetjenesten og til medarbejder i evangeliets tjeneste. Vi bliver mindet om, at vi som præster og forkyndere er dybt afhængige af andres bøn og forbøn.
Det kan vi også lære af Paulus, som understreger det mange gange. I Kolossenserbrevet kap 4 skriver han indtrængende til menigheden: ”Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak, og bed også for os om, at Gud vil åbne os en dør for ordet, så vi kan forkynde Kristus-hemmeligheden, som jeg sidder i fængsel for. Bed om, at jeg må gøre den kendt og tale, som jeg skal.”
Det er vel at mærke Paulus, ham, som havde så meget på hjerte, som var så velbevandret i skriften og teologien. Ham, som vi måske tænker må være den bedste, sikreste og modigste medarbejder i evangeliets tjeneste. Det er ham, som beder om menighedens hjælp og støtte. Han har brug for at de står sammen i forbøn for ham og hans tjeneste. For han ved og understreger mere end nogen anden, at forbønnen er vigtig og nødvendig.
Så når du nu, Laura, i dag bliver ordineret til præstetjenesten, så lad ikke solen gå ned, uden at du husker at bede Gud om at sende arbejdere ud til sin høst. Og gerne endnu flere præster og medarbejdere her til Lolland-Falsters Stift.
For der er jo begyndende præstemangel her og rundt omkring i Danmark. Arbejderne er ganske rigtigt få, og noget skal der gøres ved det.
Sidste år blev der derfor også sat et udvalgsarbejde i gang for at afhjælpe præstemanglen. I den forbindelse udarbejdede Præsteforeningen 10 bud, som iflg foreningen skal kunne afhjælpe præstemanglen og få flere til at blive præster.
De første af de ti bud lyder: Bed høstens Herre!!!
Nej :-)– det første bud lyder rent faktisk:
Højere løn.
Og det er jo sympatisk nok, og også nødvendigt. Det er vel ret beset også det, som en fagforening skal kæmpe for; men det er alligevel tankevækkende, at i ingen af de ti bud lyder det: Bed høstens herre.
Det er også bemærkelsesværdigt, at den bøn, som bruges på prædikestolen i forlængelse Jesu opfordring om at bede om arbejdere til høsten lyder: “Vi takker dig Gud, fordi du, vor synd og uværdighed til trods, har ladet dit ord forkynde i din kirke, og vi beder dig, at vore prædikanter altid må prædike dit evangelium ret, til din ære og vor salighed. Amen”
Det er også en både rigtig og vigtig bøn. Men det er da underligt, at vi så ikke her – efter Jesu ord og opfordring – så beder Gud om at sende flere medarbejdere. Derfor bad jeg i dag domprovst Anne Reiter om at lave en lille tilføjelse: ”Send arbejdere til din høst. Kald og udrust flere til præstetjenesten i vort stift.”
Vi har brug for at blive mindet om bønnen og bønnens nødvendighed. Vi har brug for som præster at fordybe os, for at have noget at øse af. Det er det ene, som der er at sige.
Det andet, som vi kan lære af Jesu ord, er at Gud åbenbart også har brug for eller i hvert fald gør brug af vores forbøn.
Kunne han da ikke bare selv sende de tjenere, som han har brug for. Hvorfor skal vi med vores bøn medvirke?
Vel ganske enkelt fordi Gud ikke handler hen over hovedet på os. Han ønsker vores medvirken. Han er kærlighed, og kærlighed tvinger ikke.
Dermed bliver bønnen en tjeneste, og måske en af de vigtigste tjenester eller opgaver for en præst og forkynder. I Apostlenes gerninger kap 6 hører vi om, at menigheden er i stor vækst og der er mange opgaver, som skal løses. De 12 sammenkalder derfor hele discipelskaren, og uddelegerer de mange opgaver, for at de selv – som det hedder – fortsat kan holde sig til bønnen og tjenesten for ordet.
Det er med andre ord, Laura, den særlige, første og vigtige opgave du som præst i dag ordineres til. Den er særlig, men ikke særlig synlig, den er utaknemlig, for der er ikke mange som vil takke dig for det. Mange vil endda ryste på hovedet og kalde det for nyttesløst og spild af tid. Men derfor skal du alligevel blive ved med at bede.
Husk på opfordringen ved din ordination, den samme som ved Jesu udsendelse af de 72 disciple. De første ord var: bed. Så vær tålmodig, vedholdende og udholdende i bønnen. For din egen skyld og for dine menigheders skyld.
I en lille udgivelse om bibelsk fællesbøn skriver afdøde professor Prenter:”Jeg læste for mange år siden i Kirkeligt Samfunds Julebog en artikel af Erik Appel om sognepræstens gerning, hvori han bl.a. sagde, at han, når han en sen aften passerede præstegården og så, at der var lys i studerekammeret endnu, efter at alle andre i sognet var gået til ro, kunne føle en stor taknemmelighed ved at tænke på, at der dog i sognet altid er en, som har til opgave at våge og bede for alle. Det var en fin erkendelse af, hvad præstens tidebønstjeneste egentlig er, som jeg ikke siden har kunnet glemme.” – slutter Prenter
Det kan også siges på en anden måde. Nemlig som vi skal synge det i Holger Lissners salme her om lidt: Herre, gør mit liv til bøn.
Lad hele livet være en bøn. En åbenhed, lydhørhed, taknemlighed, ydmyghed og afhængighed af Gud. Og en lovprisning. For han er trofast og barmhjertig, han hører og gør brug af din bøn og er med dig alle dage indtil verdens ende. Derfor: Bed!
Til lykke med at du er blevet kaldet og lod dig kalde til at blive præst – må Gud velsigne dig i dit embede og værne dig imod alt ondt og føre dig til det evige liv.
Gud i vold!
Amen

Standard

Kirkesangbogen

Jeg har netop modtaget et eksemplar af ”Kirkesangbogen” – udgivet af Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag. Og hvor er det dog en dejlig udgivelse! Her er masser af nye og gamle sange og salmer, samlet i en broget buket. Her er temaer over livet, året, dagen og gudstjenesten, og så er der tilmed en gruppe med engelske salmer og sange, samt et par Taizesange. Alle med noder og becifringer, lige at gå til for et lettere klaver- eller guitarakkompagnement.

”Vi kunne ikke have skabt denne bog for ti år siden” udtaler formand for redaktionsgruppen Rasmus Nøjgaard. Det ved jeg nu ikke. I Gellerup Kirke lavede vi i hvert fald vores egen: ”Gellerup Kirkesangbog” for over 20 år siden, og den blev senere revideret med nye salmer og sange. Vi følte dengang, at der i menigheden var behov for en anden slags salmebog, netop en kirkesangbog, som kunne bruges både i kirken, men også udenfor kirken og gudstjenestens rammer. En sangbog, hvor der udover salmer også var mulighed for at synge kendte og ukendte, nyere og gamle sange og salmer.

På tirsdag til vort personalemøde på Lolland-Falsters Stiftskontor har jeg allerede besluttet, at vi skal prøve at synge Anne Linnets ”Forårsdag”, som jeg aldrig har sunget som fællessang. Men jeg tror, at den vil falde i god jord.

Og så er jeg sikker på, at min gamle kollega Jørgen Lasgaard – som i øvrigt var initiativtager til Gellerup Kirkesangbog – er jublende henrykt over, at der i denne nye Kirkesangbog er mulighed for at synge U2’s: I still haven’t found what I’m looking for.

Men nu har vi fundet den bog, vi ledte efter. Nu behøver vi ikke længere at lede efter en kirkesangbog. Vi har nemlig fået den med denne nye udgivelse.

Til lykke med Kirkesangbogen – og TAK!

Steen Skovsgaard

Standard

Til lykke med afviklingen af bispevalget

Som afgående biskop blander jeg mig naturligvis ikke i bispevalget i Lolland-Falsters Stift. Jeg vil dog gøre denne undtagelse og tillade mig at ønske stiftet hjertelig til lykke med afviklingen af det digitale valg. Det er første gang, at en sådan valghandling har fundet sted digitalt – og der har været rejst kritik og været diverse forbehold. Men alt forløb på bedste måde.

Til lykke til stiftskontorchef Carsten Kruse, som valgte at kæmpe for sagen. Til lykke til kirkeministeriet for vilje og mod til at bakke op om ideen, og til lykke til IT-kontoret, som stod for den endelige afvikling.

Endelig også tak til stiftets kommunikationsmedarbejder Marianne Schwartz, som sørgede for, at hele valghandlingen kunne følges via facebook direkte – også selvom man, som jeg, opholdt sig på Færøerne.

Jeg er både glad og stolt over, at Lolland-Falsters Stift her har vovet at træde nye stier.

Standard

Glædelig påske

Håbefulde kristne – og overbeviste ateister

Hvad forskel er der på at leve med håbet om en opstandelse, troen på Guds nærvær i døden og i mørket, og så at leve i en sikker forvisning om, at når dette liv er forbi, så er der ikke mere at sige?

Hvad forskel er der med andre ord på at være en overbevist ateist og en håbefuld kristen?

I opstandelsesberetningen hører vi, at kvinderne flygtede fra graven med frygt og stor glæde. Disse kvinder er et smukt billede på, hvad det vil sige at være en håbefuld kristen. De er stadig bange. De er stadig i sorg. De er forvirrede, og usikre på, hvad der dog var sket, og hvad der skal ske. Men midt i denne forvirring og magtesløshed er der tændt en glæde, et håb og en fred i deres hjerter. For Kristus er opstanden!

Derfor: Glædelig påske til alle håbefulde kristne!

(Og så kan ateisterne sige, hvad de vil.)

Standard

Tørklæder igen – igen…

Nedenstående indlæg er skrevet af undertegnede tilbage i august 1998 som en kommentar til en debat om tørklæder, som blev ført dengang. Ikke meget har ændret sig, så måske kan det bruges som kommentar til den aktuelle diskussion og for eller imod tørklæder. Her kommer det ihvertfald:

“Kun til Helved kan man tvinges, Mens til Himlen blot der ringes!”

Sådan skriver Grundtvig i 1837 i en salme om Kirke og Frihed – og siger hermed kort og fyndigt, at med tvang kommer man ingen steder, det fører aldrig noget godt med sig, ja, det fører kun til Helvede!

Det kan være værd at erindre sig de ord i forbindelse med den diskussion, som nu igen blusser op: om muslimske kvinder skal tvinges til at tage tørklædet af, hvis de vil have arbejde, eller om man med loven i hånden skal kunne tvinge virksomheder til at ansætte muslimske kvinder, som bærer tørklæde. Efter min mening vil tvang i begge tilfælde netop ikke føre noget godt med sig. Ligesom man ikke kan tvinge en muslimsk kvinde til at tage sit tørklæde af uden dermed at gøre overgreb mod hendes person, sådan kan man altså heller ikke tvinge en virksomhed til at ansætte en kvinde, som bærer tørklæde, uden at det er et overgreb imod den virksomheds selvbestemmelse. Hvis virksomheden nemlig mener, at det vil kunne påvirke kunderne negativt og dermed også omsætningen, så må den vel stadig være i sin frie og gode ret til at tage økonomiske hensyn fremfor religiøse.

Men hvad så? Betyder det så ikke, at det bliver umuligt for muslimske kvinder at få arbejde? Ja, det er jo ikke sikkert. Hvis man undlader at forsøge at tvinge virksomheder til at ansætte kvinder med tørklæde, så kunne det være, som det faktisk allerede er tilfældet, at nogle virksomheder frivilligt selv tør tage skridtet og forsøge at ansætte også muslimske kvinder. Både overfor muslimen og overfor kunderne ville det unægtelig være et helt andet signal at sende, når nu man vidste, at det ikke var noget virksomheden gjorde nødtvunget – men helt frivilligt.

I sin erindringsbog: “Så vælg da livet” fortæller Bent Melchior om en oplevelse, han som jødisk ung mand havde i sin gymnasieklasse:  “Jeg var jo ikke bare ny, men jeg var anderledes. H.C.Andersen havde observeret, at hvis man er for stor og aparte, så skal man “nøfles”, men jeg oplevede det modsatte. Blot et enkelt eksempel: Traditionen tro skulle vi efter translokationen med hestevogn køre gennem byen, besøge alle hjemmene og på Kongens Nytorv danse om hesten. Mine kammerater vidste, at det kunne jeg ikke være med til, fordi afslutningen altid fandt sted om lørdagen, hvor reglerne for sabbat’en forbød mig at køre. Blandt andet havde de i forbindelse med en ekskursion til Bornholm set, hvordan jeg var gået til fods fra Gudhjem til Rønne for at være fremme ved færgen til København ved sabbat’ens slutning lørdag aften. I mit fravær besluttede de så at lave revolution og henlægge turen med hestevogn til om fredagen, så jeg fik det hele med. Venskabet har bestået sin prøve i halvtreds år!”

Man kan forestille sig, hvad der ville være sket, hvis rektor havde sagt til klassen: “Fordi I har Bent Melchior i jeres klasse, og fordi han er jøde, har jeg besluttet, at vi ændrer afslutningsdagen fra lørdag til fredag. Af hensyn til ham ændrer vi med andre ord skolens århundredlange tradition!”  Mon ikke at Bent Melchior ville betakke sig for en sådan “hensynsfuld” rektor, og klassen ligeså. Det ville da heller ikke hverken være udtryk for eller opleves som integration, kærlighed eller hensyn, det ville kun være og opleves som tvang.

Så lad os ikke ende med at udvise en sådan “hensynsfuldhed” i forhold til muslimerne, men i stedet forsøge med gode eksempler at vise, at der naturligvis er plads til muslimer på arbejdsmarkedet, og lad så også muslimer få lov at vise, at de har lyst til at være med i arbejds- og kollegafællesskabet. Jeg er overbevist om, at både de muslimske kvinder og arbejdsmarkedet er bedst tjent med – på disse følsomme områder – at lade frivilligheden  råde, fremfor lov og tvang. For kun til Helved kan man tvinges!

Steen Skovsgaard

Standard

Jesus – Guds fuldkomne skabning

På denne Mariæ Bebudelsesdag kan der være grund til at minde om, at jomfrufødslen ikke siger noget om Jesu guddommelighed. Muslimer tror jo også på jomfrufødslen, men vil ikke høre tale om Jesu guddommelighed. Jens Christensen siger det klart i ”Konfrontation sd 315, at det, som ”jomfrufødselen kaster lys over, er Vorherres fuldkomne karakter af skabning.”

Standard