Kirkesangbogen

Jeg har netop modtaget et eksemplar af ”Kirkesangbogen” – udgivet af Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag. Og hvor er det dog en dejlig udgivelse! Her er masser af nye og gamle sange og salmer, samlet i en broget buket. Her er temaer over livet, året, dagen og gudstjenesten, og så er der tilmed en gruppe med engelske salmer og sange, samt et par Taizesange. Alle med noder og becifringer, lige at gå til for et lettere klaver- eller guitarakkompagnement.

”Vi kunne ikke have skabt denne bog for ti år siden” udtaler formand for redaktionsgruppen Rasmus Nøjgaard. Det ved jeg nu ikke. I Gellerup Kirke lavede vi i hvert fald vores egen: ”Gellerup Kirkesangbog” for over 20 år siden, og den blev senere revideret med nye salmer og sange. Vi følte dengang, at der i menigheden var behov for en anden slags salmebog, netop en kirkesangbog, som kunne bruges både i kirken, men også udenfor kirken og gudstjenestens rammer. En sangbog, hvor der udover salmer også var mulighed for at synge kendte og ukendte, nyere og gamle sange og salmer.

På tirsdag til vort personalemøde på Lolland-Falsters Stiftskontor har jeg allerede besluttet, at vi skal prøve at synge Anne Linnets ”Forårsdag”, som jeg aldrig har sunget som fællessang. Men jeg tror, at den vil falde i god jord.

Og så er jeg sikker på, at min gamle kollega Jørgen Lasgaard – som i øvrigt var initiativtager til Gellerup Kirkesangbog – er jublende henrykt over, at der i denne nye Kirkesangbog er mulighed for at synge U2’s: I still haven’t found what I’m looking for.

Men nu har vi fundet den bog, vi ledte efter. Nu behøver vi ikke længere at lede efter en kirkesangbog. Vi har nemlig fået den med denne nye udgivelse.

Til lykke med Kirkesangbogen – og TAK!

Steen Skovsgaard

Reklamer
Standard

Til lykke med afviklingen af bispevalget

Som afgående biskop blander jeg mig naturligvis ikke i bispevalget i Lolland-Falsters Stift. Jeg vil dog gøre denne undtagelse og tillade mig at ønske stiftet hjertelig til lykke med afviklingen af det digitale valg. Det er første gang, at en sådan valghandling har fundet sted digitalt – og der har været rejst kritik og været diverse forbehold. Men alt forløb på bedste måde.

Til lykke til stiftskontorchef Carsten Kruse, som valgte at kæmpe for sagen. Til lykke til kirkeministeriet for vilje og mod til at bakke op om ideen, og til lykke til IT-kontoret, som stod for den endelige afvikling.

Endelig også tak til stiftets kommunikationsmedarbejder Marianne Schwartz, som sørgede for, at hele valghandlingen kunne følges via facebook direkte – også selvom man, som jeg, opholdt sig på Færøerne.

Jeg er både glad og stolt over, at Lolland-Falsters Stift her har vovet at træde nye stier.

Standard

Glædelig påske

Håbefulde kristne – og overbeviste ateister

Hvad forskel er der på at leve med håbet om en opstandelse, troen på Guds nærvær i døden og i mørket, og så at leve i en sikker forvisning om, at når dette liv er forbi, så er der ikke mere at sige?

Hvad forskel er der med andre ord på at være en overbevist ateist og en håbefuld kristen?

I opstandelsesberetningen hører vi, at kvinderne flygtede fra graven med frygt og stor glæde. Disse kvinder er et smukt billede på, hvad det vil sige at være en håbefuld kristen. De er stadig bange. De er stadig i sorg. De er forvirrede, og usikre på, hvad der dog var sket, og hvad der skal ske. Men midt i denne forvirring og magtesløshed er der tændt en glæde, et håb og en fred i deres hjerter. For Kristus er opstanden!

Derfor: Glædelig påske til alle håbefulde kristne!

(Og så kan ateisterne sige, hvad de vil.)

Standard

Tørklæder igen – igen…

Nedenstående indlæg er skrevet af undertegnede tilbage i august 1998 som en kommentar til en debat om tørklæder, som blev ført dengang. Ikke meget har ændret sig, så måske kan det bruges som kommentar til den aktuelle diskussion og for eller imod tørklæder. Her kommer det ihvertfald:

“Kun til Helved kan man tvinges, Mens til Himlen blot der ringes!”

Sådan skriver Grundtvig i 1837 i en salme om Kirke og Frihed – og siger hermed kort og fyndigt, at med tvang kommer man ingen steder, det fører aldrig noget godt med sig, ja, det fører kun til Helvede!

Det kan være værd at erindre sig de ord i forbindelse med den diskussion, som nu igen blusser op: om muslimske kvinder skal tvinges til at tage tørklædet af, hvis de vil have arbejde, eller om man med loven i hånden skal kunne tvinge virksomheder til at ansætte muslimske kvinder, som bærer tørklæde. Efter min mening vil tvang i begge tilfælde netop ikke føre noget godt med sig. Ligesom man ikke kan tvinge en muslimsk kvinde til at tage sit tørklæde af uden dermed at gøre overgreb mod hendes person, sådan kan man altså heller ikke tvinge en virksomhed til at ansætte en kvinde, som bærer tørklæde, uden at det er et overgreb imod den virksomheds selvbestemmelse. Hvis virksomheden nemlig mener, at det vil kunne påvirke kunderne negativt og dermed også omsætningen, så må den vel stadig være i sin frie og gode ret til at tage økonomiske hensyn fremfor religiøse.

Men hvad så? Betyder det så ikke, at det bliver umuligt for muslimske kvinder at få arbejde? Ja, det er jo ikke sikkert. Hvis man undlader at forsøge at tvinge virksomheder til at ansætte kvinder med tørklæde, så kunne det være, som det faktisk allerede er tilfældet, at nogle virksomheder frivilligt selv tør tage skridtet og forsøge at ansætte også muslimske kvinder. Både overfor muslimen og overfor kunderne ville det unægtelig være et helt andet signal at sende, når nu man vidste, at det ikke var noget virksomheden gjorde nødtvunget – men helt frivilligt.

I sin erindringsbog: “Så vælg da livet” fortæller Bent Melchior om en oplevelse, han som jødisk ung mand havde i sin gymnasieklasse:  “Jeg var jo ikke bare ny, men jeg var anderledes. H.C.Andersen havde observeret, at hvis man er for stor og aparte, så skal man “nøfles”, men jeg oplevede det modsatte. Blot et enkelt eksempel: Traditionen tro skulle vi efter translokationen med hestevogn køre gennem byen, besøge alle hjemmene og på Kongens Nytorv danse om hesten. Mine kammerater vidste, at det kunne jeg ikke være med til, fordi afslutningen altid fandt sted om lørdagen, hvor reglerne for sabbat’en forbød mig at køre. Blandt andet havde de i forbindelse med en ekskursion til Bornholm set, hvordan jeg var gået til fods fra Gudhjem til Rønne for at være fremme ved færgen til København ved sabbat’ens slutning lørdag aften. I mit fravær besluttede de så at lave revolution og henlægge turen med hestevogn til om fredagen, så jeg fik det hele med. Venskabet har bestået sin prøve i halvtreds år!”

Man kan forestille sig, hvad der ville være sket, hvis rektor havde sagt til klassen: “Fordi I har Bent Melchior i jeres klasse, og fordi han er jøde, har jeg besluttet, at vi ændrer afslutningsdagen fra lørdag til fredag. Af hensyn til ham ændrer vi med andre ord skolens århundredlange tradition!”  Mon ikke at Bent Melchior ville betakke sig for en sådan “hensynsfuld” rektor, og klassen ligeså. Det ville da heller ikke hverken være udtryk for eller opleves som integration, kærlighed eller hensyn, det ville kun være og opleves som tvang.

Så lad os ikke ende med at udvise en sådan “hensynsfuldhed” i forhold til muslimerne, men i stedet forsøge med gode eksempler at vise, at der naturligvis er plads til muslimer på arbejdsmarkedet, og lad så også muslimer få lov at vise, at de har lyst til at være med i arbejds- og kollegafællesskabet. Jeg er overbevist om, at både de muslimske kvinder og arbejdsmarkedet er bedst tjent med – på disse følsomme områder – at lade frivilligheden  råde, fremfor lov og tvang. For kun til Helved kan man tvinges!

Steen Skovsgaard

Standard

Jesus – Guds fuldkomne skabning

På denne Mariæ Bebudelsesdag kan der være grund til at minde om, at jomfrufødslen ikke siger noget om Jesu guddommelighed. Muslimer tror jo også på jomfrufødslen, men vil ikke høre tale om Jesu guddommelighed. Jens Christensen siger det klart i ”Konfrontation sd 315, at det, som ”jomfrufødselen kaster lys over, er Vorherres fuldkomne karakter af skabning.”

Standard

Jesus og den fremmede

Prædiken ved Tværkulturelt Centers årsmøde 17..3.

Evangeliet var teksten til i søndags, 2. søndag i fasten. Og det kan jo ikke passe bedre end at høre det i dag, hvor vi er samlet til den årlige og traditionsrige multietniske inspirationskonference her i Tværkulturelt Center. Med temaet: Jeg var fremmed – og I blev bange for mig.

En tankevækkende, provokerende og desværre meget aktuel titel. Ordene er en lettere omskrivning af Jesu ord fra Matt 25, hvor han siger: Jeg var fremmed, og I tog jer af mig.

Titlen antyder, at frygten ofte får den største plads. Vi kan ofte have vanskeligt ved at vise omsorg og kærlighed – særligt overfor den fremmede, det anderledes, de besværlige. Alle dem, som vi helst går udenom.

Sådan var det også på Jesu tid og for Jesu disciple. De ville helst være gået udenom Tyrus og Sidon, sådan som de også helst ville gå uden om samaritanernes område. Men Jesus fører dem igennem også disse egne.

Og i dag er de så kommet ind i dette fremmede område, hvor disciplene er overbevist om, at Jesus ikke har noget at gøre. Han er jo kun sendt til de fortabte får af Israels hus – og ikke til nogen andre. Hans bestemmelse er Israel – og ingen andre steder. Og da slet ikke de fremmede.

Alligevel vælger Jesus at gå igennem Tyrus og Sidon – og her møder de så denne fremmede kvinde.

Og hvad er det da, som sker, og som disciplene bliver vidner til?

Det kan være meget interessant at høre forskellige udlægninger af det replikskifte, som finder sted mellem Jesus og denne kvinde.

Nogle påstår i fuldt alvor, at Jesus joker med kvinden. Teksten viser, at Jesus har humor, hedder det. Det må dog siges at være en mærkelig form for humor. For hvad morsomt er der i, at Jesus starter med at være tavs? At han møder kvindens inderlige og alvorlige bøn med tavshed? Hvem har mon lyst til at grine ad det? Det er da det pinligste af alt, når et menneske ikke vil tale med én. Og da Jesus så endelig åbner munden – vel som en reaktion på disciplenes opfordring til at sende hende væk – kommer begrundelsen for tavsheden: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus. Det tror jeg heller ikke, at der er ret mange, som vil finde sjovt eller humoristisk. Og da slet ikke kvinden, som bliver stående og holder fast ved sin bøn. Til slut kommer den helt grovekornede afvisning, for: det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde, siger Jesus. Med andre ord: Du er en hund og ikke et menneske. Mon det virkelig er for at være sjov, at han siger det? Næppe.

Men der er også andre fortolkningsmuligheder.

I søndags hørte jeg en anden og lidt mere traditionel tolkning, som går ud på, at her i teksten kan vi se, hvordan Gud kan forandre mening. Kvindens og vores bøn har så stor betydning og virkning, at den kan forandre Guds sindelag. Og det kan jo ikke siges at være helt forkert. Man kan finde mange steder i Bibelen, hvor vi hører, hvordan Gud bønhører mennesker. Ja, hvordan man endda, som Abraham, kan forhandle med Gud og presse ham til at forandre holdning. Så det er vel ikke helt forkert.

Alligevel må man sige, at hvis det er denne kvinde, som er anledning til, at Jesus ændrer holdning til indholdet af sin sendelse, så burde der rejses et mindesmærke over hende i alle verdens kirker. For sæt hun havde valgt at gå sin vej og ikke var fortsat med at bede, så havde Jesus åbenbart levet i hellig uvidenhed om sig selv og sin egen tjeneste. Så var han blevet i illusionen om, at han blot var sendt til Israel, og så var budskabet aldrig nået udenfor Israels grænser og til os. Alligevel vælger nogle at tolke læse teksten som et udtryk for den bevægelige Gud, der kan rokkes og flyder og som forandrer sin vilje alt efter, hvad han møder på sin vej. Som en kilde, der løber ned ad bjerget og forandrer løbet, alt efter hvad den rammer ind i.

Også det kan man godt argumentere for, men spørgsmålet er, om det er svaret.

Og det kan I sikkert godt høre, at det tror jeg ikke.

Endelig kan man sige, at Jesus bare ønsker at teste kvindens tro. Han prøver hende, lutrer hende, lader hende møde modstand, for at se, om hun har tro nok og om hun mener bønnen alvorligt.

Det er også et synspunkt, som man godt kan argumentere for.

Alligevel må man også her spørge, om det virkelig er fair på den måde at teste en lidende og bekymret mor. Det er jo ikke noget, som Jesus ellers gør, så hvorfor skulle han da lige vælge at gøre det overfor denne fremmede kvinde?

Jeg tror, at svaret er meget mere enkelt, og at beretningen skal læses på en helt anden måde. Det er en tolkning, som jeg har læst i Kenneth Baileys bog: Jesus set med mellemøstlige øjne. Her gør han sig til talsmand for en anderledes tolkning, som efter min mening er bedre. Først skal vi lægge mærke til, at det kun er kvinden og disciplene, der befinder sig sammen med Jesus. Disciplene ved godt, hvad de mener om de fremmede og om denne kvinde. Hun er et menneske, som Jesus ikke skal tale med eller tiltales af. Det hører sig ikke til, så de mener dybt i hjertet, at Jesus skal tie stille. Og det gør han så. Han opfylder med andre ord ikke kvindens, men disciplenes forventninger. Han svarer hende ikke et ord. Det har nu ingen indvirkning på kvinden, og så opfordrer disciplene ham til at sende hende væk, hvilket Jesus så også gør. Han opfylder stadig ikke kvindens, men disciplenes bøn. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels Hus!” Med andre ord: Gå hjem. Jeg har ikke noget med dig at gøre.

Hun forsvinder stadig ikke, men holder fast i bønnen: Herre hjælp mig! Og så kommer den afvisning, som ligger bag disciplenes holdning. Hun er en hund, som man i grunden bør sparke væk, sådan som hun ligger der ved Jesu fødder og græder og hyler. Også det bekræfter Jesus dem i og sammenligner hende med en hund. Først da kvinden stadig bliver liggende og endda anerkender sin ydmyge plads, sker underet.

Så hvad er det, vi er vidner til? Det er discipel-undervisning. Det er ikke Jesus, som bliver undervist af kvinden om sin bestemmelse og sit kald. Det kender han naturligvis allerede. Det er heller ikke for at teste kvinden. Nej, det er for at teste disciplene og deres holdninger ved at prøve dem af på kvinden. Så kan de se, hvad der sker, og hvad det fører med sig at møde de fremmede på den måde, som de mener, er den rigtige. Og de får en tro at se, som er større, end hvad de tidligere har været vidne til. De møder en kvinde, som er stædig og mere vedholdende i bønnen, og som optræder mere ydmygt end nogen anden de tidligere har været sammen med.

De lærer ikke først og fremmest noget om de fremmede – de lærer noget om sig selv og deres egne holdninger. De bliver prøvet af og testet i det virkelige liv og den virkelige verden, hvor de ender med at smuldre og forvitre. De er ikke så holdbare eller slidstærke. Det er slet ikke enkelt at ville afvise et menneske med den begrundelse, at det er fremmed.

Jeg var fremmed – og I blev bange for mig.

Hvordan kan vi da lære at møde de fremmede på en anden måde? Hvordan kan vores frygt, afvisning, mistænksomhed og fordomme da ændres til, at vi i stedet møder den fremmede med åbenhed, nysgerrighed, venlighed – ja, måske endda med kærlighed?

From Exclusion to Embrace har Chawkat Moucarry kaldt et spændende lille studiehæfte om interreligiøst engagement. Her har han sat fokus på 13 forskellige bibelske beretninger, som alle handler om den fremmede. De viser i hvor høj grad, vi kan blive inspireret og udfordret af Bibelens tale om den fremmede. Tænk blot på de gammeltestamentlige ord, som vi knap tør hviske: ”Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten!” 5. Mosebog 10,18)

Ikke alene skal vi behandle den fremmede godt, vi skal elske den fremmede.

Det er jo uhørt og en fordring, som ligger langt ud over, hvad vi overhovedet kan opfylde.

Men hvordan skal det da nogensinde kunne blive anderledes med os? For vi har det på mange måder som disciplene. Vi har så let til de kolde hjerter, kolde skuldre, kolde øjne, kolde hjerner, kolde kalkuler. For det er jo dyrt, farligt og besværligt to embrace – at omfavne.

Hvad kan vi da gøre både for os selv, for hinanden og for den fremmede?

Her vil jeg slutte med at læse fra 1. Peters Brev kap 4 vers 7-8, hvor Peter skriver: ”Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.”

Det er især den sidste del, som er mere end en tanke værd. For kærlighed skjuler mange synder, hedder det. Guds kærlighed skjuler vore synder, og på samme måde skal vi med kærlighed skjule hinandens synder.

Skjule dem, på samme måde og med samme virkning, som når fuglen her i foråret dækker sine æg med vingerne. Hårde kolde æg bliver omfavnet af fuglens vinger og forvandlet til levende varme unger under fuglens vingers skygge. Der sker intet mindre end et under.

Det under skete for disciplene. Deres sind og hjerte blev forvandlet. Kvindens datter blev helbredt, ja, men det største under var vel, at disciplenes hjerter blev forvandlet. For de ender med at gå ud i al verden for at dele budskabet blandt alle fremmede folkeslag.

Kære Gud. Lad også vore hjerter blive forvandlet i mødet med dig. Skjul os under dine vingers skygge. Blødgør og varm vore kolde hjerter. Gør os levende. Skab i os et nyt og rent hjerte, styrk vor ånd og indbyrdes kærlighed. Hjælp os at se hinanden og på os selv som andet og mere end kolde hjerter og lukkede sind. Hjælp os at se ind bag alt det hårde og kolde og giv os tro på de nye muligheder, som ligger gemt i hvert eneste menneske. Og altså også i os. Og giv os troen på og forundringen over, at håbet ikke behøver så meget for at holdes i live

én anemone – foråret er på vej

en fugleunge – sommeren er nær

en opstandelse – Gudsriget er nær.

Så lidt og dog så meget

et brev til en fange skaber håb

én bøn

én salme

ét brød

eet bæger

ét er fornødent.

Amen Ære være Faderen og sønnen og Helligånden som i begyndelsen så nu og altid og i al evighed. Amen.

Standard