Høringssvar

Vedr. sagsnr. 2016-730-0956 Høringssvar vedrørende udkast til lovforslag om ændring af straffeloven (kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring) har jeg i dag afgivet flg. høringssvar:

 

Jeg har med interesse læst lovforslaget og vil gerne udtrykke min forståelse for dets anliggende. Et åbent og tolerant samfund må have ret til og mulighed for at forsvare sin tolerance. Ellers risikerer vi, at intolerancen vil sejre. Der er kort og godt noget, som hedder: Toleranceparadokset, sådan som den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper gør opmærksom på i flg. citat:

”Mindre velkendt er toleranceparadokset: Ubegrænset tolerance må nødvendigvis føre til, at tolerancen forsvinder: Hvis vi er ubegrænset tolerante overfor de intolerante, hvis vi ikke er rede til at forsvare et tolerant samfund mod de intolerante anslag, vil de tolerante blive udslettet og dermed også tolerancen – Jeg mener ikke, at denne formulering indebærer, at vi f.eks. altid bør undertrykke fremsættelse af intolerante doktriner; så længe vi kan imødegå dem med rationel argumentering og den offentlige mening kan holde dem i ave, vil undertrykkelse afgjort være yderst uklogt. Men vi skulle hævde retten til at undertrykke dem om nødvendigt endda med magt; for det kan let vise sig, at de ikke er villige til at møde os på det rationelle arguments plan, men begynder at underkende ethvert argument; de kan forbyde deres tilhængere at lytte til rationel argumentering, fordi den er afledende, og lære dem at besvare argumenter med næver eller pistoler.

Vi skal derfor i tolerancens navn hævde vor ret til ikke at tolerere de intolerante. Vi bør hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig ud over loven, og vi bør betragte tilskyndelse til intolerance og forfølgelse som kriminelle handlinger på samme måde, som vi betragter tilskyndelse til mord, kidnapning eller genoplivelse af slavehandel som kriminel.”

Naturligvis kan man sætte mange spørgsmålstegn både ved dette citat og ved lovforslaget. For hvad menes der f.eks. med ordene ”tilskyndelse” og ”billigelse”. Jeg er med andre ord opmærksom på, at der efter al sandsynlighed er store vanskeligheder forbundet ved denne lov, hvorfor jeg også finder det naturligt og glædeligt, at lovforslaget skal undergives en såkaldt lovovervågning, som skal sikre, at loven ikke får uhensigtsmæssige konsekvenser.

Der er næppe mange, som finder det ønskeligt eller muligt gennem lovgivning at bekæmpe ”hadprædikanter”. Ånd skal bekæmpes med ånd.

Derfor har kirken også et ansvar.

Biskop D.G. Monrad skrev på et tidspunkt flg. alvorsord til kirken:

”Du må og du skal være vågen. Dig er det, dig, der skal våge over, at ej den hellige ild slukkes i landet…Dig er det, der skal have omhu for, at dåbens nåde tilegnes og kommer til at leve i en sand og ægte kristendom, så at dens ånd gennemstråler folkeånden, så at Kristi ånd boer i de folkekårne mænd. På dig og ene på dig hviler ansvaret…”

Vi står i en kulturkamp, hvor kirken med ord, ånd og gode argumenter skal kende sin besøgelsestid og – i kærlighed til Kristus og til Danmark – være parat til at imødegå visse religiøse forkyndere.

 

Standard

Ikke flere eksperter i religion, tak!

Under overskriften: ”Danmark har brug for flere eksperter i religion. Ikke flere præster” – gør Thomas Bjørnestad sig i KD den 4. august til talsmand for, at det var bedre, hvis vi fik flere religionsvidenskabsstuderende end præster. Vi har nemlig efter hans mening brug for ”eksperter”, som kan sige noget om tørklæder, maden i dagsinstitutioner, ytringsfrihed, terror osv.

Jeg vil stilfærdigt sige: Nej tak. Fri os for flere såkaldte ”eksperter”. Hvad skal vi med dem? Det kan da godt være, at de – ligesom Klods Hans’ brødre – kan smøre sig i mundvigene og er gode til at tale for sig. Men når det virkelig gælder, altså når virkeligheden kræver kød og blod, personligt engagement, forkyndelse, tro, kærlighed, nærvær, omsorg, trøst, forståelse, så har vi ikke brug for eksperter. Så er der brug for en præst. Et levende menneske, som har et personligt ståsted og forråd at øse af, og som aldrig vil kalde sig ekspert.

Jeg glæder mig derfor over, at der er flere, som har lyst til at give sig i kast med teologien. Og jeg vil gerne tilføje, at hvis der skulle være én eller flere af de nye teologistuderende, som kunne tænke sig at stifte bekendtskab med præstekaldet, så afholder vi i Lolland-Falsters Stift i september måned vores årlige ”præstepraktik”, hvor nye teologistuderende kvit og frit kan stifte bekendtskab med, hvad det vil sige at være præst. Et embede, som vel at mærke – og Gudskelov – ligger meget langt væk fra at være ”ekspert”.

 

 

Standard

Har du mistet det gyldne håb?

I pave Frans’ bog: Laudate Si, kan man læse pavens indtrængende appel til en ny dialog om, hvordan vi skal forme fremtiden for vor planet. Det er en sympatisk og indigneret opfordring til at kæmpe for denne planet, samtidig med at vi også opfordres til aldrig at glemme ”glæden ved at håbe”, som det hedder. På trods af dette, så bliver håbet om Gudsrigets komme kun berørt ganske kort på de sidste sider, hvor pave Frans bl.a. formulerer denne bøn: ”Oh Herre, hjælp os med at beskytte alt liv for at forberede en bedre fremtid, dit riges komme.”

Bogen kan nok give anledning til eftertanke og overvejelser om klimaforandringerne set i et kristent perspektiv. For hvordan forholder vi os til den globale opvarmning, verdens flygtningestrømme, kriserne og frygten og bekymringerne for vor egen og fælles fremtid? Har kirken og kristne en særlig opgave i den forbindelse? Skal vi, som paven, appellere til vore politikere og erhvervsliv og løfte moralens pegefinger og sige: Nu er det nok! Vi vil ikke se mere udnyttelse af jorden og dens ressourcer. Vi bliver nødt til at være ansvarlige, leve mere økologisk, tænke over hvad vi spiser, producerer og ødelægger, for ellers ender det helt galt for denne planet!

Det budskab er der næppe noget følsomt og tænkende menneske, som vil være uenig i. Men spørgsmålet er, om det er kristendommens første og vigtigste bidrag til en verden i nød? Er evangeliets opgave at advare om, hvor galt det står til og derpå opfordre til at gøre noget ved det – for til slut at sige, at vi naturligvis også venter og håber på en ny og bedre verden med Gudsrigets komme?

Jeg mener, at rækkefølgen skal være omvendt. Vi skal som kristne ikke først og fremmest pege på alt det, der skal gøres for at redde denne verden. Vi skal derimod allerførst turde pege på Gudsriget og på håbet om den nye verden, som skal komme. Det er jo det, som Jesus også opfordrer disciplene til: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”(Matt 6, 33). I samme kapitel lærer han dem Fadervor, hvor det hedder: ”Komme dit rige”. Vi skal med andre ord, midt i alverdens uro og bekymringer, bevare og forkynde håbet om Gudsriget og til stadighed bede om dets komme.

”Har du mistet det gyldne håb, som du fik i gave ved din barnedåb?” – synger Kim Larsen. Det er et godt spørgsmål. For vi kan nemlig være tilbøjelige til at glemme, at håbet om Gudsriget er et kristent kendetegn og en vigtig ressource. Det er ud af håbet, vi som kristne får kræfter og mod til at leve dette liv og virke midt i al dets nød og elendighed. Ikke omvendt.

For 9 år siden havde jeg fornøjelsen af at være årsag til en dommedagsdebat, som gik hen over landet i de fleste medier. Den begyndte med et lille ”måske”, hvor jeg svarede på spørgsmålet, om klimaforandringerne kunne være tegn på de sidste tider og på, at dommedag var nær. ”Måske” – svarede jeg. Det kunne jeg ikke afvise, al den stund at ingen jo kender dagen og timen for Herrens genkomst. Dette lille ”måske” blev debatteret og problematiseret. Mange mente, at det var for meget, at en biskop kunne finde på at sige noget så vovet som, at han ikke ville afvise, at vi befandt os i de sidste tider, og at dommedag og Jesu genkomst kunne være nær. Præster, universitetsteologer, ateister, journalister, vejrprofeter og en enkelt pavelig nuntius afviste det hver på sin måde.

Når der blev en sådan middelstor mediestorm kan det måske skyldes, at vi i kirken alt for sjældent taler om dommedag, Jesu genkomst og de sidste tider. Vi bliver forlegne og mangler ord, og tør derfor heller ikke nævne dét, som mange frygter, nemlig verdens undergang.

Hvis man vil høre om det, må man derfor også gå andre steder hen. F.eks. på Folkeuniversitetet, som til efteråret har en foredragsrække under overskriften: Verdens undergang. Her vover forskellige filosoffer frimodigt at tage emnet op. I omtalen af foredragene kan man læse denne tankevækkende indledning:

”Svindende ozonlag, stigende vandstand, overbefolkning, flygtningestrømme, terrorisme, nye krigsformer, muterende bakterier, ukontrollerbare epidemier…der er grunde nok til at formode, at vores gamle verden ikke kommer til at bestå. Hvorfor skulle mennesket som eneste art også være sikret evigt liv her på planeten? Og fører de mange forsøg på at frelse verden, med deres ideologi om bæredygtighed og dertil hørende restriktioner og forbud, til andet end ny moralisme og puritanisme? Hvad hvis vi prøver at tænke den tanke til ende, at menneskehedens, og altså ikke bare det enkelte menneskes, dage er talte? Er det en tanke, vi overhovedet kan rumme?”

Man skulle ellers synes, at kirken – som har Gudsriget og det gyldne håb for øje – måtte være bedre og friere til at se verdens undergang i øjnene, end så mange andre. Men man skal åbenbart til filosofferne, for at møde dette mod.

Den 8. november 2015 havde en amerikansk forsker Timothy Morton, ligeledes en modig kronik i Politiken under overskriften: ”Vi er ved at vågne op midt i et mareridt”. Timothy Morton beskæftiger sig med feltet mellem filosofi og økologi og hævder, at bombardementet med informationer om klimaforandringer og den globale krise ikke hjælper os med at bruge vores økologiske viden. Tværtimod skygger det for handling, siger han. Og så har han et overraskende forslag og kontroversielt synspunkt: ”Stå ikke der, som et dådyr fanget i lyset fra en bils forlygter, og vent på en katastrofe, der allerede er indtruffet. Vi er allerede døde – sikke en lettelse. Der er ingen grund til at være bange. Det er allerede sket. Vi er virkelig midt i et mareridt: Der er ingen grund til at tjekke længere. Hold op med at stå og vride dine hænder. Smil lidt. Så måske vil du være i stand til at græde for alvor.”

Set i et kristent perspektiv kan man netop tale om, at katastrofen er sket. Vi lever i tiden efter syndefaldet. Denne verden er falden og bliver ikke bare bedre og bedre, sådan som vi bilder os ind. Den skal forgå. Det er dette umiddelbart meget lidt optimistiske budskab, som Jesus forkynder for sine disciple. ”For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv…Himmel og jord skal forgå!” (Mt, 24,35)

Det er fremtidsudsigten. Og hvad opfordrer Jesus os så til at gøre? Kort sagt: Til ikke at lade os skræmme. Vi skal løfte hovederne, våge, bede, håbe og holde ud. Eller som det hedder i Judasbrevet: ”Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.”

Det er det, som er kristnes og kristendommens vigtige bidrag til verden. Lad være med at gå til i magtesløshed, mismod, frygt og desperation og stå som et dådyr fanget i lyset. Lad være med at tro på, at alting afhænger af dig og din indsats. Du skal ikke redde verden fra katastrofen. Den er allerede sket. Men der er Gudskelov sket endnu mere. Der er tændt et håb i verden om en ny himmel og en ny jord. Der venter en forløsning. Dagen er nær, og lyset er kommet. Ikke lyset fra truende billygter, men lyset fra det rige, som skal komme, og som gør, at vi kan se, leve og holde ud – også der, hvor alt håb er ude.

Steen Skovsgaard

Standard

Herre forbarm dig! En kort bøn på bods- og bededag

 

Kære Gud

Der er så meget i tiden, som bekymrer os.

Så meget der gør ondt og gør os bange:

Krige, terror, klimaforandringer

Flygtningestrømmene ind i landet – og pengestrømmene ud af landet.

Grådige hjerter, kolde hjerter, knuste hjerter.

Rådvildhed, egoisme, ligegyldighed.

Vi indrømmer, at vi har vores andel i det hele.

Derfor bekender vi vor skyld og alle vore synder:

Vore fejl, fejhed, frygt

Vores manglende kærlighed – hvor vi burde elske

Vores tavshed – hvor vi burde tale

Vore mange ord – hvor vi burde tie

Vort manglende mod – hvor vi skulle stå fast.

Herre, tilgiv os.

Kom os til hjælp med dit lys, din trøst, tilgivelse, kærlighed og styrke.

Forny vor tro – vort håb – vores kærlighed til dig og til hinanden.

Gør os brændende i Ånden.

Forbarm dig over os.

Herre, hør vor bøn!

 

Standard

Så giv da Gud dit hjerte…

Kære konfirmand

Til lykke med konfirmationen. Jeg håber, at du har haft en god konfirmationsforberedelse, og at du har lært din kirke og din præst bedre at kende. Jeg håber også – hvis du allerede nu er blevet konfirmeret – at det har været en festlig konfirmationsdag både i kirken og derhjemme, og selvfølgelig også, at du har fået nogle gode gaver.

I år er det præcis 50 år siden, at jeg selv blev konfirmeret. Vi havde en oldgammel præst på 52 år, som underviste os på skolen. Det var ikke altid spændende. Faktisk kunne det godt være kedeligt indimellem, og vi var heller ikke særlig stille. Den bedste time, vi havde, var den dag, hvor vi var oppe i kirketårnet, og graveren ringede med kirkeklokken. Og så afslutningen hjemme hos præsten, hvor vi fik hotdogs.

Jeg kunne godt li’ vores præst, som vi kaldte: pastor Knudsen. Når han stod på prædikestolen, kunne man ikke lade være med at følge med i det, han sagde. Han stod ikke og læste op, men talte lige ud af hjertet. Ved altergangen lagde han hænderne på hovedet af os, inden vi fik brød og vin. Og så kan jeg også huske konfirmationen. Her skulle vi sige ja til trosbekendelsen, og bagefter sagde han: ”Så giv da Gud dit hjerte og mig din hånd!” Så gav vi ham hånden. Jeg syntes, det var helt OK og tænkte ikke så meget over, hvad det var han sagde. Det er først langt senere, at jeg har tænkt over ordene. Din præst har måske ikke sagt de samme ord ved din konfirmation. I grunden er det synd, for det er det, som troen handler om. Gud spørger efter vores hjerte. Det gør han ved konfirmationen, og det gør han hver eneste dag og til hver eneste gudstjeneste. Gud ønsker inderligt at få vores hjerte. Han elsker os og ønsker, at vi skal elske Ham.

Det mærkelige er, at ikke engang Gud er herre over vores kærlighed. Kærlighed kan man aldrig kræve eller tvinge. Kærlighed kan man kun vise og give – glad og gerne.

Ved din konfirmation har du fået meget. Du har fået gaver, opmærksomhed, kærlighed og Guds velsignelse. Men det allervigtigste er alligevel det, som du selv kan give: nemlig din kærlighed og dit hjerte.

Derfor: Så giv da Gud dit hjerte!

 

 

Standard

Nej til fællesbøn – ja til fællesskab

Jeg vil hermed forsøge kort at redegøre for mine udtalelser om den afholdte mindegudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor der blev læst op af Koranen. Normalt blander vi os som biskopper ikke i hinandens stifter, men da gudstjenesten var udførligt omtalt i Kristeligt Dagblad og siden blev fulgt op af en debat, har jeg fundet det rimeligt i forskellige interviews og på facebook at give udtryk for min principielle holdning til fællesbøn/-gudstjenester mellem kristne og muslimer.

Det er et område, som jeg er engageret i og tidligere har beskæftiget mig en del med i min egenskab som sognepræst i Gellerup Sogn og stiftspræst vedr. islam og kristendom i Aarhus Stift. Mine holdninger og erfaringer har jeg skildret bl.a. i to bøger: ”De fremmede har I altid hos jer” (1994) og: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” (2004).

Når jeg ikke mener, at muslimer og kristne skal holde fællesgudstjenester eller bede offentligt sammen (privat kan man jo gøre, som man vil), skyldes det ganske enkelt, at islam og kristendom er to forskellige religioner. En fællesbøn eller gudstjeneste, hvor man inddrager hinandens helligtekster eller bønner, vil derfor kunne give indtryk af, at der består et åndeligt fællesskab, hvilket ikke kan være til stede. Islam modsiger det inderste i den kristne tro, og en sådan modsigelse skal efter min mening ikke finde sted ved en gudstjeneste.

Hvis man arrangerer en fællesgudstjeneste/-bøn for at vise solidaritet, menneskeligt fællesskab, social forståelse og anerkendelse o.a. – så mister bønnen karakter af bøn. I stedet vil man kunne tale om, at vi så beder for et syns skyld, hvilket Jesus advarer imod (Matt 6,5ff). Gudstjenesten er heller ikke stedet, hvor vi løser konflikter eller bliver gode venner. Det løses udenfor gudstjenesten og skal i øvrigt altid løses, inden vi holder gudstjeneste. Som Jesus siger i Matt 5 23ff: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.”

Til slut vil jeg understrege, at mit synspunkt hverken er udtryk for frygt, manglende forståelse for eller vilje til at lytte til andre, ligesom det heller ikke er en modvilje mod at have fællesskab med muslimer. Faktisk er mødet mellem kristne og muslimer noget af det, som jeg har været med til at praktisere og været fortaler for igennem mange år: fællesspisning, fællesmøder, fællesrejser, debatmøder, samtalegrupper, studiekredse, besøg, udstilling er bare nogle af de steder, hvor jeg personligt med glæde og nysgerrighed har været sammen med muslimer. Det er nemlig udfordrende at møde den andens tro, at lytte, tale, blive modsagt og modsige. Gudstjenesten er blot ikke stedet for dette møde. Her er vi vendt imod Gud og kommer for at høre, hvad Han vil tale til os.

Derudover har vi heldigvis masser af muligheder for at mødes, tale med og gøre godt imod hinanden.

Steen Skovsgaard

Standard

Påskens placering ?

Jeg blev i denne påske ringet om af P4 Sjælland, som ville høre, hvad jeg mente om et forslag, som en anglikansk biskop og andre har fremsat, om at lægge påsken fast på en bestemt dato. Hensigten skulle efter sigende være praktisk, så man hvert år kunne vide, hvornår det er påske. Som det er nu falder påsken som bekendt meget forskelligt, idet den indretter sig efter måneåret. I dag er påsken henlagt til den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Jeg sagde, at jeg godt ville være med til at drøfte det, men gjorde samtidig opmærksom på, at det ikke var noget, som man bare lige kunne ændre på. Der kunne være mange argumenter for og imod, som  jeg i hvert fald havde brug for at høre først, for at kunne tage stilling.

2. Påskedag fik jeg følgende mail, at min gode ven fængselspræst, Jesper Birkler:

”Jeg har et godt argument imod at give påsken en fast placering på kalenderen: Symbolikken! Julens placering ved vintersolhverv skal ses i sammenhæng med Johannes døbers ord: ”Han bør vokse, men jeg blive mindre”, akkurat som det sker ved hhv. vinter- og sommersolhverv. Det er der ganske vist ikke mange, der erindrer, når de holder Sankt Hans tale. Her er det mestendels et politisk (korrekt?) budskab, der formidles, men hvor man glemmer den kristne rod – cfr. Joh 12,46 m.fl.st. Tilsvarende med påsken. Der gemmer sig en dyb symbolik i, at dag og nat skal være lige lange og månen have været klarest skinnende, inden vi fejrer, at Mesteren blev levende efter at have været død. Det har intet at gøre med astrologi eller numerologi eller andre sværmeriske sysler, der dyrkes i nogle præstegårde. Det er symbolsprog, som knytter til ved kampen mellem lys og mørke. Lad mig erindre om, hvad der er det første, der står i bogen, der ligger på kirkens alter: ”Der skal være lys” (Gen 1,3), og hvad vi læser i noget af det fornemste, der overhovedet er skrevet i hele evangelielitteraturen: ”Lyset skinner i mørket” (Joh 1,5).

Seneste fejltrin var, da man for få årtier siden erklærede søndagen for ugens sidste dag, hvor man pustede ud – i stedet for at erindre om, hvordan søndagen som ugens første dag skulle farve de kommende dage med sit opstandelsesbudskab.

Mht. Julen blev 24. dec. for ikke mange år siden erklæret for helligdag – igen en leflen for kalenderdyrkelsen, og hvor resultatet ud over en ekstra fridag blev, at vi fik to sammenhængende helligdage med samme indhold.

Nu skal vi antagelig igen opleve manglende teologisk indsigt være bestemmende for et forsøg på om 8-10 år at lade en højtids placering være bestemt af kalenderdyrkelse. Det vil i givet fald også have konsekvenser for prædiketeksterne i Hellig 3 Kongerstiden og i slutningen af trinitatistiden.

En mulig debat om påskens placering kommer forhåbentlig til primært at dreje sig om påskens indhold, men også her sejler det i Folkekirken. Nogle præster tror jo på og forkynder, at opstandelsen ikke skete bogstaveligt; andre præster går åbenlyst ind reinkarnation, hvilket de endda fortsætter med efter at have været sendt til afkøling.

Symbolsproget er troens modersmål, men det bryder kalenderdyrkelsen sig ikke om!

Man tør slet ikke tænke på,hvad der ville ske, hvis det også blev foreslået at lægge ramadanen fast. Her ville hele det politisk korrekte establishment og parnas sikkert få tennisalbue af at slå korstegn for sig i et forsvar for muslimernes ret til at dyrke deres religion på dansk grund.”

Hvad mener mine facebook-venner? Og hvilken symbolsk betydning ser I i påskens placering?

Standard

GLÆDELIG PÅSKE!!

I dag – påskedag – indleder vi gudstjenesten I Klosterkirken med denne kollekt til Påskefesten sat i musik af J. P. Hartmann:

Præst: Kristus er opstanden! Ære være Gud i det høje

Kor: Ja, Han er virkelig opstanden. Halleluja. Halleluja, Halleluja. Halleluja

Præst: Død, hvor er din brod? Helvede, hvor der din sejr?

Kor: Gud være tak, som giver os sejr, ved vor Herre, Herre, Jesus Kristus

Præst: Ja, vi lover og lovsynger dig, vor Gud, du vor Herres Jesu Kristi Fader, at du ikke lod din hellige blive forkrænkelsens bytte; du løste dødens bånd og oprejste ham ved din stærke arm, til tegn for jordens slægter, til Herre over levende og døde.

Kor: Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os nu glæde os og juble på den!

Præst: Herre, vor frelser, vor sjæl fryder sig i dig, for du er opstandelsen og livet, og hver den, som tror på dig, skal, om han end dør, havde det evige liv med dig; men, som vi engang står op med dig til det evige liv, således drage du os også hernede til dig ved din opstandelses kraft, at vi må vandre i et nyt levned og høre dig til, hvad enten vi lever eller dør!

Kor: Herre, hjælp os! Herre, hjælp os! og lad det lykkes vel, og lad det lykkes vel! Hosianna i det højeste, Hosianna i det højeste.

Og min prædiken slutter med denne hilsen til Helvede:

”Herren af søvne opvågned, opsprang

hører du Helved, vor morgensang:

Kristus opstod fra de døde.” (DS 223)

Hører du at vi synger, Helvede? Kan du høre, at vi tror på ja, at vi ved, at du denne morgen blev overvundet? Du skal ikke længere få det sidste ord, heller ikke over os. Fra og med i dag tror vi ikke længere, at mørket vil lukke sig om os.

I døden skal vi nemlig hvile trygt hos Gud, og på den store dag, på opstandelsens morgen vil han oprejse os fra de døde.

Bare vent og se! Det gør vi!

Glædelig påske!

Standard

Terror og forbøn

Skal vi bede for ofrene og de pårørende i forbindelse med det seneste terrorangreb i Belgien? Naturligvis skal vi det – også gerne i kirkebønnen.

Men fremfor at afholde flere forbøns- eller mindegudstjenester, så vil jeg foreslå, at vi bruger bededag (den 22. april) til at bede for alle krigs- og terrorramte i en urolig verden. Derfor: Lad os i fremtiden undgå at lægge konfirmationerne på bededag, og så bruge dagen som den bods- og bededag, der så åbenlyst er behov for!

Hvad mener I?

Standard

Forårssolen i et tomt bæger

Op til påske var der for nogle år siden en læserbrevsskribent, som sarkastisk og ironisk spurgte: ”Hvis Gud virkelig findes, er det så ikke ved at være på tide, at han lige driblede forbi?”

For hvorfor åbenbarer Gud sig da ikke bare for os og giver os et tvingende bevis eller endegyldigt tegn, så ingen længere behøver at være i tvivl?

Det korte svar er: Derfor! Fordi Gud netop ikke vil tvinge os. Kærligheden tvinger ikke. Hvis den gjorde, var den ikke længere kærlighed. Derfor er der heller ingen tvang i opstandelsesberetningerne eller i evangeliet i det hele taget. Vi er sat fri til at tro det eller lade være. Sådan som det er tilfældet i ethvert kærlighedsforhold.

Til gengæld lyder den kristne tro og bekendelse, at Gud rent faktisk har besøgt os. Han er virkelig driblet forbi, hvis man skal blive i den lidt platte udtryksmåde. Han er gået foran os og igennem døden, og han blev oprejst fra de døde påskemorgen. ”Som den første af de hensovede”, som det hedder i Paulus’ brev til Korintherne. Vi tror og bekender, at Jesus virkelig opstod fra de døde påskemorgen, og at vi skal følge efter.

Den tro kommer ikke af sig selv eller ved, at vi anstrenger os, og heller ikke ved at vi får tegn at se. Den opstår og næres ved, at vi bekender den sammen, hører og siger til hinanden: Kristus er opstanden.

Det er det store påskebudskab og den første kristne trosbekendelse. Det var det, som lød til kvinderne ved graven, og det var det, som de fortalte videre. ”Kristus er opstanden!” Hvad der startede som en hvisken, sluttede som et råb. Det hviskes påskemorgen ved den tomme grav og bliver til et opstandelsesråb, som påskemorgen giver genlyd i hele verden. Og i den bekendelse styrkes troen.

Man kan sammenligne det med de råb, som sportsfolk bruger, når de skal i kamp. På den måde indgyder de hinanden mod og håb og kampgejst. Det gør vi også, når vi samles i kirken og synger påskesalmer: ”og som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”, synger vi i én af Grundsvigs påskesalmer. Når vi siger eller synger, at vi tror på opstandelsen, så styrkes troen. Så er der ingen magt i verden, som kan rokke os.

Det er også derfor vi går i kirke. For at blive styrket og styrke hinanden i denne tro. Som når træerne åbner deres blade og blomster for solen. Solens stråler sender derved sin kraft og næring ind i træet og dybt ned i rødderne. Sådan sker det også, når vi bekender troen, beder, lovsynger og åbner os mod himlen og for Gud og for hinanden, så styrkes og næres troen i os.

Derfor samles vi heller ikke i kirken først og fremmest, fordi vi tror, men snarere fordi vi har brug for at styrkes i troen og modtage Guds livgivende varme.

Jeg var en dejlig forårssøndag i kirke, og solen skinnede. Ved altergangen, så jeg ned i det tomme bæger, og her skinnede forårssolen klart og skarpt imod mig. Det lille, fine sølvbæger kunne ligesom rumme hele solen, og lyset var alligevel ikke skarpere, end at jeg kunne se direkte ind i solen.

For mig blev det en smuk påskehilsen og et billede på kirken og gudstjenesten. For tænk: Hér, i et lille almindeligt sølvbæger, og i en smule vin og brød, kan vi se og opleve et glimt af Gud og Gudsriget.

For Kristus er opstanden! Han lever!

Glædelig påske.

 

Standard