Guds tilgivelse – vores tilgivelse

I påsken 2016 er der for alvor sat fokus på tilgivelsen. Guds tilgivelse – og vores tilgivelse. Nogle vælger at skildre det forholdsvist enkelt, som at Gud altid vil tilgive os, og når vi er blevet tilgivet, så kan vi bedre opfylde buddet om at tilgive hinanden. Eller at Gud altid vil tilgive os, også når vi ikke kan eller vil tilgive hinanden.

Der er dog andre udsagn af Jesus, som viser, at det ikke er helt så enkelt eller overkommeligt. Fadervors femte bøn: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, siger nemlig noget andet. Eftersætningen: som også vi forlader – er ikke en tids- eller følgemæssig slutning. Guds tilgivelse hænger nøjere sammen med vores tilgivelse, end vi kan være tilbøjelige til at tro eller har lyst til at høre. Og for at der ikke skal være i tvivl forklarer Jesus den femte bøn i Fadervor på følgende måde (Matt 6 vers 14-15): ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”

Så Guds tilgivelse og vores tilgivelse er tættere forbundne, end vi kan være fristet til at tro. Måske er det også derfor, at den sjette bøn lyder: Led os ikke ind i fristelse.

 

Standard

Kristus er virkelig opstanden! – en replik

 

Jeg har netop læst Lars Sandbeck og Anders Ejvind Nielsens bog: Kristi opstandelse – sprog og virkelighed, som jeg er blevet bedt om at anmelde til Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen vil man formentlig kunne læse i næste uge.

I bogen kritiserer de nogle af mine synspunkter om opstandelsen, som jeg skrev i et indlæg i Kristeligt Dagblad sidste år. Jeg har dog valgt ikke at bruge anmeldelsen til er at svare dem, så det kan jeg passende gøre her i stedet.

Jeg havde den 4. februar 2015 et indlæg i KD, hvor jeg forsøgte at sige, at vi ikke skal lade fysikken være bestemmende for, hvad vi kan tro, eller hvad der kan lade sig gøre. Jeg citerede bl.a. Tor Nørretranders, som i bogen ”Det udelelige” (sd 297), skriver, at kvantefysikken for længst har droppet forestillingen om, at det mekaniske verdensbillede passer på verden. Og han fortsætter: ”Denne pointe er en befrielsens pointe: Der er ingen grund til at lave teorier, der ikke er så pænt mekaniske som fysikkens. Det er en kolossal befrielse…” Og fortsætter: ”Vi kender alle den patriarkalske fysikkyndige, der med bedreviden og nedladenhed forsøger at håne dem, der tror på, at der er mere mellem himmel og jord..Disse patriarker tilhører en svunden tid. Kvantefysikken har vist, at det er forbi med deres verdensbillede. Det passer ikke længere indenfor den videnskab det stammer fra.” Et andet sted hedder det (sd 222): ”Vi kan sige det på denne måde: intet kort over virkeligheden er det rigtige. Der er mange kort – et til flykaptajner, et til bilister, et til fodgængere. De er ikke ens. De fremhæver hver især sider af virkeligheden der nyttige for den, der skal bruge det. Men det giver ikke mening at sige, at det ene kort er bedst, hvis ikke man definerer, hvem det er bedst for. Det er heller ikke praktisk at insistere på, at det gode kort skal omfatte hele virkeligheden. For så bliver problemet bare hvor på kortet korttegneren står og tegner.” Det er, hvad jeg kalder for en vigtig erkendelse, som netop er en befrielse. ”Det betyder nemlig, at vi som præster roligt kan forkynde og tro på, at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod. De, som evt. vil latterliggøre det, tilhører en svunden tid. De ved ganske enkelt ikke nok om fysikken og dens muligheder. Eller rettere: De tror, at fysikken skal kunne forklare alt, hvilket i sig selv må kaldes for en fysisk umulighed. Så når fysikken med andre ord hverken kan forklare eller afvise den fysiske opstandelse, hvad er det så, der skulle forhindre præster i frimodigt at forkynde det?”

Det indlæg læser forfatterne som om, at jeg dermed skulle forsøge at introducere kvantemekanikken som en slags fundament for troen. Men faktisk er det netop det modsatte, som er mit anliggende. Jeg mener nemlig, at vi skal passe på med at lade fysikken være bestemmende for, hvad der er virkeligt eller muligt, eller hvad vi kan tillade os at tro. Og her finder jeg det glædeligt og befriende, at det er kvantefysikken med på. For virkeligheden er større. Mærkeligt nok viser det sig, at forfatterne senere er helt enige, for de skriver (sd 142), ”at vi må afstå fra at udstyre biologien, fysikken eller nogen anden videnskab med et definitionsmonopol over, hvad der er virkeligt.” Ja, naturligvis! Det er lige præcis, hvad Tor Nørretranders siger i ovennævnte citat.

Endelig nævner forfatterne min formulering: ”at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod.” Det finder de er en overbydelse af Grundtvigs ord: ”at Jesus stod virkelig, lyslevende op med Kiød og Been, med seende Øine og hørende Øren og talende læber.” Om det nu også er en overbydelse, ved jeg da ikke. De harmonerer i grunden ganske godt. Men prøv dog i stedet at høre ordene som det, de er: En bekendelse og klar forkyndelse af, at der skete noget påskemorgen. Det er ikke bare en skønlitterær historie, at Jesus opstod fra de døde. Opstandelsen forkyndes i Ny Testamente som historisk virkelighed – “med hud og hår!” Og sådan skal og kan opstandelsen stadig forkyndes – og det kan gøre helt uden at forfalde til en  såkaldt ”fysikalistisk” forståelse af opstandelsen.

Så at forkynde troen på den opstandne ”med hud og hår og kød og blod” er et udtryk for, at man tar det hele med. Også de forskellige modsatrettede beretninger, det utrolige, det uforståelige, det meningsløse. Opstandelsestro er at gå der ud, hvor forstanden og fysikken ikke kan være med, men hvor det alene er troen og bekendelsen, som kan bære, og som derfor også må få det sidste ord: ”Han er opstanden. Han er ikke her, se, der er stedet, hvor de lagde ham!”

 

Standard

Et par tanker om faste

Askeonsdag – onsdag efter fastelavnssøndag – går vi ind i den kristne fasteperiode, som strækker sig til påskedag. Der er hvert år mange, som undrer sig over, at kristne også har en fasteperiode, og som spørger, hvad det betyder? Og hvad er i grunden forskellen på den muslimske faste og den kristne faste?

Den kristne faste begynder egentlig med et forbehold – eller en advarsel. Fasten må nemlig aldrig blive noget, man gør for at andre skal se, at man faster. I Mattæusevangeliet kap 6, vers 16-18 siger Jesus:

“Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal belønne dig.”

Jesus siger altså ikke, at vi ikke skal faste – men understreger, at når vi faster, må vi ikke gå og skilte med det over for andre mennesker. Så vil fasten blot være hykleri. Derfor skal den kristne faste være “i det skjulte.” Hvor muslimer godt må bryde fasten og spise, når det er mørkt, så kan man sige, at det forholder sig lige omvendt med den kristne faste: Den begynder egentlig først, når det er mørkt, den skal nemlig ske i det skjulte, for at ingen skal se det undtagen Gud!

Et andet bibelsk forbehold over for fasten er, at vi aldrig må mene, at vi med fasten tjener Gud. For det gør vi ikke! Hvad skulle det gavne den almægtige Gud, at vi faster? Det er ikke den slags faste, Han ønsker. Det hører vi i Esajas kap. 58 vers 5-7:

“Tror I, det er den faste jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.”

Faste må med andre ord ikke blive til from passivitet, hvor man hænger med hovedet og bliver sur og tvær – nej, den rette faste er at tage sig af de nødlidende! Set i lyset af disse forbehold kan den kristne faste altså aldrig stå alene, hverken som en tradition, hvor man faster, fordi det skal man nu engang – eller som en god handling, der har et formål i sig selv. Man kan sige, at den kristne faste er uløseligt knyttet sammen med kærlighed. Hvis fasten står alene uden at være udtryk for kærlighed, så gavner den intet. Som vi læser i epistelen til fastelavns søndag: “Om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.” (1. Kor 13, vers 3).

Steen Skovsgaard

Standard

Ingen populære kirker i Lolland-Falsters Stift?

Jeg modtog for nogen tid siden en henvendelse fra journalist Evander Pedersen, som bad mig udpege 3 af de mest populære kirker i stiftet. Jeg skrev flg. til ham:
Kære Evander Pedersen
Tak for din henvendelse vedr. populære kirker. Jeg synes at det er meget svært at vælge – og også at skulle udpege, hvilke der er mest populære. De er så forskellige som en blomstereng – eller som ens børn.  Så jeg beklager at jeg ikke føler mig i stand til at udpege tre frem for de andre. Håber du forstår.
Mange hilsener
Steen Skovsgaard
Standard

Om Gud og spaghettimonsteret

Forleden blev vi i TV-avisen præsenteret for ny religion, som kaldes for ”Det flyvende spaghettimonster”. Her så man et klip fra en gudstjeneste, hvor der var en lille flok mænd og kvinder klædt i piratkostume og med potter og gryder på hovedet. De fortalte, at de dyrkede og bad til deres Gud, som var til stede i form af et sådant spaghettimonster med øjne på spaghettistilke. Og de sagde, at deres gudsdyrkelse var ramme alvor.

I indslaget blev religionsforsker Michael Rothstein interviewet, og han sagde ligeså alvorligt, at disse mennesker naturligvis fik nøjagtig det samme ud af deres religion og gudsdyrkelse, som alle andre mennesker, der tilbad deres guder.

Jeg sad tilbage med flere spørgsmål. For hvor ved han i grunden det fra? Hvorfra ved han, eller hvad kender han til, hvad vi f.eks. som kristne får ud af at gå til gudstjeneste og at tilbede Gud? Og hvad vil man i grunden selv kunne sige, at man får af at gå i kirke? Eller ved at være troende?

Her kunne man i samme åndedrag spørge, hvad disciplene i grunden fik ud af at følge Jesus? De fik i hvert fald ikke et langt og lykkeligt liv med livslang og tryg pension. Tværtimod! De fik forfølgelse, kors og en alt for tidlig død. Ligesom i øvrigt også Jesus gjorde!

Så man kan roligt sige, at kristendom ikke er en slags ”ha-det-godt-religion” – eller at man sådan i det ydre, skulle ”få noget ud af det”. Tværtimod. Paulus fortæller i 1. Korintherbrev kap 4, hvad han har fået ud af at være apostel: ”Mig forekommer det nemlig, at Gud har gjort os apostle til de ringeste, næsten til dødsdømte.. vi er blevet et skuespil for verden.. vi er svage.. vi er foragtede.. vi sulter og tørster, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne.”

Sådan ser den kristnes liv altså ud iflg. Paulus. I en dansk folkekirkelig virkelighed kan det godt være anfægtende at læse en sådan beskrivelse, for det er vel de færreste af os, som har sådanne kors at fremvise. Men det mest anfægtende er, hvis nogle går og tror, at kristendom er magelighed, mæthed, selvdyrkelse og selvtilfredshed. Så kunne man ligeså godt tilbede spaghettimonsteret.

Men hvad får man da så ud af sin kristendom? Her nævner Paulus en fred, som overgår al forstand. Ikke en fred, som man kan se eller forstå, men en fred, som man finder og oplever midt i al sin nød, modgang, kors og mørke.

Kort sagt: Kristentroen giver fred og håb midt i alverdens uro og håbløshed! Vi hører om og får del i et håb om en anden verden, et håb om forandring, om Gudsriget, ja, om evig kærlighed, fred og glæde.

Det er noget andet end et spaghettimonster, som man kan se og samles omkring. Håbet kan man nemlig ikke se. Det er derimod som et lille frø. Ubetydeligt, men kraftfuldt.

At gå i kirke er derfor at få hjælp til at holde dette håb i live.

En pensioneret københavnsk præst, Frederik Hjerrild, har skrevet et tankevækkende lille digt om håbet.

Håbet behøver ikke meget for at holdes i live:

Én anomone

foråret er på vej

én fugleunge – sommeren er nær

en opstandelse – Gudsriget er nær

Så lidt – og dog så meget

et brev til en fange skaber håb

een bøn

een salme

eet brød,

eet bæger,

eet er fornødent.

 

Standard

Spaghettimonster

Michael Rotstein udtaler dd til TV-avisen, at tilhængere af ”religionen”:det flyvende spaghettimonter, får ligeså meget ud af deres religionsudøvelse som alle andre, der udøver deres religion. Det eneste spørgsmål, man sidder tilbage med, er: Hvor ved han det fra?

 

Standard

Teologisk rådgiver.

 Hvad skal biskopper med teologiske rådgivere? – er der nogle, som spørger. Kan biskopperne ikke klare det selv?

Hvis der blev mulighed for ansætte en teologisk medarbejder eller honorere teologisk rådgivning har jeg flere konkrete forslag til, hvad en sådan person skulle lave her i stiftet:

1. Jeg har i 10 år haft en teologisk tænketank, som består af 12 præster og lægfolk i stiftet samt en teolog, som enten har været ansat på Københavns Universitet eller på præsternes efteruddannelse (FUV). Tænketanken er sammensat, så jeg kan være forholdsvis sikker på, at vi er uenige om de emner, som jeg vælger, at vi skal drøfte. Dette samtaleforum er spændende og vigtigt både for mig personligt, for de enkelte deltagere, men også for stiftet som helhed, fordi man kan følge med i referaterne på Stiftets hjemmeside. Jeg kunne tænke mig, at disse referater møder blev grundigere skrevet og bearbejdet af den teologiske medarbejder, samt at vedkommende kunne få tid til, at der blev gjort endnu mere ud af forberedelsen af møderne og efterbehandlingen – samt at han eller hun kunne være med til at åbne op for og rådgive i forbindelse med den teologiske samtale i stiftet.

2. Vedkommende kunne derfor også sammen med biskoppen være med til stiftskonventer, provstikonventer og kurser, hvor han eller hun kunne være med til at inspirere til, samle op på og evaluere den teologiske samtale blandt menighedsråd, præster – men i høj grad også være med til at brede samtalen ud blandt menigmand.

3. Dette kunne bl.a. ske ved, at han eller hun var med til at styrke, kvalificere, fastholde og udvikle de trossamtaler, som finder sted med mellemrum i stiftet, og som derved kunne blive både mere regelmæssige, gennemtænkte og forpligtende.

4. Endelig kunne det også være en medarbejder, som var med i forskellige redaktionsgrupper, og som kunne give teologiske input og komme med ideer til den teologiske samtale og uddannelse på alle planer.

Indtil det evt. bliver en mulighed, så glæder jeg mig bare over fortsat at have mulighed for at bruge flere af præsterne og provsterne som rådgivere. For uden rådgivning kommer man ingen vegne – heller ikke som biskop. Som det hedder i Ordsprogenes bog kap 11, vers 14: ”Uden planlægning lider et folk nederlag, med mange rådgivere vinder det sejr.”

Steen Skovsgaard

 

Standard

Har du mistet det gyldne håb?

Tale ved Anne Birgitte Reiters indsættelse som domprovst i Maribo Domkirke, den 10.1.2016

Kære Anne Reiter

Ved din indsættelse i dag som kirkebogsførende sognepræst, provst for Maribo Domsogn og domprovst i Lolland Falsters Stift har jeg valgt, at vi skal høre de kendte ord fra Peters første brev kap 1 vers 3-5:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.” Amen

De første linjer af disse vers er de kendte ord, som lyder ved hver eneste dåb, hvor vi bliver mindet om, at vi i dåben genfødes til et levende håb.

Men hvad betyder da dette levende håb? Hvad er det i grunden, vi som kristne går og håber på?

Her ved årsskiftet har mange givet udtryk for, både hvad de håber, og hvad de frygter. Verden er mørk, urolig og bekymrende som aldrig før. Der er foruroligende klimaforandringer, der er de mange flygtninge, som krydser vore grænser. Der er krige, terror, ondskab og naturkatastrofer overalt omkring os. Og det er vel at mærke ikke bare noget, som sker langt væk. Så hvad håber vi på? Tør og kan vi næsten håbe på, at verden skal blive bedre? Er det ikke snarere håbløsheden, modløsheden og fortvivlelsen, som sætter sig fast i sind og hjerte, og truer med at lægge sig som en dyne over al vores livsmod, energi og handlekraft? For hvad nytter det hele – og er det ikke naivt at tro, at det nogensinde skal blive bedre?

Overfor denne snigende modløshed og håbløshed er der ekstra grund til at minde os selv og hinanden om, hvad det er for et håb, som vi er blevet døbt til. Nemlig det, som apostlen Peter beskriver i denne læsning. Her står ikke bare, at vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og så: Punktum. Nej, der er et komma og en fortsættelse.

Sommetider har jeg tænkt på, at det måske er derfor, at håbet så let blegner også for os kristne.

Vi håber for kort og glemmer, hvad det er for et stort og gyldent håb, som vi er døbt til.

”Har du mistet det gyldne håb, som du fik i gave ved din barnedåb” – synger Kim Larsen. Det gyldne håb er ikke bare et håb til denne verden. Tværtimod. Her taler Ny Testamente klart og kontant:

”Denne verden, som den er, går til grunde.” (1. Kor kap 7) Og Peter skriver i sit andet brev: ”Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er…efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (2. Peter 3, 12-13)

Så det levende eller gyldne håb retter sig ikke til denne verden. Som kristne venter og håber vi på den uforgængelige, ukrænkelige og uvisnelige arv, som ligger gemt i himlene til os, som vi hørte. Det er det håb, vi skal værne om og glæde os over, og som vi har lov til at klynge os til og holde fast i en urolig verden.

Jeg ved, du holder af at sejle, Anne. Derfor ved du også hvor vigtigt ankeret er. Et anker er ikke virksomt så længe, det ligger på dækket. Det du’r heller ikke til noget, hvis ankerlinen er for kort. Ligesom det heller ikke du’r, hvis det kun får fat i sandbund.

Nej, et anker virker først i det øjeblik, det får en fast bund at gribe fat i. Så giver det til gengæld også ro på båden og for alle dem, som befinder sig i den. Ankeret stiller ikke stormen eller bølgerne, men det gør, at vi ikke driver hid og did eller går på grund.

Håbets symbol er ankeret. Og ligesom ankeret stabiliserer en båd og holder den fast midt i storm og bølgegang – sådan holder det store og gyldne kristne håb også os fast, når stormene raser omkring os.

Men bliver vi så ikke bare verdensfjerne? Kommer vi ikke bare til at sidde stille med foldede hænder og himmelvendte øjne og vente på Herrens genkomst?

Sådan er der nogen, der tænker eller vil påstå.

Men det er omvendt. Håbet gør os nærværende. Det store håb gør, at vi bliver bedre i stand til at se de små ting i hverdagen.

Peter formulerer det på denne måde: ”Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte.”

Det er voldsomme udtryk og store ord. Men det korte af det lange er, at håbet aldrig får os til at stivne eller gør os virkelighedsfjerne. Det gør os derimod glade, trygge og frimodige, ja, gudfrygtige.

Og det er hvad verden har brug for: Mennesker, som kan sprede glæde, tryghed, frimodighed og Gudsfrygt. Ikke fordi de tror, at alting nok skal blive bedre. At krigene og naturkatastroferne og verdens ondskab nok snart skal høre op. Nej. Men fordi vi tror på og forventer en gylden fremtid. Guds fremtid. Guds rige.

Jens Rosendahl har for mange år siden skrevet et smukt lille digt: Håbet spiller på fløjte. Det slutter med følgende fanfare:

”Men lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden – de nye dage – det nye forår – den nye verden.”

Denne dobbelthed, hvor vi med den ene hånd fatter om det nære, med alt hvad det rummer af smerter, sorger, glæder, vanskeligheder og bekymringer – og med den anden rækker op imod himlen – det er det salige eller lyksalige ved at være kristne, og som vi synger om i Grundtvigs store salme: Lyksaligt det folk, som har øre for klang.

I dag bliver du, Anne, indsat i et stort, gammelt, traditionsrigt og fornemt embede med mange forskellige opgaver, forventninger, sorger, glæder, vanskeligheder og bekymringer.

Her gælder det i særlig grad om også at have øre for klang, at lytte til og bevæges ved Himmelens røst. Derfor skal jeg her til slut minde dig om og opfordre dig til at holde fast ved dette gyldne håb og holde dig nær ved ham, som har rørt dit hjerte. Så når du føler, at du er ved at drukne i opgaverne, eller bliver kastet hid og did af forskellige krav og forventninger, så kast dit anker ud. Hold fast i håbet, som du er genfødt til – håbet om en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til dig.

Så kort sagt: Gud i vold!

Amen.

Standard

Messefald

“Kirkens opsyn med aflyste gudstjenester sejler.”

Under denne overskrift kan man i dagens Kristeligt Dagblad læse, at danskernes kirkegang er endt i et kludetæppe af modstridende tal, hvilket i flg. en forsker er et gigantisk problem.

I al stilfærdighed kan jeg oplyse, at tallene for Lolland-Falsters Stift ser således ud for 1. halvår af 2015 (1.1.-31.6. 2015) – hvilket betyder at antallet af messefald er halveret i forhold til tidligere:

Messefald 25
Gudstjenester m. 1 deltager 33
Gudstjenester m. 2 deltagere 57
Gudstjenester m. 3. deltagere 70
Standard

Jesus som uromager

Prædiken til 2. juledag

”Far, elsker du Gud mere, end du elsker mig?” Sådan spørger en datter sin far i en film om Jehovas Vidner. Faren er ældste i menigheden, og filmen handler om datterens oprør imod bevægelsen. Til slut i filmen sættes det hele på spidsen med hendes spørgsmål: ”Elsker du Gud mere end mig?”

Og faren svarer: ”Ja, det gør jeg. Det ved du da!”

”Jamen hvorfor?” – spørger hun.

Faren svarer: ”Det er fordi Gud har skabt mig, og Gud har frelst mig!”

”Hvor er du egoistisk!” svarer datteren, vender ryggen til faren og bevægelsen – og går.

Det er mange år siden jeg så filmen: ”To verdener”, som den hedder – og især denne afslutningsscene brændte sig fast i mig.

At elske Gud mere end sine børn. Kan man det? Eller skal man virkelig det?

Umiddelbart kan det godt se sådan ud, når vi hører evangeliet til i dag, hvor Jesus siger, at den der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og jeg er ikke kommet for at bringe fred – men sværd.

Så har faren i Jehovas Vidner ikke ret? Og hvad med de islamister og terrorister, som slår ihjel med sværd og råber: Gud er større! Har de så ikke også ret ifølge Jesus?

Til det er der kun at sige højt og tydeligt: Nej! Jesus taler ikke om at elske Gud mere end familien. Evangeliet er derimod en advarsel imod at gradbøje kærligheden. Det drejer sig ikke om at elske mere end – det drejer sig kort og godt om at elske.

Da Jesus engang bliver spurgt om, hvad der er det største bud i loven siger han: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Buddene vejer med andre ord lige meget: Kærligheden til næsten står på linje med kærligheden til Gud.

Derfor har vi heller ikke lov til at sætte kærligheden til Gud højere end kærligheden til næsten eller til familien.

Det dobbelte kærlighedsbud betyder, at kærligheden skal være fuldt og helt vendt mod Gud og imod næsten. Som mennesker er vi sat i en balance mellem kærligheden til Gud og kærligheden til næsten. Det er vores bestemmelse, hvad enten vi ved det eller tror det – eller ej.

Så er der ganske vist dem, som vil sige, at de kan undvære Gud, ja, som helt fornægter Gud.

Det fortælles om forfatteren og ateisten Aksel Sandemose, at han en nat drømte, at han så Jesus stå ved fodenden af sin seng. Aksel Sandemose sagde: gå væk, jeg tror jo ikke på dig. Men Jesus sagde stille: Lille Aksel, der er noget du har misforstået. Det er ikke dig, som ikke tror på mig. Det er mig, som ikke længere tror på dig! Og så vendte han ryggen til ham og gik sin vej.

Det er jo en skræmmende drøm; men det er ikke desto mindre det, som Jesus siger og advarer om i evangeliet til i dag. Den, der fornægter mig overfor mennesker, vil jeg også fornægte overfor min fader, som er i himlene.

Det har med andre ord konsekvenser at vende ryggen til Gud og fornægte hans søn.

I dag hører vi om mennesker som fornægter Jesus og budskabet om ham. 2. juledag hører vi om det, som vi også kan læse om i begyndelsen af Johannesevangeliet, hvor det om Jesus hedder: ”Han kom til sit eget, og han egne tog ikke imod ham.”

Hans egne ville ikke vide af ham. Det er temaet for 2. juledag. I dag hører vi om dem, som ikke ville og stadig ikke vil vide af ham. Men som fornægter ham.

De slog Jesus ihjel, langfredag. Og som vi hørte det i epistelen, så slog de også de første vidner ihjel. Stefanus, kirkens første martyr, som har givet navn til dagen i dag, Skt. Stefans dag, blev stenet og døde på en voldsom måde. Og sådan sker det stadig. Kristne over hele jorden bliver forfulgt og dræbt, og det mere end nogensinde tidligere. Der sker så store og omfattende kristenforfølgelser, at vi ikke gør os nogen forestilling om omfanget.

Men hvorfor i grunden? Hvorfor møder evangeliet denne voldsomme modstand?

Svaret er, at evangeliet i sig selv er som en modstand eller en modstrøm i verden. Jesus er en uromager i en mørk og kold verden. Mørket hader lyset, ondskaben vil ikke vide af godheden, kulden kæmper imod varmen.

Den gamle præst og missionær Albert Schweitzer sammenligner et sted Guds kraft og Guds ånd med golfstrømmen. ”Lad mig anvende en lignelse!”, skriver han. ”Vi har et ocean. Koldt vand, uden bevægelse. Men i oceanet løber golfstrømmen, varmt vand, der strømmer fra Ækvator til Nordpolen. Spørg kun alle lærde, hvorledes man fysisk kan forestille sig, at der mellem oceanets vande, som mellem to bredder, flyder en strøm varmt vand, bevæget i det ubevægede, varmt i det kolde. De kan ikke forklare det! Således er kærlighedens Gud.”

Gud og Guds kærlighed er som golfstrømmen. Den er usynlig, men varm og livgivende. Og den er netop en modstrøm. Den går sine egne veje igennem kolde oceaner.

Sådan er Guds kærlighed i kamp mod alle de mørkets magter, som er omkring os og indeni os. Det lille Jesusbarn, som fødtes i Betlehem julenat, er en uromager. Han er, som ethvert andet lille barn, den der vender op og ned på familiens dagligdag og døgnrytme. Ikke så alt fra nu af er lutter fred og ro og idyl. Tværtimod! Der kommer gråd, smerte, kamp og bekymringer ind i hjemmet. Og intet er længere det samme.

Sådan er det med julen. Juledag kommer barnet til verden og alle fryder og glæder sig. 2. juledag er den dag, hvor det nyfødte barn kommer hjem og for alvor gør sit indtog og sætter sit præg i hjemmet. Nu er der slid og slæb og strid; men det er til gengæld et slid og slæb, som man for alt i verden ikke vil miste eller undvære. For det netop kærligheden og kærlighedens pris, at der følger uro, bekymringer og kampe med.

Det er det, som 2. juledag fortæller os, og som vi har brug for at blive mindet om i en verden, hvor den højeste lykke ofte skildres som det pæne, glatte og smertefrie liv. Og hvor vi bilder os ind, at kærlighed alene handler om, hvad jeg kan få.

Men det er ikke et sådant liv, som Gud lover os del i eller ønsker at give os. Tværtimod. Vi bliver lovet masser af bekymringer, smerter, forfølgelser, lidelser – ja, kors; men som et nybagt forældrepar får vi så meget mere i tilgift, at vi ikke ville undvære noget af det hele.

I oktober måned var jeg sammen med vores børn og børnebørn på et par dages vandretur på hærvejen. Her kom vi til Gudenåens udspring. Der havde jeg aldrig været. Jeg har ofte sejlet på Gudenåen og fulgt dens løb forskellige steder – men at stå ved dens udspring var en stor og tankevækkende oplevelse. Det var bare et lille fint og rent kildevæld, som løb ud igennem græsset. Så rent, at vi kunne drikke af vandet. Vi kunne skræve henover det. Og tænk at det er dette lille kildevæld som løber 158 km fra tørring til Randers fjord – gennem enge, skove, søer, ud og ind imellem forhindringer. Små og større vandfald. Denne Danmarks længste å begynder med dette ganske lille kildevæld.

Sådan også med julen. Julenat vælder den reneste og fineste kilde frem i verden. Himlen spejler sig i dens vande, og den danner herfra sit eget løb igennem verden. Bryder igennem eller udenom alle forhindringer og bliver bare større og større og mere og mere kraftfuld.

Og så er der dem, som er så naive at de tror, at de kan standse strømmen. Som tror, at de kan udrydde de kristne og kristendommen. Og som derfor slår Jesus ihjel og stener Stefanus i den tro, at så lukker de munden på ham og stopper for dette budskab.

Men de opdager, at det virker stik modsat. Det er som når man dæmmer op for en å eller en flod. Så skaber man en sø. Vandet samler sig og bliver til et uimodståeligt vandfald.

Det har kristenforfølgerne aldrig forstået. At jo mere de forsøger at dæmme op for kristendommen og evangeliet om Guds kærlighed, des større kraft får det. Des mere spredes det udover hele jorden.

Derfor kan man også hævde, at Martyrernes blod er kirkens udsæd – som en gammel kirkefader, Tertuillan, udtrykte det.

Det vidnesbyrd, som vi hørte i dagens epistel, hvor Stefanus forkynder evangeliet om Jesus Kristus, og hvor folk skriger og holder sig for ørerne – er højdramatisk. Han blev stenet – men mens de stended ham faldt han på knæ og råbte: herre tilregn dem ikke denne synd!

Midt under deres ugerning bevarede han kærligheden og tilgav dem, mens stenene ramte ham.

I min julehilsen for i år vedhæftede jeg et lille videoklip fra et interview med en irakisk pige, Myriam på 10 år. Hun og hendes familie var blevet fordrevet fra Quraqush af ISIS. Intervieweren fra Sat7 spørger: ”Hvad føler du mod dem, som drev jer ud af jeres hjem?” ”Jeg vil ikke gøre noget imod dem” svarer hun. ”Jeg vil bede Gud om at tilgive dem.” ”Kan du også tilgive dem?” bliver hun spurgt. ”Ja!” er hendes klare svar.

Hvor kommer den kærlighed og det mod og overskud fra? Hvordan kan hun sige, at hun tilgiver sine og familiens forfølgere?

Hvordan kan Stefanus råbe i dødsøjeblikket: ”Herre tilregn dem ikke denne synd”.

Hvor er hadet, ønsket om gengældelse, bitterheden, fortvivlelsen?

Den er skyllet væk. Renset i den kærlighed strøm, som gud har sendt ind i verden gennem sin søn Jesus Kristus. Den strøm, som har sit udspring julenat i krybben i Betlehem.

Her har al kærlighed sit udspring.

Hvert barn kommer til verden med budskabet om at Gud ikke har opgivet menneskene, hedder det i et ordsprog. Vi kan lave det lidt om og sige: Det lille Jesusbarn kommer julenat til verden med budskabet om, at Gud elsker verden. Her ser vi lyset, som er herre over alt mørke. Her møder vi den kærligheds strøm, som kan smelte vore hårde og kolde hjerter.

Så lad os da rive os med og bade os i denne strøm, og lade hans kærlighed lyse for os, rense os og varme vore kolde hjerter.

Der er så meget vi frygter og bekymrer os om. De mange flygtningestrømme, klimaforandringer, vore egne kolde hjerter, som stivner i brystet.

Gudskelov for julebudskabet, som jager mørket på flugt, som åbner udsigten fra det lave og trøster os mildelig mellem grave.

Glædelig jul

amen

 

 

Standard