Om handicappede

Et par tanker om handicappede – i forbindelse med FN’s internationale handicapdag i morgen den 3. december:

Grænsevagter

”De handicappede er grænsevagter for menneskets værdighed. Hvis de får lov til at leve, så får vi alle lov at leve. Bare ved at ligge dér og være til – uden noget andet menneskeværd end det at have fået livet – er de grænsevagter for menneskeværdet. Rør dem, dræb dem, og du ved ikke, hvornår det bliver din tur.” (Uddrag af interview med en sygeplejerske)

 

EN OPGAVE HELT SPECIEL

Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,

om, hvad der oppe i himlen hændte.

Den siger, at engang den kære Gud

sagde til englene: Vil I gå bud?

Der er et barn, som skal fødes på jord.

Vil I prøve at finde en far og en mor,

som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl?

Det er nemlig en opgave helt speciel:

Barnet er svagt, det har handicap med,

så det kræver meget tålmodighed.

I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,

og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,

så de to, der bliver dets far og mor,

må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se,

at der kan være en mening med det,

at barnet ikke kan tumle og lege,

og at det kræver så meget pleje.

Men de vil nok efterhånden lære,

at det gi’r kræfter at måtte bære.

Guds kærtegn gør undertiden ondt,

og medgang alene er ikke sundt,

men modtar? de barnet som en gave, de to,

så bli’r det en kilde til indsigt og tro,

og så kan det sikkert med tiden læres,

at livet er både at bære – og bæres.

 

Ellen Lissner, frit efter engelsk forlæg

Standard

Det ender godt!

Forleden aften – et par dage efter terrorangrebet i Paris – var der en på mit gymnastikhold, som – lige inden vi skulle i gang med øvelserne – kom hen til mig og sagde: ”Hvad er det dog for en verden vi lever i, biskop? Kan du ikke gøre noget ved det? Sige noget! Eller skrive eet eller andet!”

Det var ikke for sjovt, han sagde det, han var bare – ligesom alle vi andre – dybt mærket af bekymring, uro, fortvivlelse. Af en manglende tro på denne verden og på, at det nogensinde kan blive godt.

Hans spørgsmål har lydt i mig lige siden. For hvordan kan vi få troen og håbet tilbage? Hvordan kan vi overhovedet leve med og rumme alle denne verdens store problemer og voldsomme hændelser? Det er som om, at når vi har glemt den ene ulykke, så kommer den anden væltende ind over os. Som bølger, der slår imod en klippe. Hvordan undgår vi selv at vælte og miste modet, når vi ser og hører om alt det, som sker?

Det var som sagt ikke for sjov, han kom hen til mig med det spørgsmål; men jeg tror nu heller ikke, at det var tilfældigt. For er det ikke netop det, som vi har præster og kirken til? Et sted eller en person at gå hen til for at få et opmuntrende ord med på vejen. For høre et ord, som kan give os modet tilbage. Mod til at leve. Mod til ikke at bukke under.

Det er nemlig det, som Gud vil! Give os mod og hjælp til at leve, på trods af alverdens lidelse og modgang.

Men hvordan hjælper Gud os da? Hjalp Han måske de 130 ofre i Paris? Eller de 224 passagerer, som omkom ved terrorangrebet i det russiske fly over Sinai? Og hvad med de millioner af flygtninge fra Syrien, Afghanistan, Irak osv.

Sådan kunne vi fortsætte med at opregne alle ulykker, terrorangreb, naturkatastrofer, alle de navnløse ofre for meningsløs vold. Og vi kunne spørge: ”Gud, hvorfor griber du ikke ind? Hvor er du henne? Sover du?”

Eller som det lyder i Davids salme 44: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke for evigt! Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vor nød og trængsel?”

Kirkens budskab er, at Gud ikke sover, og Han glemmer os ikke. Han lover os derimod evig glæde. Det er evangeliet, som tænder et lys og et håb og forkynder for os, at Jesus – ja, Gudsriget – er midt iblandt os og hos os, midt i det dybeste mørke.

Hvor megen nød, smerte og elendighed kan man ikke tåle, når vi ved eller tror, at det hele ender godt?

Det kunne da også være et svar til min gymnastikkammerat: Det ender godt! Lad være med at stirre dig blind i denne verdens terror, frygt, død, ødelæggelse, klimaforandringer. For det ender godt. Det har vi Guds eget ord for. Derfor synker vi ikke sammen i frygt og apati, for håbet styrker os og giver os mod til at leve.

Så lad os løfte hovederne og se på os selv og verdens nød med åbne øjne og åbne hænder og åbne hjerter. Vi kan glæde os og leve hver dag i tillid til, at Jesus er nær og vil komme igen i al sin herlighed, hvor alt skal blive godt.

Jamen er det ikke en flugt fra virkeligheden? Nej, det er omvendt! Det er at turde bevæge sig ud i virkeligheden og stille sig på det dybeste sted.

For det ender godt!

Glædelig advent!

Steen Skovsgaard

Standard

Dommens dag

(prædiken i 2001 i Gellerup Kirke)

Hvad I har gjort, og hvad I ikke har gjort imod disse mine mindste. Det er gerningerne, som det drejer sig om, og som I vil blive dømt efter på dommens dag, siger Jesus.

Evangeliet til i dag, den sidste søndag i kirkeåret, er ikke særlig indviklet. Tværtimod. Det er så enkelt og så klart, at det kan alle forstå.

På dommens dag, hvor Jesus skal komme som en hyrde at skille fårene fra bukkene, på den dag vil alle vore gerninger blive lagt frem. Alt hvad vi har gjort her i livet vil komme for en dag, frem i lyset. Og så vil vi blive dømt efter, hvad vi har gjort imod de mindste.

Hvad I har gjort imod én af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Og alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.

Det største, vigtigste og mest gudvelbehagelige er altså ikke særligt fromme eller inderlige gerninger. På dommens dag bliver der ikke spurgt efter vore følelser og hensigter. Nej – hvad har I gjort? – lyder spørgsmålet. Ikke af store og imponerende ting – men hvad har I udrettet i det små og for de små. De største gerninger er nemlig ifølge Jesus de mindste og mest ubetydelige gerninger. Dem der ikke ser ud af noget særligt og de færreste i øvrigt gider gøre.

For det største gemmer sig i det mindste. Jesus selv er i de mindste. Sådan skal vi med andre ord se på de svage, de magtesløse, undertrykte, dem, der mangler førlighed, helbred, forstand, som har dårlige nerver, og som kan være belastende at være sammen med. Dem skal vi møde – ikke bare for at være gode – men fordi vi i dem møder den gode. I dem møder vi Gud. Ligesom Gud i julen tager bolig i verden i et lille menneskebarn – i et svagt og magtesløst menneske – sådan gør han stadig. Han bor og er nær den magtesløse.

Hvis vi virkelig tror på det, vil det forvandle os og forvandle vore gerninger. Så vil det for det første ikke være helt så forfærdeligt at være magtesløs, for det er jo bare at være Gud særlig nær eller at vide med sig selv at Gud er mig nær. Ja, så vil vi endda kunne rose os af vores egen magtesløshed, sådan som Paulus gør det et sted i 2. Korintherbrev, hvor det hedder at: I magtesløshed udfolder Guds kraft sig helt. I magtesløsheden bor Gud!

For det andet vil det betyde at alle magtesløse, hjælpeløse og nødlidende mennesker ikke længere bare er nogle som vi, der i perioder har overskud, skal være gode imod; Nej! At møde dem er vores helt enestående mulighed for at møde Gud selv!

Tænk hvis vi dog kunne tro det. Så ville der være overfyldt af hjælpere på byens varmestuer. Så ville listen over besøgsvenner være overtegnet af frivillige, som ønskede at gå ud at besøge et medmenneske.

Men sådan er det bare ikke. Det er tværtimod svært at få besøgsvenner i besøgstjenesten også her i Gellerup. Spørg blot vores sognemedhjælper. Det er svært at få frivillige til at indgå i hjælpearbejde. Det er i det hele taget svært selv at standse op og give sig tid til hinanden. Vi har ikke lige tid, der er så meget der skal ordnes, gøres, siges, udrettes. Måske noget vigtigt arbejde, projekter, visioner, ideer – og alt det arbejder vi med mens den egentlige opgave, den som vil blive fremhævet og som vi vil blive dømt for på dommens dag, bliver forsømt.

Det er virkelig en alvorlig tekst at slutte kirkeåret af med i dag. Der er både dom og fortabelse. Og det allerværste er vel at høre dette, at vi skal komme til at stå til regnskab for alt, hvad vi har gjort og forsømt her i livet.

For så har vi i høj grad grund til uvished, ængstelse og bekymring for dommens dag. Hvordan vil udfaldet mon blive. Sidder vi ikke alle tilbage med spørgsmålet: Hvad vil veje mest for mig på dommens dag: de gode eller de dårlige gerninger? Har jeg gjort hvad der skal til for at kunne bestå en sådan dom. Har jeg taget mig tilstrækkeligt af alle de små på min vej? Eller har jeg ikke netop svigtet og forsømt hver eneste dag.

En vigtig pointe i evangeliet er, at hverken de retfærdige eller de uretfærdige er klar over hvad de har gjort eller undladt at gøre. Eller rettere: ingen af dem har været helt klar over at det rent faktisk var Gud selv der gemte sig i de nødlidende og i de fremmede!

Men tror vi det? Tror vi virkelig at det er Gud selv vi møder i f.eks. de fremmede! For så kan vi i sandhed sige at Gud er kommet til Gellerup! Med 60 forskellige nationaliteter, og 65 % fremmede samlet her hos os. Og Jesus har skjult sig i dem, siger han. Passer det?

Det lyder som en provokation, og der skal nok være de præster og politikere som vil påstå at det var i hvert fald ikke det, som Jesus mente. Det er ikke vores situation han hentyder til.

Men det vil jeg nu ikke være så sikker på. Især i de senere år har jeg nemlig opdaget noget forunderligt når man giver sig i samtale med disse fremmede, både de kristne men også muslimerne.

Som for et par uger siden hvor jeg var hjemme at besøge en muslim. Jeg har før snakket med ham og nu inviterede han mig hjem. Der gik ikke 5 minutter før vi kom til at snakke om dommedag. ”Er du bange for dommedag” – spurgte jeg ham. ”Ja,” sagde han uden tøven og forbehold. ”Jeg tænker på det hver eneste dag. Flere gange. Ja, næsten hele tiden” fortsatte han. For hvad vil der ske. Hvordan vil Gud dømme mit liv. Hvordan vil de gode gerninger veje i forhold til de onde. Det var og er for ham en konstant kamp og anfægtelse.

Det er i en sådan samtale at jeg ofte oplever det som Johannes Aagaard fortalte mig for nogen tiden siden – at i en sand dialog vil man opdage at 1+1 altid er tre. Der er altid en tredje tilstede, nemlig Gud eller Helligånden.

Ved du, at jeg som kristen ikke er bange for dommedag – spurgte jeg ham. Det var en overraskelse for ham og jeg fortalte ham at jeg og vi som kristne jo også tror på en dommedag, vi tror også på en dom efter gerninger. Og ikke alene det, fortsatte jeg: Jeg tror at mine dårlige gerninger altid vil veje tungest. For selv i alt det gode, som jeg måske har anstrengt mig for at gøre har der været og er der altid en bagtanke, nemlig at jeg gerne vil være god. Vi ved godt, hvis vi tør være ærlige, at selv i den allerbedste og mest uselviske gode gerning lurer egoismen og ondskaben.

Men alligevel giver Jesus os lov til ikke at være bange for dommedag. For han har selv lagt sig imellem os og dommen. Ham har vi derfor lov til at gemme os bag på dommens dag, og det var da også hvad jeg opfordrede min muslimske ven til.

Det taler dette afsnit fra Mattæusevangeliet ganske vist ikke om – men det bliver vi nødt til at høre, hvis vi skal forstå, hvad det er der sker på dommedag. Evangeliet slutter nemlig ikke med disse domsord. Umiddelbart efter i det følgende kapitel i Mattæusevangeliet siger Jesus til disciplene: ”I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.”

Hvis ikke evangeliet læses på baggrund af Jesu lidelse, død og opstandelse bliver vi bare patetiske, moralistiske og selvretfærdige. Som om at det gælder om bare at anstrenge sig for at gøre de gode gerninger der skal til for at bestå på dommens dag. Det ville jo være helt i strid med evangeliet også som vi hører det i dag. De retfærdige som går ind til livet har jo netop ikke anstrengt sig. De har ikke forsøgt at gøre de rette gerninger men har blot handlet ud fra en grundlæggende tro og tillid. At anstrenge sig for at handle godt kommer der sjældent noget godt ud af. Det bliver bare så anstrengt. Og det må også være anstrengende og strengt at blive mødt af én, som blot ønsker at være god.

Nej, udgangspunktet eller baggrunden for den kristne er troen på at vi er tilgivne syndere. Vi er allerede gået over fra døden til livet. Vi kommer i grunden slet ikke for dommen. Vi er dømt – eller rettere: som kristne gemmer vi os bag ham som har påtaget sig dommen.

Jeg hørte for et par dage siden en ung mor fortælle at hun for et års tid siden havde været ude at handle i ALDI. Pludselig var der en røver, som råbte at alle skulle sætte sig ned. Han havde en pistol og var kun ganske få meter fra hende og hendes lille dreng på 1 1/2 år, som sad i klapvogn. Det var en frygtelig oplevelse – fortalte hun – at blive tvunget til at sætte sig ned, mens én pegede på hende med en pistol. Men det mest mærkelige, sagde hun, og som hun ikke kunne glemme, var, at det eneste hun tænkte på og koncentrerede sig om var at skubbe sig så stille og roligt og ubemærket som muligt frem foran hendes dreng. Hun ville simpelt hen placere sig imellem røveren og drengen. Hun tænkte ikke på at hun udsatte sig for fare både ved at bevæge sig – men jo da også ved at lægge sig imellem. I sådan en situation lærer man noget om kærlighed, konstaterede hun. Man tænker slet ikke på sig selv, men kun på sit barn.

Sådan er Guds kærlighed til os, som denne mors kærlighed til hendes dreng. Han vil ikke udsætte sine børn for dommen. Han tager den på sig – han lægger sig imellem, fordi han elsker os.

Lad det da være vores frimodighed og glæde og ubekymrethed når nogle taler om dommedag og vi selv tænker på hvordan det dog skal gå: gud har selv i Jesus lagt sig imellem. Han tilgiver os, lægger det til som mangler i vægtskålen.

Men kan det hele så ikke være lige meget??

Jo, hvad dommedag angår så skal vi i hvert fald ikke bruge kræfter på at tænke på den. Vi er frie – helt frie – til at tjene.

amen

Standard

Det åbne samfund og dets fjender

 Om toleranceparadokset

– af Karl R Popper

”Mindre velkendt er toleranceparadokset: Ubegrænset tolerance må nødvendigvis føre til, at tolerancen forsvinder: Hvis vi er ubegrænset tolerante overfor de intolerante, hvis vi ikke er rede til at forsvare et tolerant samfund mod de intolerante anslag, vil de tolerante blive udslettet og dermed også tolerancen – Jeg mener ikke, at denne formulering indebærer, at vi f.eks. altid bør undertrykke fremsættelse af intolerante doktriner; så længe vi kan imødegå dem med rationel argumentering og den offentlige mening kan holde dem i ave, vil undertrykkelse afgjort være yderst uklogt. Men vi skulle hævde retten til at undertrykke dem om nødvendigt endda med magt; for det kan let vise sig, at de ikke er villige til at møde os på det rationelle arguments plan, men begynder at underkende ethvert argument; de kan forbyde deres tilhængere at lytte til rationel argumentering, fordi den er afledende, og lære dem at besvare argumenter med næver eller pistoler. Vi skal derfor i tolerancens navn hævde vor ret til ikke at tolerere de intolerante. Vi bør hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig ud over loven, og vi bør betragte tilskyndelse til intolerance og forfølgelse som kriminelle handlinger på samme måde, som vi betragter tilskyndelse til mord, kidnapning eller genoplivelse af slavehandel som kriminel.”

 

Standard

Radikalisering og terror – en teologisk udfordring

Lørdag den 5. november deltog jeg i en konference mellem kristne og muslimske ledere. Foredragene og samtalerne handlede bl.a. om, hvordan man undgår radikalisering og terror. Under en paneldebat var der en muslim, som sagde, at terror og radikalisering er en teologisk udfordring.

Det gav jeg ham ret i og sagde, at jeg selv finder, at det dobbelte kærlighedsbud i kristendommen er et værn imod enhver form for kristen radikalisering, vold og terror. Jesus henviser os nemlig til de to bud: Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten – og han understreger, at de er lige store og vejer lige meget. Vi har altså som kristne ikke lov til at sige, at Gud er større. Gud er aldrig større end min næste.

Min udfordring og opfordring, som jeg gav muslimerne på konferencen, og som jeg her – nøjagtig en uge efter og i lyset af terrorangrebet i Paris – vil gentage, er: Hvor finder man i den muslimske, teologiske tradition et værn imod terror og radikalisering? Der er i høj grad brug for et svar, så terroristerne  også kan få et teologisk modspil!

Standard

Farvel til islamismen

Nedenstående er et uddrag af et afsluttende indlæg, som jeg holdt på den netop afholdte konference for kristne og muslimske ledere:

Der er for tiden megen bekymring og mange spørgsmål og bud på, hvordan man dog kan komme den islamiske tankegang til livs.

I den forbindelse er der inspiration at hente i Ahmed Akkaris bog: Farvel til Islamismen. Her fortæller Akkari, hvordan han og de øvrige imamer under Muhammed-krisen bevidst bekæmpede Danmark.  De havde nemlig ingen nationalfølelse. I hvert fald ikke til Danmark. De var styret af den store ide om at udbrede islam og Sharia. Danmark var efter deres mening et dybt vantro land, som blot skulle bekæmpes. Det fortjente ikke andet. Men i bogen fortæller han, at han nu ser helt anderledes på det. Og det interessante er at læse, hvad der var vendepunktet. Han skriver bl.a. om, hvordan han – på et tidspunkt da Muhammedkrisen var på sit højeste – blev interviewet til det amerikanske TV-program ”60 Minutes”. Udsendelsen blev egentlig vinklet som en støtte til imamerne – men – som Ahmed Akkari skriver: ”Det, der for alvor hang fast, var udsendelsens indledende præsentation af Danmark. Her hed det: ”Man skal lede længe for at finde et land med et bedre omdømme end Danmark. Det er ikke alene hjem for H.C.Andersen. Landet synes også at leve i et af hans eventyr. Indbyggerne er smukke og velstående, jorden er grøn og frodig, og byerne er farverige og pinligt rene.” Sådan fortalte den amerikanske TV-rapporter Bob Simon med blød stemme. Alt imens blev seerne præsenteret for billeder af livgarden ved Aamalienborg, smilende piger på skøjter og solbeskinnede parker og gadekær.

Og Akkari forsætter: ”Selvom jeg i 2006 havde boet i Danmark i næsten 17 år, havde jeg aldrig tidligere tænkt sådan på mit nye hjemland. Måske derfor satte ordene sig dybt i mine tanker. Pludselig kunne jeg se, hvad det var, amerikanerne så, og hvad det var, jeg selv havde været blind for i alle disse år: At Danmark i mange sammenhænge virkelig er som et lille vidunderland…Det var – fortsætter han – første gang i årevis, at mine islamistiske skyklapper gled lidt til side og tillod en stribe af lys fra den ellers fordømte vantro verden at slippe ind. Lige der – i øjeblikket – ændrede det intet. Men det lagde kimen til den totale forandring, der snart skulle begynde.”

Akkari fik med andre ord øjnene op for det smukke land, som han boede og levede i, og langsomt blev kærligheden til landet tændt i ham. Her havde han i mange år gået rundt og troet, at det alene gjaldt om at være tro imod Allah – men så opdager han, at kærligheden har en anden vigtig side – nemlig kærligheden til næsten eller kærligheden til fædrelandet.

Lad os derfor – midt i alle bekymringerne og terrorbekæmpelsen – huske, at det bedste værn mod islamismen ikke er at sikre os med vold og magt, men sammen at udvikle og skabe det smukkeste samfund, som kan være det attraktive alternativ til sønderbombede byer.

Steen Skovsgaard

Standard

vedr. omskæring

For et par år siden skrev jeg flg. kommentar i KD, da de radikale foreslog et forbud imod omskæring:

Det er tankevækkende, at de radikale her i 40 året for indførelse af fri abort, nu vil have forbudt omskæring af drengebørn. ”Jeg betragter det her som et etisk spørgsmål”, udtaler Margrethe Vestager.

Men er abort ikke også det?

Og kan man gå ind for fri abort og samtidig gå ind for forbud mod omskæring af drengebørn?

Jesus, som selv var omskåret, siger om de selvretfærdige farisæere: ”I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen.”

Mon Margrethe Vestager og de radikale virkelig har tænkt på konsekvenserne? Da loven om fri abort blev indført skete det bl.a. under henvisning til, at hvis ikke man kunne tilbyde kvinder en abort foretaget af en læge, så ville de blive henvist til strikkepinde.

Hvad nu hvis vi forbyder omskæring af drenge – tror de radikale så virkelig, at jøder og muslimer vil opgive dette årtusind gamle religiøse ritual? Risikerer vi ikke, at køkkenknivene i stedet kommer i brug, med fatale konsekvenser for børnene?

Og er det ikke også et etisk spørgsmål?

Steen Skovsgaard

Standard

Folkekirkens bredde – eller dybde

Professor ved menighedsfakultetet i Aarhus, Kurt E. Larsen er i Kristeligt Dagblad den 3. oktober citeret for at sige: ”Alle taler for folkekirkens bredde, men hvem lægger vægt på at grave dybt ned til de åndelige kilder? Hvor finder man det danske sogn, der sætter bøn, bibelbrug og grundlæggende kristendomsundervisning højest på præsters og menighedsrådets dagsorden?”

Kurt E. Larsen har nok ikke hørt om Lolland-Falsters Stifts motto: Fra fordybelse kommer fornyelse (ex contemplatione innovatio). Han har nok heller ikke hørt om min bog: ”Sjæleskat”, som udkom den 11.9., og som netop er et forsøg på at grave dybt ned til de åndelige kilder. Det skal jeg ikke bebrejde ham, for det er heller ikke noget, som Kristeligt Dagblad har fundet anledning til at skrive om.

Men ”Sjæleskat” kan faktisk købes via Lolland-Falsters Stifts hjemmeside, hvis nogen – også udenfor stiftet – skulle have lyst til at stifte bekendtskab med nogle af kristendommens åndelige kilder.

Steen Skovsgaard

Standard

De mange flygtninge – og hvad så?

– indtryk fra en orienterings- og debataften i Lolland-Falsters Stift

De mange flygtninge, som har krydset vore grænser i den senere tid, har med rette givet anledning til spørgsmål, debat og bekymringer. Samtidig er der mange, som spørger, hvad vi som folkekirke gør, og hvad vi tænker og mener? Har kirken en særlig opgave?

Disse og mange andre spørgsmål var baggrunden for et møde, som blev afholdt i sognets hus, onsdag den 23. september, hvor præster og menighedsrådsmedlemmer var inviteret til en orientering og drøftelse af situationen.

Ro, ordentlighed og dialog

Politiinspektør Kim Kliver fortalte i sit oplæg, hvordan han og politiet havde oplevet de første 4 dage, hvor der ankom mange flygtninge, migranter og asylansøgere til Rødbyhavn. Det var vigtigt for politiet at signalere ro og ordentlighed og at vise de mange flygtninge, at politiet ikke ville dem ondt men havde forståelse for deres situation og ønskede at indgå i dialog. Samtidig har politiet også en forpligtelse til at loven overholdt. Han fortalte også, hvordan den store flygtningestrøm i flere tilfælde er styret af kyniske menneskesmuglere. Det kom bl.a. til udtryk ved, at nogle af dem havde fået at vide, at når færgen var i land, så ville de befinde i Sverige. Derfor var mange både skuffede, vrede og frustrerede og bange, da de opdagede, at de kun var kommet til Danmark. Han fortalte også om den store og brogede af skare af hjælpere, som befandt sig i området i de første dage. Der var mange forskellige dagsordener, og flere af hjælperne var ved at falde over hinanden og var frustrerede, når de ikke kunne komme af med deres mange gaver. En vigtig samarbejdspartner havde været det kommunale beredskab, som fungerede flot, og hvor der viste sig at være gode indkvarteringsmuligheder i den nærliggende hal og skole. Dansk Røde Kors og Red Barnet hjalp forbilledligt i form af mad, tøj og psykologbistand. Han udtrykte desuden glæde over kirkens og præsternes opmærksomhed på sagen, men var samtidig overbevist om, at kirkens opgave først og fremmest må bestå i den mere langsigtede hjælp og støtte.

Glemte sine skavanker!

Derefter fortalte Merete Hansen fra Røde Kors i Rødbyhavn, hvordan hun sammen med den lille lokalafdeling havde oplevet dagene. Det havde været intenst og bevægende at møde de mange mennesker, herunder særligt børnene. Hun fortalte bl.a. hvordan hun havde udleveret en lille rød rygsæk til en pige, som blev så stolt og glad. Senere så hun pigen på TV gående langs motorvejen. Det havde været ualmindelig travle dage, hvor de sørgede ikke bare for de mange flygtninge men også for betjentene og togpersonalet, som fik vand og sandwichs. ”Vi arbejdede fra morgen til aften, så jeg glemte helt alle mine skavanker!” som hun udtrykte det!

På flugt med dem, man er på flugt fra!

Sognepræst Marianne Eilskov Hansen fortalte, hvordan det havde været at befinde sig midt i orkanens øje.  Kirken og præstegården ligger nemlig lige ved den skole og idrætshal, hvor de mange mennesker blev indkvarteret. Den normalt så stille Havnegade var fyldt med biler og mennesker. Folk løb rundt omkring kirken og ude på kirkegården, hvor det også gik ud over nogle af hækkene. På et tidspunkt kunne hun ikke komme hjem med bilen og måtte parkere et andet sted på vejen. Der var mange forskellige grupper, som bevægede sig rundt i byen, og en aften var stemningen meget ubehagelig. Der var efter hendes mening ikke brug for at åbne kirken. Tværtimod. Mange af flygtningene er muslimer, og de kristne blandt flygtningene ville formentlig ikke så gerne vise, at de var kristne. Det er tankevækkende at flygte sammen med mennesker, man er på flugt fra. Marianne Eilskov understregede dog vigtigheden af at kirken – præst og menighed – siger velkommen til alle kirkegængere også dem, der måtte komme fra Syrien, Eritrea, Iran og Irak.

Diakoni – en langsigtet hjælp

Sognepræst Lisbeth Lumby, som er formand for stiftets diakoniudvalg fortalte om sine egne og diakoniudvalgets overvejelser. Hun indledte med at citere Grundtvigs salme: ”Kirken den er et gammelt hus” og sagde, at hun var overbevist om, at kirkens opgave måtte være ikke at lade sig gribe af kortvarige stemninger og følelser, men at arbejde for det lange seje træk. Kirken har ikke og skal heller ikke have et akutberedskab i form af senge, køkkener osv. Vi må lægge kræfterne i den langsigtede hjælp og i det daglige møde.  Samtidig må vi også erkende, at kirkens og præsternes hjælp vil ofte være skjult.

Præsten hjalp

Netop det forhold blev understreget på smukkeste vis af Merete Hansen. Hun fortalte, at hun et par dage efter havde haft en to timer lang samtale med en præst. Her havde hun fortalt om sine oplevelser og sine mange følelser, som havde hobet sig op, og som gjorde, at hun havde svært ved at sove. Og den samtale havde hjulpet! Her var der et menneske, som hun havde tillid til og kunne snakke og græde ud ved, og den samtale havde gjort godt. Alligevel indrømmede hun, at hun vist aldrig ville blive helt den samme igen. Disse dage havde rokket ved nogle af hendes værdier og givet hende større forståelse for, hvad der virkelig betyder noget.

Kirken er også på vej

Sognepræst Jesper Bacher sluttede af med nogle teologiske overvejelser om kirkens kald i migrantkrisen. Han sagde bl.a.: ”Hvordan hævdes den orden i dag, hvor store menneskemængder, og alt tyder på, at de vil vokse yderligere, ikke nøjes med at banke på Europas døre, men går ind på parcellerne med det ønske at gøre vores lande til deres hjem? Ja, de politiske svar på denne udfordring er forskellige, og dette oplæg er ikke et politisk indlæg, men man siger ikke for meget ved at sige, at det hus, som vil huse enhver, kommer i spild med sig selv, og det hus, som slet ikke vil huse andre, bliver en skygge af sig selv.

Næsten er den, der ligger på vores vej, og den, som hjælper, når vi ligger ned. Enhver kan blive min næste, men alle bliver aldrig min næste. Sommetider det rarest at gøre næsten abstrakt, fordi den konkrete næste faktisk er lidet elskværdig.  Som manden bag Radiserne, Charles Schulz. engang sagde det: ”Jeg elsker menneskeheden, det er folk, som jeg ikke kan fordrage”…

Migranterne er så mange slags, og de skal hverken idealiseres eller dæmoniseres. De bedste humanister er de realistiske, ikke de utopiske, de velgørende fremfor de velmenende. Men lad os ikke stikke hinanden blår i øjnene. Uanset hvad vi mener, har det sin pris, der findes ingen smertefrie og lette løsninger på migrantkrisen. Menneske drukner i Middelhavet, men en politisk og social orden kan også drukne i mennesker. Grænser standser, men grænser værner også.”

Grænser som værn for kærligheden

Dette sidste understregede jeg i min indledning, hvor jeg citerede Matt 24,12, hvor Jesus siger om de sidste tider, at fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Loven er med andre ord til for at beskytte kærligheden. Det er som med bardunerne på et telt. Uden barduner falder det hele sammen. Derfor må det være politikernes og politiets vanskelige opgave at sørge for, at der bliver ordnede forhold, så der bliver rum for kærlighed og omsorg. Ikke bare i form af hegn og mure – selvom det er der også brug for – men så der skabes ordnede forhold, som omsorgen og kærligheden kan trives under.

Konklusion

En sammenfattende konklusion nåede vi ikke umiddelbart frem til. Men vi fik talt om situationen, hørt om arbejdet og erfaringerne, vi kunne glæde os over at høre om politiets indsats og det akutte hjælpearbejde, og endelig blev kirkens særlige opgave understreget som den langsigtede, støttende hjælp, der som oftest finder sted bagved frontlinjen. Måske kunne man sammenligne kirkens opgave i disse forhold med feltpræstens: Han eller hun står ikke i forreste linje og er ikke med i den direkte kamp – men den skal til gengæld være fuldt og helt til stede med støtte, sjælesorg og åndelig hjælp, for enhver, som har brug for det.

Steen Skovsgaard

Standard

Vær ikke bekymrede – en lille prædiken til den 11.9. og med tanke på de mange flygtningestrømme

”Vær ikke bekymrede!” siger Jesus i den kommende søndags tekst. Ordene er talt til bekymrede mennesker. Mennesker, som også på Jesu tid havde mange problemer: der var sygdomme, frygt for krig, bekymring for fremtiden og for, hvad der vil ske med børn og børnebørn.

Ordene er stadig aktuelle – og måske mere aktuelle end nogensinde før. For hvor har vi meget at være bekymrede for! Al den vold og uro i verden. De mange krige, sult, nød og elendighed. For ikke at tale om oversvømmelser, tørke, orkaner og naturkatastrofer, klimaforandringer, terror. Og så endelig nu: De store strømme af flygtninge!

Hvordan skulle vi dog kunne være ubekymrede, sådan som Jesus befaler eller opfordrer sine disciple og os til? Kan vi overhovedet leve vort liv i glæde, tillid og tro? Og er verden ikke på vej mod sin undergang?

Jo, måske!

Men det er netop i denne situation, hvor bekymringerne og frygten er ved at tage magten fra os, at vi skal høre Jesu ord om ikke at bekymre os.

Jesu ord om ubekymretheden er nemlig det eneste, og det eneste sande, der er at sige i den situation, som vi lever i i denne tid.

Hvad det betyder, oplevede jeg tilbage i 2001 – umiddelbart efter 11. september – hvor jeg deltog i en konference i Sarajevo om islam i Europa. Det var en stor og meget blandet oplevelse: At gå rundt i den by, som vi alle havde hørt om, og som var belejret i 4 år med serbiske snigskytter, der lå hele vejen rundt om byen og skød på alt, hvad der bevægede sig. Bomber, granater og kugler fløj daglig om ørerne på folk, og de præster jeg talte med havde begravet så mange mennesker, at de kunne ritualet udenad. Tidligt om morgenen og sent om aftenen blev begravelserne afholdt, så var der nemlig mindst sandsynlighed for snigskytteangreb.

Mange af husene i byen bar stadig præg af bombardementerne. Nogle var bare ruiner, der lå tilbage – andre var gennemhullet som en ost med små og store huller. Atter andre var kun delvist ødelagte.

Der var f.eks. en beboelsesejendom med 15 etager, hvor de øverste ti etager var fuldstændig ødelagt og udbombet – bortset fra én lejlighed, hvor der var lys om aftenen. Alle andre lejligheder både ovenover og nedenunder var tomme, mørke og sortsvedne. Det var på den ene side et trist og håbløst syn, men omvendt jo også et smukt udtryk for håb og liv midt i ødelæggelserne.

Og sådan havde kirken i Sarajevo også optrådt under krigen, hørte vi: som et lys og et håb for mange midt i krigens gru og meningsløshed.

I en dokumentarfilm, som i øvrigt havde premiere i Sarajevo, mens vi var dernede, så man bl.a. hvordan Cardinalen i Sarajevo, ligesom mange af de øvrige præster, holdt gudstjeneste midt under krigen og under bombardementerne. Man så hvordan en lille menighed samledes med præsten i en sønderbombet kirke, hvor alt var splittet ad. Der var kun en ruin tilbage, og her midt under åben himmel og udsat for snigskytter holdt de gudstjeneste. Menigheden sang og lovpriste Gud midt i ødelæggelserne og krigens rædsler.

Det var enkelt og stærkt. Ikke mindst fordi vi var samlet til konferencen med spørgsmålet om, hvad vi som kristne og kirke skulle gøre midt i denne verdens uro og i skyggen af terrorangrebet på World Trade Center. I den måde som kirken i Sarajevo optrådte på under krigen fik vi jo svaret: Vi skal som kristne og som menighed ganske enkelt midt i mørket og midt i bomberegnen synge og lovprise Gud. Det er kirkens og kristnes vigtigste opgave. Vi skal løfte vore hoveder og være ubekymrede.

Og selvom det lyder umuligt, så kan det faktisk lade sig gøre.

Cardinalen i Sarajevo fortalte i filmen om en gudstjeneste han havde haft, hvor bomberegnen en søndag havde været særlig slem. Flere fra menigheden var løbet deres vej – men nogle få blev tilbage, heriblandt en gammel kone. Da gudstjenesten var forbi, gik præsten ned til den lille, gamle kone og spurgte, om hun dog ikke havde været bange, og hun svarede: ”Jo, jeg var også lige ved at løbe. Men jeg blev ved med at se dig i øjnene. Og hvis du havde blinket var jeg løbet min vej. Men det gjorde du ikke. Du blinkede ikke!”.

En kirke og en menighed, som ikke blinker, fordi vi har blikket rettet mod hinanden og imod Gud, det er nok det største indtryk og inspiration, som jeg fik med hjem fra Sarajevo.

Og det svarer godt til Jesu ord om ikke at bekymre sig. Med blikket rettet imod Gud og det Gudsrige, som skal komme, og som vi skal søge, der skal vi forsøge at leve ubekymret, i taknemlighed og med lovsang og glæde.

Ikke fordi der som sagt ikke er nok at bekymre sig for og være bange for. For det er der. Jesus lover os ikke et liv uden smerter og modgang, plager og bekymringer, tværtimod hørte vi jo: ”Hver dag har nok i sin plage.” Jesus er yderst realistisk. Han ved godt, hvad der venter os og forsøger ikke at bilde os noget ind eller give os nogle illusioner om livet.

”Hver dag er fuld af plage” og gemmer rigeligt af modgang til hver eneste af os.

Men på trods af disse plager og modgang, så er det gennemgående tema og Jesu befaling alligevel: ”Vær ikke bekymrede” og ”Frygt ikke”.

Vi skal ikke lade os lamme eller trække os tilbage i bekymring og frygt. Vi skal tværtimod kaste alle vore bekymringer over på ham, der har lovet at ville bære med på vore byrder, og som vil være med os alle vore dage, både de lyse og de mørke.

Bekymringer er som håndgranater. Afsikrede håndgranater. Hvis vi holder fast ved dem for længe, ender de med at rive os i stykker. Derfor skal vi så hurtigt som muligt kaste dem fra os. Over på ham, som har lovet at bære dem.

Når vi på den måde kaster frygt og bekymringer fra os, bliver vi befriet fra den byrde, de giver os. Så får vi kræfter og frie hænder til bedre at kunne imødegå mange af de kræfter, som vil ødelægge livet. Så kan vi ånde frit og kæmpe og hjælpe og værne om dem, som er udsatte og små.

”Kirken den er et gammelt hus – står om end tårnene falde” – synger vi i en kendt salme, som passer godt til den 11.9.

Om så alle tårne falder sammen, om så hele verden forgår, så består kirken. Det levende fællesskab, hvor vi samles om Jesu ord og budskabet om livets sejr over døden. Det er det, som vi holder fast i, og som holder os fast. Det er det, som gør, at vi kan være ubekymrede og glade – ikke fordi vi ikke kender til bekymringer og sorg. Men fordi vi har et håb, der er større end det.

Håbet afbildes jo i form af et anker. Og et anker kaster man ikke på eget dæk. Det kaster man ud, så det får fat i grunden. Og i samme øjeblik det får fat, så behøver skibet ikke længere at frygte for at blive slået i stykker. Der er stadig søgang, der er bølger og vindstød – men ankeret holder det fast. Sådan holder håbet os fast.

”Lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser. Og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden – de nye dage – det nye forår – den nye verden” (Jens Rosendahl)

Standard