De mange flygtninge i Rødbyhavn

Jeg har netop været nede i Rødbyhavn og talt med lederen af politiindsatsen i Rødbyhavn, Kim Kliver. Han var glad for biskoppens besøg, og gav udtryk for sin anerkendelse over herved at mærke folkekirkens interesse og medleven. Samtidig gjorde han opmærksom på, at der ikke var brug for mere praktisk hjælp. Der bliver sørget tilstrækkeligt for de mange flygtninges fornødenheder.

Jeg fortalte ham, at jeg havde skrevet en bøn og opfordret præsterne i stiftet til at bede for situationen og flygtningene ved den kommende søndags gudstjeneste, og han udtrykte glæde over, at også politiet er omfattet af bønnen.

Samtidig har Merete Bandak, Lindeskovkirken, Nykøbing F. skrevet en ”flygtningesalme” for en måneds tid siden. Noden er sendt til præsterne og kan findes på Lolland-Falsters Stifts hjemmeside.

Min opfordring til præsterne, forbønnen og salmen kan læses nedenfor

Kære præster

Verdens nød er pludselig kommet tæt på , og jeg er blevet spurgt af flere om, hvad vi som præster og menigheder kan gøre for de mange flygtninge, som krydser igennem stiftet i disse timer. Umiddelbart ser det ud som om, at der bliver ydet den bedst mulige konkrete hjælp til flygtningene; men jeg hører naturligvis gerne fra jer, hvis I mener eller har kendskab til, at der er noget vi hver især kan eller bør gøre. Ellers kan jeg blot opfordre til forbøn og sang, hvilket jo også er vores kerneydelse som menighed.

Så jeg vil hermed opfordre jer til at tage denne vanskelige situation og disse flygtninge med i kirkebønnen på søndag – og til inspiration for dette har jeg skrevet denne bøn:

Herre vor Gud himmelske far!

Vi takker dig for livet, som du har givet os, og for de gode kår, som vi har fået lov til at leve under. Giv os at bruge dine gaver ret, så vi må være gode og trofaste forvaltere af alt det, som du har betroet os.

I denne tid, hvor verdens nød og mange flygtninge er kommet tæt på vores dagligdag, beder vi dig: Lad os ikke bukke under i frygt, magtesløshed og bekymringer for fremtiden. Tilgiv os, både når vi tror, at vi kan vende ryggen til problemerne, og når vi tror, at vi kan løse alle verdens problemer.

Vi beder for vore politikere, som har et stort ansvar og en stor opgave at løse. Vær hos dem og styrk dem midt i al rådvildhed, så de kan træffe de rigtige beslutninger. Og vær med politiet, som står i forreste linje og skal håndtere den vanskelige opgave med fasthed og menneskelighed.

For kirken og vore menigheder beder vi. Giv os frimodighed og ubekymrethed, så vi midt i al den menneskelige nød tør løfte vore hoveder, og så vi ser din søn Jesus Kristus i de mennesker, som kommer til os i disse dage.

Vi beder for hver enkelt flygtning, for barnet, som vandrer på trætte ben og i udslidte sko, holdt i hånden af bekymrede og bange voksne.

Hold du også selv om dem. Ja, hold os alle fast i ansvaret for hinanden, hold os fast i den indbyrdes kærlighed og hold os fast i håbet om altings genoprettelse.

Herre hør vor bøn!

Merete Bandaks ”flygtningssalme”:

Mød mig med omsorg og åben favn

Jeg er en flygtning på oprørte have

Bag mig er ufred og friske grave

Forude: Venter en venlig havn?

Bag ved os synker det kendte land

Glæde og latter og hverdagsrutiner

Brødre, forældre og små kusiner

Sommer og solvarmet badevand

Rundtom er løsrevne bibelord

Rester af hverdag, fragmenter af latter

Rædselsvisioner som ingen fatter

Undergangsstrømme og smerte stor

Bjærg mig, ja ræk mig en redningskrans

Flettet af mildhed og blomster  fra marken

Und mig et hvil på en bænk i parken

Sorgen har brug for en stille dans

Ånd på mit øje, giv hjertet fred

Du som var fremmed og flygtning i verden

Kristus, min makker på pilgrimsfærden

Du er mit håb til min sol går ned

                                         Merete Bandak 2015

Standard

Elsker du Jesus? – en ordinationstale fra Maribo Domkirke den 16. august 2015

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge sig på sinde skriver evangelisten Johannes i det 21. kap vers 16:

”Igen, for anden gang, sagde Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!”

Kære Anders

Det er ikke så ligetil at blive præst. Der går mange tanker og lang forberedelse forud. Der skal læses, studeres og aflægges eksaminer. Der er praktikforløb, der skal gennemføres – og du har jo gennemført indtil flere. Allerede som 13-14 årig var du i praktik hos daværende Gedserpræst Kim Bach. Du har sunget i Idestrup Kirkekor, og du var også for nogle år siden een af de mange praktikanter, som deltog i den pinsepraktik, som vi med mellemrum arrangerer for teologistuderende her i stiftet.

Og i fredags var du så endelig til bispeeksamen, hvor du afleverede en 18 sider lang skriftlig opgave og bestod, sådan som vi kunne læse i Folketidende i går.

Så det er ikke ligetil at blive præst. Vejen er lang.

Til gengæld kan vi her ved din ordination fortælle dig, at det nu heller ikke er så ligetil at være præst. Det tror jeg, at dine kolleger, som er samlet om dig her i dag, vil kunne bekræfte. Der er så meget, der skal gøres, siges og skrives. Så mange forberedelser, så mange og indimellem vidt for skellige forventninger, så mange relationer, udfordringer, problemer, sorger og glæder. Der er så meget man gerne vil, og ofte må man indse og indrømme, at man ikke slår til og indimellem ikke magter de mange opgaver.

Hvis – eller når – du kommer til at føle, at du svigter, at du bliver anfægtet, modløs eller er ved at føle dig udbrændt, så vil jeg opfordre dig til at tænke tilbage på din ordination og på det ordinationsord, som du får i dag.

Du kender jo teksten fra Johannesevangeliet, og kan se situationen for dig. Peter står foran Jesus, flov og drivvåd på krop og sjæl. Han havde fornægtet Jesus tre gange, bandet og sagt, at han ikke kendte det menneske, som de nu vil korsfæste. Og her flere dage efter står Jesus der foran dem – lyslevende i kød og blod. Opstanden fra de døde.

Og Peter er flov og skamfuld. Han slog ikke til. Han svigtede og brændte ud, da det kom til stykket. Han var for svag, bange, uduelig og føler sig helt ubrugelig. Han kunne ikke leve op hverken til sine egne eller de andres forventninger. Og inderst inde forventer han ikke andet, end at Jesus nu må forkaste ham.

Det fantastiske vi hører er, at det gør Jesus ikke. I stedet stiller han Peter et enkelt spørgsmål – tre gange og på tre forskellige måder: Elsker du mig? Og hver gang Peter stammende og flovt, men alligevel af hjertet, siger: Jamen, det gør jeg da – så lyder det: ”Vogt mine lam, Vær hyrde for mine får! Vogt mine får!”

Det er faktisk en ordinationstale, som Jesus her holder for Peter, hvor han sender ham ud på hans livs opgave. Og her hører vi, hvad det er, der kræves, og hvad Jesus i sidste ende – eller først og fremmest – spørger efter. Eller ikke spørger efter kunne man også sige.

For han overhører f.eks. ikke Peter i dogmatikken. Han spørger ikke efter, hvor meget han har læst eller for den sags skyld udrettet. Han spørger heller ikke om eller diskuterer hans holdninger til dette eller hint. Han stiller blot eet eneste spørgsmål, nemlig: Elsker du mig?

Så når jeg nu sagde, at det ikke er så ligetil at blive eller at være præst – så passer det ikke helt. Det er nemlig i virkeligheden meget enkelt. Det gælder blot om at kunne svare på dette enkle spørgsmål, som også lyder i dag, 2000 år efter til dig og til os præster.

Elsker vi ham? Elsker vi Jesus?

Jeg ved ikke – men mon ikke I har det lidt ligesom mig, at vi har lyst til at flytte lidt på fødderne og rykke os lidt uroligt i stolen, rømme os og se ned i jorden eller op i kirkeloftet og svare noget i retning af:

”Jamen, Jesus, jo, du ved da, at vi holder af dig. Du ved, vi synes om dig. At vi aldrig rigtig kan blive færdige med dig eller slippe dig. Vi kan jo blive ved med at finde nye sider i det, du siger og gør. Men.. om vi elsker dig? Jo, vi elsker dig da!” – hvisker vi stille. For det er store ord, som vi er lidt blufærdige ved at tage i munden.

Det er som om de fylder for meget. Vel fordi vi inderst inde ved, hvad det betyder hver gang vi udtaler ordene: Jeg elsker dig. For så påtager man sig en stor opgave overfor den elskede. Kærligheden kræver os fuldt og helt – herunder at man er villig til at sætte sit liv på spil for den, man elsker.

At elske er at påtage sig en opgave. Og den opgave, som Jesus pålægger Peter og os som præster er, at tage vare på den menighed eller de menigheder, som har kaldet os, og som er Guds ejendom.

Vores opgave er at bruge al vores flid og evner, alt hvad vi har lært – på at værne og opbygge, trøste og styrke og udbrede evangeliet om Jesus Kristus.

Men hvad så når vi føler, at vi er ved at bukke under og brænde ud? Når modløsheden sniger sig ind under huden og opgaverne tårner sig op, og vi svigter? Når vi som Peter må bekende, at det gode, som vi ville, det formåede vi ikke at gennemføre.

Ja, så skal vi – som Peter – stille os frem for Gud i al vores modløshed og magtesløshed og bede om hjælp.

Ligesom en vandkande bliver tom og ikke kan blive ved med at vande blomsterne, men må fyldes for at kunne vande – sådan gælder det også for os præster. Vi kan ikke blive ved med at yde og give eller trøste og styrke andre. Vi må også selv både trøstes og fyldes.

Som Paulus skriver i 2. Kor. kap. 1,4. Her taler han om, at Gud trøster os i al vor trængsel: ”så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud.”

Vi skal altså blot give videre af den trøst, kærlighed og tilgivelse, som vi selv har modtaget.

Den gamle tyske præst og prædikant Chr. Scriver udtrykker det i sin store bog Sjæleskat: ”Hvorledes vil en præst vove at vande – at opbygge, at trøste, at styrke – Guds ædle vækster og Herrens planter, når han ikke ved flittig bøn og eftertanke har fyldt sit hjerte i Guds helligdom?”

Derfor: Lad ordinationen i dag være dig en påmindelse om, at Gud udruster dig til tjenesten med sin ånd. Du skal ganske enkelt blot som et tomt kar lade dig fylde. Gøre som Simon Peter: Stille dig ydmygt for Guds ansigt i al din skrøbelighed og magtesløshed. Så vil han udsende sin Helligånd, og skabe sig tjenere, som vi bad i den latinske ordinationsbøn.

Så det er i grunden så lige til at være præst. Det er at blive fyldt med kærlighed, fred og glæde og masser af velsignelser – midt i alle genvordigheder og magtesløshed.

Lad derfor blot dit hjerte fyldes af ham! Ham, som du sikkert – ligesom Peter og vi andre – med lidt bløde knæ og bævende hjerte og usikker stemme siger, at du elsker.

Med det vil jeg ønske for dig, at din kærlighed til ham må styrkes og bevares i årene fremover og at du må få strømme af velsignelse i din kommende præstetjeneste.

Gud i vold!

Amen

Standard

Indtryk fra en gudstjeneste

Jeg var i dag til gudstjeneste i Sct. Paulskirken i Aarhus, hvor min tidligere Gellerupkollega og gode ven Jørgen Lasgaard havde sin sidste højmesse. Under kirkebønnen blev der takket og bedt den afgåede biskop Kjeld Holm og hans tjeneste – ligesom der blev bedt for den kommende biskop, Henrik Wigh Poulsen.
Hvor var det dog velgørende at opleve, hvordan man her – sådan som vi også gjorde det i Gellerup Kirke – bad for biskoppen og omfattede den særlige tjeneste med forbøn og kærlighed. Det kan være godt at blive mindet om i en tid, hvor biskopper skældes ud og mistænkeliggøres fra mange sider. Som Paulus også formaner i 1. Thess. kap 5 vers 12-13: Brødre, vi beder jer om at skønne på dem, der slider iblandt jer og står i spidsen for jer i Herren og vejleder jer. Dem skal I omfatte med særlig kærlighed på grund af deres arbejde. Hold fred med hinanden.

Standard

Smagsprøver fra “Sjæleskat”

Hermed et par smagsprøver på en lille udgivelse, som jeg har under forberedelse. En samling af citater og trøsteord fra den gamle præst Christian Scrivers ”Sjæleskat”. Den skal udkomme til september!
1. Ligesom det i naturen har behaget Gud at skjule den søde kerne i hårde og beske skaller, at skjule liljen under tornene, diamanten i klipperne, guldet i slaggerne, således skjuler han også dem, som hører ham til i megen trængsel.
9. I godt vejr løber der flere skibe på klipperne og sker flere skibbrud end i den stærkeste storm.. Således styrkes og vedligeholdes troens ild ved trængsel, mens den mangen gang slukkes i gode dage.
10. Den, som vil have og beholde Guds nådes ædle rose, må ikke være ked af tornene på dens stilk.
14. Naturkyndige har bemærket, at det vand, som risler hen over mange flintesten og klipper eller groft sand, er det reneste og lifligste, fordi det ligesom bliver forarbejdet og mister den vedhængende urenhed ved at støde mod så mange sten, ligesom at den sæd, som om vinteren har ligget længst og dybest under sneen, grønnes siden allerskønnest og bærer den meste frugt: Således er det også med Guds kirkes lemmer; de, som har lidt den meste trængsel og fristelse, er de nyttigste til at undervise, formane og hjælpe andre med gode råd.

Standard

Dåben – en sag for menigheden

Der er for tiden stor opmærksomhed på dåben. Den forrige kirkeminister og Landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer har sat det faldende dåbstal på dagsordenen, og på det Teologiske Fakultet i København er der netop udgivet en rapport: Dåb eller ej? Rapport om småbørnsforældres til- og fravalg af dåb. Endelig har der også været debat om dåb i det fri/udenfor den almindelige højmesse.
På det seneste møde i min teologiske tænketank havde jeg derfor taget emnet på dagsordenen. Her kom vi i løbet af samtalen til at drøfte en ide, som jeg efterfølgende har foreslået præsterne i Lolland-Falsters Stift: At præsten under søndagsgudstjenestens meddelelser annoncerer den kommende søndags eller lørdags-/hverdagsdåb. På samme måde som det har været tradition at offentliggøre en forestående vielse nogle søndage forinden, sådan kan præsten vælge – efter aftale med dåbsforældrene – at meddele menigheden, hvem der skal døbes den følgende søndag eller ved en evt. kommende dåbsgudstjeneste. Derved skabes der dels en opmærksomhed omkring dåben og dåbsbarnet, og samtidig markeres det, at dåben udenfor højmessen ikke er en ”privat” handling, men en offentlig dåbsgudstjeneste, hvor menigheden har mulighed for at deltage.
Det vil desuden være naturligt, at præsten i den forbindelse – ligesom det var tilfældet ved lysninger – beder for dåbsbarnet og dets familie. Det kunne endelig blive en særlig anledning for dåbsfamilien til at deltage i højmessen forud for dåben, hvor de dels vil føle sig inddraget og velkomne – og dels vil kunne gøre barnet (og evt. sig selv) kendt med rummet og menigheden.
Steen Skovsgaard

Standard

Tale ved biskop Kjeld Holms afsked den 19. juni 2015

Kære Kjeld
Da jeg for 10 år siden blev biskop i Lolland-Falsters Stift var det dig, som på biskoppernes vegne holdt tale for mig ved aftenens festmiddag. Søren Lodberg Hvas, som var nestor, havde måttet melde afbud, og derfor blev det dig, som bød mig velkommen.
Nu har det så maget sig sådan, at jeg i dag – på biskoppernes vegne – skal sige farvel og tak til dig – idet Lise-Lotte Rebel, vores nye nestor, har måttet melde afbud.
Og det gør jeg med stor glæde.
Vi har jo kendt hinanden i mange år. Først som præster i hver sin ende af byen, du i Ellevang og jeg i Gellerup. Afstandsmæssigt, men også teologisk og kirkeligt, har vi været og er vel stadig, forholdsvis langt fra hinanden. Det er jo så mærkeligt, at vi kan være næsten helt sikre på, at når én af os udtaler os, ja, så mener den anden det stik modsatte.
Derfor var det også overraskende, da jeg for første gang mødtes personligt med dig som biskop tilbage i 1994. Jeg kom for at forære dig min nye bog: De fremmede har I altid hos jer – om kultur- og religionsmødet, og hvor jeg ønskede at drøfte folkekirkens forhold til islam med dig. Ved det møde valgte du på stedet at udnævne mig som stiftspræst vedr. islam og kristendom. For som du sagde: Du er jo eksperten.
Som jeg senere har sagt, så siger det mere om folkekirken end det siger om mig, at man kan blive ekspert i islam og religionsmødet på baggrund af en tremåneders studieorlov.
Et par år efter valgte du så at udnævne mig som provst i det nyoprettede Århus Vestre Provsti.
Her tænker jeg ofte tilbage til det allerførste provstemøde, som vi holdt i 1997. Du sad for bordenden og redegjorde for dit syn på vielse af homoseksuelle, som du fandt, var det eneste rigtige, at vi fik indført i folkekirken.
Da der var stille omkring bordet og ingen andre tilsyneladende havde noget at sige, markerede jeg og tillod mig at sige, at det var jeg altså helt uenig i. Jeg mente – og mener i øvrigt stadig – at ægteskabet er forbeholdt forholdet mellem mand og kvinde. Og at man godt kan sige nej til at vie homoseksuelle – uden samtidig at fordømme.
Du sagde ikke så meget – men jeg kunne blot konstatere, at din ansigtsfarve blev dybrød – og vi gik videre i dagsordenen.
Da vi sagde farvel, sagde du noget, som jeg aldrig vil glemme, og som jeg her vil fremhæve som noget meget karakteristisk ved dig. Du gav mig en omfavnelse, grinte og sagde: ”Jeg er rygende uenig med dig – men jeg kan skide godt li’ dig!”
For mig siger det alt om din menneskelighed, dit storsind, din overbærenhed og fremfor alt din store rummelighed.
At jeg så også har oplevet, at temperamentet kan slå gnister, ja, at der endda kan komme ukvemsord ud af munden på dig, det vil jeg da ikke undlade også at nævne.
Men for mig er det alligevel denne bemærkning, som har fæstnet sig dybt i mig, og som jeg mener fortæller meget om dig, og som også gør, at du i bund og grund er et meget afholdt og elskeligt menneske.
I hvert fald har jeg både en kone og en datter, som holder meget af dig og ofte fremhæver dig som det varme, charmerende og festlige menneske du er. Så dem skal jeg naturligvis også hilse fra.
Jeg vil så til gengæld også fremhæve Birthe, som den trofaste støtte, der altid har været der for dig – ikke mindst når du – og alle vi andre – skulle have bispekåberne på.
Jeg overbringer dig hermed mange varme og hjertelige hilsener fra dine bispekolleger. Det er svært at se, hvordan vi skal komme videre, når du og Birthe ikke længere er i kredsen. Vi vil komme til at savne dine vægtige indlæg, dine bramfrie udtalelser om stort og småt, dit lune og alle dine gode historier. Heldigvis har vi hørt mange af dem så ofte, at vi efterhånden selv kan fortælle dem videre – og det kan du være sikker på, at de vil blive.
I det hele taget vil du blive husket – og vi vil alle være glade for og stolte over, at vi var biskopper sammen med Kjeld Holm.
Om hvem jeg blot vil slutte med at sige: Jeg er ofte rygende uenig med dig – men jeg kan skide godt lide dig!

Standard

At standse op og vente

På min morgencykeltur møder jeg ofte både harer, egern, fasaner og rådyr. De løber afsted, når de ser mig. Men de standser som oftest hurtigt op for at lytte og orientere sig. For hvor er jeg nu henne? Hvilken vej skal de løbe eller flyve?
Pinsedag sender Jesus Helligånden over disciplene i Jerusalem. Her sad de og ventede, for Jesus havde nemlig sagt til dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men de skulle vente på det, som Faderen havde lovet.
Vi skal heller ikke bare gå, cykle, køre afsted og skynde os – vi skal også huske at standse op og vente. Som dyrene i skoven og som disciplene.
Ellers mister vi orienteringen, og vi vil gå glip af store begivenheder.
Steen Skovsgaard

Standard

”Hvis du er i tvivl – så lad dit barn blive døbt!”

For nylig drøftede vi på et stiftsrådsmøde det faldende dåbstal. Her var der en, som sagde, at han havde et enkelt råd til dem, som var i tvivl, om de skulle lade deres barn døbe: Hvis du er i tvivl – så lad dit barn blive døbt! – For barnet tager i hvert fald ikke skade af det, som han tilføjede.
Nej, tværtimod, må man sige. Dåben er det største og smukkeste, man kan give sit barn. Den giver et tilhørsforhold til Gud, man bliver en del af en menighed, ja, dåben er døren til Paradis.
Der er så store løfter forbundet med dåben, at det faktisk ikke er til at begribe, at ikke alle forældre skynder sig at få deres børn døbt.
– Jamen, barnet skal da selv vælge og bestemme! – er der dem, der siger.
Jeg mener, at det i stedet er en befrielse at slippe for at skulle vælge alting. Tænk, hvis man skulle vælge sine forældre, sine søskende, sit køn eller sit sprog!
Det er dejligt, at noget bare er givet – ligesom dåben. Her kan troen kan få lov at vokse frit. Her får tvivlen sit modspil.
Så det er helt rigtigt:
Hvis du er i tvivl – så lad dit barn blive døbt!
Steen Skovsgaard

Standard

På røven i Nakskov

Livet i Nakskov
Man tør vel næsten ikke sige det. Men efter at have set udsendelsen: På røven i Nakskov og hørt de mange negative reaktioner over at se Nakskov skildret på denne måde, så har jeg alligevel lyst til at sige: Hvor var det dog smukt og hjertevarmt. Hvor var det en smuk, ærlig og varm skildring af menneskers kærlighed, udholdenhed, hudløshed, følelser, glæder og smerter.
En mor, der kæmper for sin datter – fortvivlet, jo, men med overskud og kærlighed til at stryge hende over håret og hjælpe hende til ikke at få foretaget en abort. Man forstår godt hendes protest mod at blive kaldt ressourcesvag.
En far og hans søn, som leder efter bolig, men som ikke vil stille sig tilfreds med at bo i det, som de kalder for en stærekasse. Nej, så hellere en saneringsmoden bolig med plads til knallert og fiskegrej.
Et ægtepar, som kæmper for at prioritere økonomien. For hvad er vigtigst: At betale regninger eller at få noget at spise?
To sætninger kom til at stå som en smuk sammenfatning:
”Vi slås for familien og for vores drøm!”
”Vi holder fast i håbet, selvom mørket sænker sig og strømmen ryger sig en tur!”
Det var ikke poleret romantik, men det var levende mennesker!
Tak for det!

Steen Skovsgaard

Standard

Den barmhjertige samaritaner og islam

Sherin Khankan har for nylig i en kronik i Berlingske argumenteret for, at samfundet skal ligestille alle religioner, for de er i virkeligheden lige værdifulde og kæmper for de samme værdier. Og hun fortsætter: ”Man kan således sagtens være islamist og dele værdien om den barmhjertige samaritaner.”
I et debatindlæg stillede jeg hende flg. spørgsmål: “Den barmhjertige samaritaner var ham, som ikke gik forbi. Han lod sig ikke binde af særlige religiøse renhedsforskrifter. Han delte ikke sin verden op i ren og uren; men hjalp sin politiske og religiøse modstander på fode. Er det virkelig en islamistisk værdi? Det kunne jeg da godt tænke mig, hvis Sherin Khankan ville udfolde lidt mere.”
Nu holder jeg desværre ikke Berlingske – men hvis nogen skulle ha’ set hendes svar vil jeg meget gerne vide det.

Standard