Der er mange, som har det svært ved tanken om forsoningen. For hvorfor skulle Jesus dø? Og hvad glæde har vi af det? Ja, hvordan kan vi overhovedet tro det? Er det ikke meningsløst? ja, vanvittigt? Hinsides al fornuft.

Det lyder ganske rigtigt makabert og underligt og kan da også være uendelig svært at tro eller forklare eller forholde sig til. Hver gang vi forsøger, ligner vi Maria der flakker rundt om og ind i Jesu grav. Der er ikke rigtig noget at se eller at holde sig til, ikke nogle beviser. Det hele smuldrer i hovedet på hende og mellem fingrene.

Men så taler Jesus til hende.

Det er da også det eneste, vi tør håbe og vente på, når vi har det som Maria. Vi må vente, på at Herren selv taler til os. Det gør han heldigvis på mange måder. Maria hørte sit navn, de andre disciple hørte og mødte ham på andre måder. Også vi hører og møder ham på hver vores måde. Det kan være et ord, en fjerlet berøring, en stille fred og en indre overbevisning.

Det var i hvert fald ikke den tomme grav, som kaldte troen frem i disciplene og i kvinderne påskemorgen. Men Gud rørte ved deres hjerter og det kaldte troen frem. Pludseligt og uventet helt på tværs af, hvad de ellers mente og forventede. Paulus var på vej til Damaskus for at få udryddet den kristne menighed – og så mødte han Jesus. Han talte til ham og rørte ved hans hjerte – og hele hans liv blev forandret.

Så troen på Jesu død og opstandelse – og troen på forsoningen – kan vi ikke blive overbevist om ved fornuftens hjælp. Ligesom Gudsriget og gudsrigets kræfter – eller kærligheden – heller ikke er noget, vi kan sætte på formel eller slutte os til.

Men vi kan tale om det i billeder eller lignelser, sådan som Jesus gør igen og igen.

Kan vi da skildre forsoningen med et mere nutidigt billede? Et billede eller et eksempel, som kan fortælle, hvad der sker, da Jesus ofrer sig og giver sit liv for vores skyld på korset?

Hvad med et billede fra naturen? Der er f.eks. fugle, som for at beskytte deres reder lader som om, at de har brækket vingen for på den måde at kalde ræven væk fra reden. På den måde lægger den sig selv imellem ræven og reden. Det er gammel en måde at beskrive, hvad det er Jesus gør, da han ofrer sig og går i døden for vores skyld. Af kærlighed lægger han sig imellem os og døden.

En mere speciel og pudsig forklaring blev jeg selv opmærksom på for nogle år siden. Der er nemlig en indretning på motorbåde, som hedder zinkanoder – eller offeranoder.

Det er en lille zinkklods, som man monterer ved kølen, og som beskytter motorens metaldele mod rust og forvitring. Den fungerer på den måde, at den bliver skruet sammen med og derved får kontakt med metaldelene, og så ruster eller ”ædes” den op i stedet for de andre metaldele, som den rører ved. På den måde beskytter den og tager af for rustangrebet, så de metaldele, som den er i berøring med, går fri. Det er jo en besynderlig men effektiv indretning.

Den kaldes som sagt for en ”offeranode” – og det er det, som sker: den ofrer sig for den, som den er i forbindelse med. Den sørger for at rust og korrosion rammer den selv og ikke alle de andre dele af skibets metaldele.

Hvis man skal forsøge at forstå eller beskrive, hvad det er der sker her i påsken, så kan man godt tale om, at det er det, som Jesus gør. Det er det, som sker med ham. Han ofrer sig for vores skyld. Som det hedder hos profeten Esajas om Herrens lidende tjener: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.”

Når det så er sagt, er der i sidste ende kun én ting, som endegyldigt kan overbevise os, der er kun én, som kan trænge igennem alle vore betænkeligheder, forsvarsværker og modstand – og det er Gud selv. Når Herren er nær tændes troen i os.

Det er det glædelige budskab, som skal lyde i påsken. Herren er nær!

Ja, han er her, Guddoms-manden!

Glædelig påske!

 

Glædelig påske

Sidebemærkning

 

Bevar din lokale kirke

Tænk, hvis der ikke var en kirke i dit sogn?
Hvis den blev lukket, eller blev lejlighedskirke?
Det kan blive resultatet, hvis den ikke bliver brugt, og der ikke kommer flere til gudstjenesterne.

Kirken har et vigtigt budskab om Guds kærlighed, fred og glæde. Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at finde måder at være kirke på, så dette budskab bliver hørt og levende hos os? Hvordan kan vi styrke kirkegangen?

Det er temaet for et kort udviklingsforløb for menighedsråd, ansatte, præster o.a. fra særligt udsatte sogne. Meningen er at vi her får mulighed for at inspirere hinanden på kryds og tværs, udvikle nye ideer og samarbejdsmuligheder og sætte dem i værk.

Også for beboere i sognene, som ikke bruger kirken så meget, men som kunne tænke sig at være med til at skabe en levende kirke i lokalsamfundet, er dette en mulighed for at engagere sig og få indflydelse. Ligesom også de ansatte her kan få sat deres tanker og idéer i spil.

Hvad kræver det at være med?

Det eneste, der kræves af deltagerne, er engagement og vilje til at gøre en indsats. Der er meget brede rammer for, hvilke nytænkende tiltag, der vil kunne lade sig gøre. Det væsentlige er at finde måder at styrke kirkegangen på – og skabe liv også i de små sogne.

Forløbet i sin helhed

22. februar 2014: Idéudvikling og inspiration på tværs

I løbet af marts: Lokale menighedsrådsmøder med deltagelse af ansatte og lokale engagerede for at beslutte, hvilke idéer I vil gå videre med i netop jeres kirke

5. april 2014: Videreudvikling, konkretisering og planlægning af initiativer

Løbende herefter: Støtte og inspiration fra tovholdere

Sted: Sognets Hus, Maribo

Pris: kr. 250,- pr. person for det samlede forløb inkl. forplejning

Tilmelding: Via menighedsrådet eller præsten

Yderligere oplysninger v. biskop Steen Skovsgaard

Bevar din lokale kirke – lørdag den 22. februar begynder et udviklingsforløb i Lolland-Falsters Stift

Sidebemærkning