Inden sommerferien skulle vi i Lolland-Falsters stift lægge sidste hånd på stiftets årsberetning. Arbejdsgruppen består af stiftets kommunikations- og redaktionsudvalg, og vi var enige om, at hæftet i år skulle afspejle det kirkelige liv i stiftet bl.a. ved interviews o.a. ”Kirkeliv – liv i kirken” blev titlen. Vi havde fået samlet uddrag af biskoppens og stiftsrådsformandens beretninger, skrevet flotte interviews af en kirkesanger, en graver og et par præster, ligesom der var omtaler af nogle af de mange kirkelige initiativer i Lolland-Falsters Stift i det seneste års tid. Alt i alt så det ud til at blive en spændende og broget buket, som nok kunne være med til at skildre kirkelivet i stiftet.
Men i den allersidste fase af redaktionen viste det sig, at der var et par sider tilbage. Hvad skulle vi finde på? Var der noget, som vi manglede at skildre?
Her kom jeg i tanker om, at jeg jo faktisk kendte til en aktivitet, som man meget sjældent hører om eller ser beskrevet, nemlig en forbønsgruppe. Uden at vide hvor mange der findes, så ved jeg, at vi i stiftet har flere forbønsgrupper; men der var særligt én gruppe, som jeg kendte til, fordi den på et tidspunkt selv havde gjort mig opmærksom på sin eksistens.
Det var i august måned 2007 efter en gudstjeneste i Maribo domkirke, hvor jeg stod i våbenhuset og sagde farvel til menigheden. Pludselig var der en ældre kvinde, jeg ikke kendte, men som holdt mig fast i hånden og sagde, at hun blot ville fortælle mig, at de var en lille gruppe, som samledes til forbøn en gang om ugen. Hvis jeg havde brug for dem, så måtte jeg endelig sige til.
Et par dage efter fik jeg et brev, som jeg har fået lov til at bringe dette uddrag fra:
Kære Steen Skovsgaard
Tak for gudstjenesten i søndags i Maribo. Det var mig der nævnte, at vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt p.gr.a. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden, vi lever i. Ja, der er såmænd emner nok, bare på forsiden af avisen eller TV.
Vi beder meget for folk i høje stillinger, deriblandt vores biskop med familie…Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. En næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar.
Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård.
Alt godt til dig og din familie med Gud velsignelse.
Kærlig hilsen
Jeg har i de mellemliggende år gjort brug af gruppen flere gange, hvor jeg har ringet til denne kvinde, når jeg syntes, at der var forhold, som godt kunne have brug for ekstra forbøn. Hver gang er det blevet modtaget med stor glæde og forståelse og med løftet om, at det ville blive husket og taget med ved deres ugentlige møde.
Men jeg havde aldrig selv besøgt gruppen, og det kunne jeg nu godt tænke mig at benytte anledningen til og måske bringe en omtale af forbønsgruppen, hvis de ville give mig lov.
Så den første tirsdag i juli måned meldte jeg min ankomst og blev modtaget med åbne arme. Der var fire kvinder i stuen, én var fraværende på grund af sygdom. Jeg kunne se, at der måtte være sket en udskiftning i årenes løb, for ikke alle var over 70. De fortalte mig, at to var døde siden 2007, men der var kommet nye til. De gjorde mig opmærksom på, at de lægger stor vægt på den økumeniske sammensætning. Så der er både katolikker og folkekirkemedlemmer i gruppen.
På bordet var tændt to lys, der lå en bibel, salmebøger og hjemlandstoner, der var en lille ikon med en enkelt rose ved, og midt på bordet stod en skål fyldt med mange små sedler. Det var forskellige bønner og bedeemner. Nogle af sedlerne var håndskrevne, andre bestod af udklip, nogle var korte og andre lange.
Efter en kort samtale og introduktion, hvor biskoppen fik bordenden, gik vi i gang. Vi indledte med at synge en salme, lyttede til en Davids salme, hvorefter vi sagde trosbekendelsen højt sammen. Derpå tog man nogle af sedlerne fra krukken på bordet, og det samme gjorde jeg. For nu begyndte forbønnen. Det foregik ved, at man skiftedes til at læse én af de bønner eller bedeemner højt for hinanden, som man havde fundet i krukken. Den første seddel jeg trak, viste sig at være en takkebøn for de digtere og komponister, som har givet os de mange nye salmer. I mit stille sind måtte jeg indrømme, at det var et område, som jeg vist aldrig har husket at takke Gud for.
I løbet af den næste lille times tid, var der mange andre emner og bønner, som kom op af skålen og ud af hjerterne. Der blev bedt for det nære, for Lolland-Falsters Stift, for præsterne, menighederne, men også for en iransk præst, Farshid, som sidder fængslet i Iran, fordi han er kristen.
Det var mærkeligt, så naturligt det føltes at være en del af denne gruppe. Når man hører om en forbønsgruppe vil mange måske krumme tæer. For er det ikke for meget? Er det ikke grænseoverskridende? Er det ikke noget, man burde holde for sig selv eller i det skjulte? Skal vi ikke nøjes med at bede i lønkammeret?
Der er ingen tvivl om, at bønnen i lønkammeret bliver hørt, men der er til gengæld heller ingen tvivl om, at der er en stor værdi og velsignelse ved en forbønsgruppe. Det at være sammen med andre er både at få givet et fællesskab, men også at få givet nogle bønner, som man ikke selv kunne finde på. Og man bliver hjulpet til at fastholde en regelmæssighed og disciplin i bønnen.
Det fine ved denne form, som jeg oplevede, var, at man var helt fri til at formulere sine egne bønner, hvis man syntes; men det var ligeså naturligt, hvis man læste op fra én af disse mange sedler. Og som de fortalte mig: Vi har mange flere sedler end de her!
Så der er ingen fare for, at gruppen løber tør for emner. For hvor er der dog i grunden meget at bede om og takke for, når man først kommer i gang. Mere end selv en biskop ved af.
Vi sluttede med at bede Fadervor højt i kor og lyse velsignelsen, mens vi holdt hinanden i hånden.
Hvorefter der naturligvis var kaffe og medbragt kage, som det hører sig til i kirkelige sammenhænge.
I 17 år har denne gruppe mødtes, trofast uge efter uge. Som nævnt er der sket flere udskiftninger i årenes løb, men hver gang er der kommet nye til, så bønnens flamme er blevet holdt i live.
Gruppen holder ikke sommerferie – den fortsætter sin forbøn hver tirsdag i sommervarmen.
På vegne af de mange mennesker, præster, biskopper, politikere, menigheder, som er omfattet af disse få kvinders trofaste forbøn, vil jeg sige dem tak. For kirken kan ikke undvære deres og den enkeltes trofaste forbøn. Den er intet mindre end drivremmen i kirkens arbejde. Jeg er glad for og taknemlig over, at jeg nu har haft lejlighed til at være på besøg og stiftet bekendtskab med dette lille hjørne af Herrens vingård. Eller som jeg har skrevet i min artikel til vort årshæfte: Jeg har været på besøg i Folkekirkens maskinrum. I denne lille stue, hvor der gøres et stille, trofast og upåagtet – men uundværligt – arbejde.
På skålens kant stod skrevet: ”Herre hør vor bøn!”
Det glædelige er, at det gør han. Som Jesus siger i Mattæusevangeliet kap 7, vers 7: “Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, der beder, får, …”!
Steen Skovsgaard
dommedag i islam og kristendom 