Herre forbarm dig! En kort bøn på bods- og bededag

 

Kære Gud

Der er så meget i tiden, som bekymrer os.

Så meget der gør ondt og gør os bange:

Krige, terror, klimaforandringer

Flygtningestrømmene ind i landet – og pengestrømmene ud af landet.

Grådige hjerter, kolde hjerter, knuste hjerter.

Rådvildhed, egoisme, ligegyldighed.

Vi indrømmer, at vi har vores andel i det hele.

Derfor bekender vi vor skyld og alle vore synder:

Vore fejl, fejhed, frygt

Vores manglende kærlighed – hvor vi burde elske

Vores tavshed – hvor vi burde tale

Vore mange ord – hvor vi burde tie

Vort manglende mod – hvor vi skulle stå fast.

Herre, tilgiv os.

Kom os til hjælp med dit lys, din trøst, tilgivelse, kærlighed og styrke.

Forny vor tro – vort håb – vores kærlighed til dig og til hinanden.

Gør os brændende i Ånden.

Forbarm dig over os.

Herre, hør vor bøn!

 

Reklamer
Standard

Så giv da Gud dit hjerte…

Kære konfirmand

Til lykke med konfirmationen. Jeg håber, at du har haft en god konfirmationsforberedelse, og at du har lært din kirke og din præst bedre at kende. Jeg håber også – hvis du allerede nu er blevet konfirmeret – at det har været en festlig konfirmationsdag både i kirken og derhjemme, og selvfølgelig også, at du har fået nogle gode gaver.

I år er det præcis 50 år siden, at jeg selv blev konfirmeret. Vi havde en oldgammel præst på 52 år, som underviste os på skolen. Det var ikke altid spændende. Faktisk kunne det godt være kedeligt indimellem, og vi var heller ikke særlig stille. Den bedste time, vi havde, var den dag, hvor vi var oppe i kirketårnet, og graveren ringede med kirkeklokken. Og så afslutningen hjemme hos præsten, hvor vi fik hotdogs.

Jeg kunne godt li’ vores præst, som vi kaldte: pastor Knudsen. Når han stod på prædikestolen, kunne man ikke lade være med at følge med i det, han sagde. Han stod ikke og læste op, men talte lige ud af hjertet. Ved altergangen lagde han hænderne på hovedet af os, inden vi fik brød og vin. Og så kan jeg også huske konfirmationen. Her skulle vi sige ja til trosbekendelsen, og bagefter sagde han: ”Så giv da Gud dit hjerte og mig din hånd!” Så gav vi ham hånden. Jeg syntes, det var helt OK og tænkte ikke så meget over, hvad det var han sagde. Det er først langt senere, at jeg har tænkt over ordene. Din præst har måske ikke sagt de samme ord ved din konfirmation. I grunden er det synd, for det er det, som troen handler om. Gud spørger efter vores hjerte. Det gør han ved konfirmationen, og det gør han hver eneste dag og til hver eneste gudstjeneste. Gud ønsker inderligt at få vores hjerte. Han elsker os og ønsker, at vi skal elske Ham.

Det mærkelige er, at ikke engang Gud er herre over vores kærlighed. Kærlighed kan man aldrig kræve eller tvinge. Kærlighed kan man kun vise og give – glad og gerne.

Ved din konfirmation har du fået meget. Du har fået gaver, opmærksomhed, kærlighed og Guds velsignelse. Men det allervigtigste er alligevel det, som du selv kan give: nemlig din kærlighed og dit hjerte.

Derfor: Så giv da Gud dit hjerte!

 

 

Standard

Nej til fællesbøn – ja til fællesskab

Jeg vil hermed forsøge kort at redegøre for mine udtalelser om den afholdte mindegudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor der blev læst op af Koranen. Normalt blander vi os som biskopper ikke i hinandens stifter, men da gudstjenesten var udførligt omtalt i Kristeligt Dagblad og siden blev fulgt op af en debat, har jeg fundet det rimeligt i forskellige interviews og på facebook at give udtryk for min principielle holdning til fællesbøn/-gudstjenester mellem kristne og muslimer.

Det er et område, som jeg er engageret i og tidligere har beskæftiget mig en del med i min egenskab som sognepræst i Gellerup Sogn og stiftspræst vedr. islam og kristendom i Aarhus Stift. Mine holdninger og erfaringer har jeg skildret bl.a. i to bøger: ”De fremmede har I altid hos jer” (1994) og: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” (2004).

Når jeg ikke mener, at muslimer og kristne skal holde fællesgudstjenester eller bede offentligt sammen (privat kan man jo gøre, som man vil), skyldes det ganske enkelt, at islam og kristendom er to forskellige religioner. En fællesbøn eller gudstjeneste, hvor man inddrager hinandens helligtekster eller bønner, vil derfor kunne give indtryk af, at der består et åndeligt fællesskab, hvilket ikke kan være til stede. Islam modsiger det inderste i den kristne tro, og en sådan modsigelse skal efter min mening ikke finde sted ved en gudstjeneste.

Hvis man arrangerer en fællesgudstjeneste/-bøn for at vise solidaritet, menneskeligt fællesskab, social forståelse og anerkendelse o.a. – så mister bønnen karakter af bøn. I stedet vil man kunne tale om, at vi så beder for et syns skyld, hvilket Jesus advarer imod (Matt 6,5ff). Gudstjenesten er heller ikke stedet, hvor vi løser konflikter eller bliver gode venner. Det løses udenfor gudstjenesten og skal i øvrigt altid løses, inden vi holder gudstjeneste. Som Jesus siger i Matt 5 23ff: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.”

Til slut vil jeg understrege, at mit synspunkt hverken er udtryk for frygt, manglende forståelse for eller vilje til at lytte til andre, ligesom det heller ikke er en modvilje mod at have fællesskab med muslimer. Faktisk er mødet mellem kristne og muslimer noget af det, som jeg har været med til at praktisere og været fortaler for igennem mange år: fællesspisning, fællesmøder, fællesrejser, debatmøder, samtalegrupper, studiekredse, besøg, udstilling er bare nogle af de steder, hvor jeg personligt med glæde og nysgerrighed har været sammen med muslimer. Det er nemlig udfordrende at møde den andens tro, at lytte, tale, blive modsagt og modsige. Gudstjenesten er blot ikke stedet for dette møde. Her er vi vendt imod Gud og kommer for at høre, hvad Han vil tale til os.

Derudover har vi heldigvis masser af muligheder for at mødes, tale med og gøre godt imod hinanden.

Steen Skovsgaard

Standard