I programmet ”Tidsånd” på P1 har man de seneste uger kunnet høre forskellige bud på nye trosbekendelser. Jeg har ikke haft lejlighed til at studere alle forslagene, men sognepræst Jens Ole Christensen fortæller i Kristeligt Dagblad den 21.10., at talen om Jesu genkomst åbenbart er fraværende i disse nye trosbekendelser. Mon da ikke også troen på dommedag er forsvundet? Det kan man vel formode.
Og det er da mere end en tanke værd. I hver eneste af de fem folkekirkelige bekendelser har Jesu komme og dommedag nemlig en helt afgørende betydning: ”Vi tror, at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde”. De ord kommer klart og utvetydigt til udtryk ikke bare i den apostolske trosbekendelse, men også i den nikænske og den athanasianske trosbekendelse samt i Luthers lille katekismus og den augsburgske bekendelse. Alle disse 5 bekendelsesskrifter udtrykker troen på og forventningen til Jesu komme og dommedag som en del af den kristne tro. Der vil komme en dag, hvor Jesus skal komme igen, og hvor vi skal stå til regnskab, for hvad vi har sagt og gjort.
Hvorfor er dette ikke med i disse nye trosbekendelser? Er det en forglemmelse? Eller bevidst udeladelse? Tror vi ikke længere på det? Er vi forlegne over at tale om og tro på det? Forarger det os? Eller fortrænger vi det simpelt hen, fordi vi ikke tør tro på, at vi virkelig – som Jesus siger det – skal komme til at stå til regnskab endda for ethvert unyttigt ord, som vi har sagt?
Jeg er netop påbegyndt et treårigt forskningsprojekt på Aarhus Universitet, som drejer sig om en sammenligning af Jesu komme og dommedag i islam og kristendommen. De fleste vil sikkert undre sig over, at muslimer venter Jesu genkomst; men det bør alligevel vække større undren, hvis kristne ikke længere venter eller tror på, at Jesus skal komme igen. Og hvad med dommedag? Muslimer tror på dommedag og imødeser den med både frygt og stor alvor. Kristne tænker..ja, hvad tænker nutidens kristne i grunden om det? Dette håber jeg også kan blive en del af mit forskningsprojekt.
Mit udgangspunkt er, at troen på Jesu komme og dommedag er en central del af den kristne tro og bør være en vigtig drivkraft og understrøm for hver eneste levet dag som kristen. Vel at mærke ikke, så vi skal skælve og bæve og fryse fast i frygt for den kommende dom. For dommen er givet med Jesus Kristus. Evangeliet forkynder, at Gud på dommens dag vil vise sig at være bedre og mere kærlig, end vi gør os nogen forestilling om. Men vi slipper ikke for mødet med Ham og for den smerte det er at skulle indse og erkende vore forsyndelser, svigt og fejl.
Så dette liv er vigtigt. Det er Gudgivent, og vi skal passe på det og værne om hinanden ”med regnskabsdagen for øje”, som det i øvrigt hedder i præsteløftet.
I sin bog: Skabelse og tilintetgørelse skriver K.E.Løgstrup:
”Kristendommen giver den kristne tilbage til det dennesidige liv for at være optaget af dets gøremål og leve det på dets egne, allerede givne og skabte vilkår.”
At det så alligevel går galt forklarer Løgstrup med flg. afsluttende overvejelse:
”Kristendommen har sat vor magt, suverænitet og formvilje ud i det fri og givet dem hele den profane verden til objekt og råmateriale uden at lade dem kende til grænser, uden at lade dem gøre holdt nogen steder. Men det vil sige, kristendommen er blevet vor vestlige kulturs ulykke. Hvorfor? Fordi vi har taget dens styrkelse af vor magt, frihed, suverænitet, formvilje ud af spændingsforholdet til den forståelse af, at vort liv og verden er skabt, som også hører kristendommen til, men som vi har skudt i baggrunden, ikke ænset som andet eller mere end et medslæbt dogme.”
Jeg tror dog ikke – som Løgstrup – at det er den manglende skabelsestro, som har skylden. Jeg tror snarere, at det kan skyldes en manglende tro på og forventning til Jesu genkomst og dommedag.
Derfor kan der godt være grund til at takke muslimerne, som – alle forskelle til trods – minder os om både Jesu genkomst og dommedag.
Det, som vi tilsyneladende er ved at glemme.
Steen Skovsgaard
dommedag i islam og kristendom 