Er Gud og Allah i familie?

Er Gud og Allah i familie?

Det er titlen på en bog om religionsmødet i konfirmandforberedelsen. Bogen er skrevet af Christa Lund Herum og Pernille Nærvig Petersen, og formålet er bl.a:

– at hjælpe konfirmanderne til en kristen erkendelse (tro?)

– at lære konfirmanderne at blive klogere på sig selv og deres kristne udgangspunkt (tro?) samt

– at lære konfirmanderne at møde andres tro (!) med åbenhed og positiv nysgerrighed.

Troen nævnes med andre ord, når det gælder de andre, men ikke når det gælder kristendommen. Det er bemærkelsesværdigt, ligesom det også er tankevækkende, at forfatterne takker Amiah Tønnsen og Safet Bektovic for teologisk konsulentbistand. Det kunne nu nok have pyntet og været formålstjenligt, hvis der også havde været anvendt en kristen teologisk konsulentbistand. Så ville man have undgået flg. udsagn om treenighedslæren: ”Er treenighedslæren og Guds 99 navne så blot to forskellige forklaringsmodeller for Gud? Ja, det kan man sige…begge modeller er menneskelige forsøg på at forklare og definere det uforklarlige, som både kristne og muslimer tror på: nemlig én Gud, som er alt det, mennesket ikke selv er, og som man derfor knap kan fatte. Men med Treenighedslæren og Guds 99 navne forsøger vi i det mindste.”

Forfatternes tilgang til religionsmødet er at fremhæve lighederne og underbetone forskellene mellem islam og kristendommen. Fra mine egne erfaringer med religionsmøde fører dette snarere til uklarhed, for det er først, når vi ser og tør se forskellene i øjnene, at vi ser klart.

En sådan underbetoning af forskellene fører f.eks. til flg. påstand: ”I både kristendom og islam er Gud kærlig.” Her springer forfatterne med andre ord helt over det centrale kristne udsagn om Gud: ”Gud er kærlighed”. Det er om disse ord, at Regin Prenter siger: ”Andet og mere end det, der er sagt i disse tre ord, hverken kan eller vil treenighedslæren udtrykke.”

Til oplysning om forskellen mellem Guds kærlighed i kristendommen og islam kunne forfatterne have hentet nyttig inspiration i den syriske teolog Chawkat Moucarry, som i sin bog: At være tro mod tro (Unitas 2001) skriver (sd 94-95):

”Hvordan med Guds kærlighed i islam? Det er bestemt ikke i centrum af Koranens budskab. Hvad der står forrest er Guds enhed og nåde. Det almindelige arabiske ord for et kærligt menneske er alhuhibb, hvad der ikke er et af Guds allersmukkeste navne. I stedet har vi navnet al-wadud, som kun optræder to gange i Koranen…Koranen taler om Guds kærlighed mod mennesker. Det er en kærlighed, der er betinget af deres lydighed.” Som Chawkat Moucarry gør opmærksom på, så står det ”i stærk modsætning til den kærlighed, Gud har vist i Jesus Kristus: ’Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.’” (1. Joh 4,10).

Om Gud og Allah er i familie?

Forfatterne svarer ikke på spørgsmålet, og de lægger sig heller ikke ”fast på en bestemt tolkning af, hvem eller hvordan mennesket frelses…”

Det er i grunden mærkeligt – og kedeligt.

Steen Skovsgaard

 

Reklamer
Standard

Strid troens gode strid! Ordinationstale den 22. juni 2014

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde skriver Paulus i 1. Timotheusbrev kap 6, vers 12:

Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.

 

Strid troens gode strid – skriver Paulus til Timotheus. Ordene er fra dagens epistel, og den er oplagt at minde dig om i dag på din ordinationsdag. Jeg burde måske også have læst det foregående vers, hvor Paulus skriver til Timoteus, at han skal ”stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.”

Alt dette er nemlig udtryk for hvad der er troens gode strid. Det er det, som du skal stræbe efter og kæmpe for.

Men hvorfor dog så i grunden tale om strid? Når det er kærlighed, fred, glæde, retfærdighed og tro, som det handler om, og som du skal forkynde, hvordan skal det dog så kunne vække modstand og blive anledning til strid?

Ja, det er det mærkelige, at evangeliet ofte vil kalde på modstand og modsigelse. Det kan komme til udtryk på flere forskellige måder. Det kan være i form af modstand eller modsigelse, hvor man direkte bliver modsagt, men man kan også opleve det, som Paulus skriver om i sit andet brev til Timoteus – det som du skal høre om lidt ved læsningerne, hvor Paulus forudser, at ”der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.”

Når man ikke ønsker at blive modsagt, så kan man jo ansætte præster, som siger det man selv vil høre.

Men alt det er blot den ene side af kampen og striden.

Den anden side kommer fra os selv som præster. For tør vi nu også tale ordentligt og klart om disse store og svære og dybt forargelige emner i evangeliet: Forsoningen? Jesu lidelse og død? Hans opstandelse og genkomst? Tør vi tale frit og åbent om frelse og fortabelse, sådan som vi drøftede det i fredags til din bispeeksamen. Tør vi sige, at Jesus er den eneste vej til frelse? Tør vi sige det højt og klart, så alle hører det, i en verden, hvor alt jo og alle religioner er mere eller mindre lige gode? Og hvor man i hvert fald ikke skal gå og påstå, at man kender sandheden. For de andre kan vel også have ret, som det hedder.

Det er her gælder det om at holde fast, at være modig og stærk og klar til at stride troens gode strid, sådan som disciplene og apostlene var det. Som vi hører om Peter, da han bliver bedt om overfor det store jødiske råd at redegøre for sin tro, og hvor han frimodigt og åbent siger: ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved!”

Det er klar tale. Klar og forargelig. Og han undgår da heller ikke striden, men ender med at lide martyrdøden.

Nu risikerer vi vel ikke martyrdøden som præster, men modstanden undgår vi ikke. Og hvis vi gør, hvis vi aldrig oplever at vort budskab vækker modsigelse eller forargelse, ja så bør vi nok stille os det alvorlige spørgsmål, om det kan være fordi vi ikke forkynder evangeliet klart nok? Er vi gået hen og blevet for satte, for velbehagelige og selvtilfredse? Har vi erstattet evangeliet med én eller anden blød og ligegyldig tolerance, som ikke vækker anstød eller kalder på modstand og strid?

For evangeliet er forargeligt.

Det har de moderne ateister da også for længst fået øje på. De er særligt voldsomme og hårde imod kristendommen. Og når man læser disse indlæg og angreb fra ateister, så er det ofte de kristne og de kristne dogmer, som må holde for. Dem kan de ikke tåle at høre eller læse om.

Men hvorfor dog? Hvorfor al denne strid om en så fredelig religion som kristendommen, hvis man da overhovedet tør kalde kristendommen for en religion?

I Nis Petersens Sandalmagernes gade kan man læse en samtale mellem Cæcilia og Marcellus fra det gamle Rom, som giver en god forklaring på, hvorfor det kristne budskab vækker strid:

Det er Cæcilie, der er kristen, som spørger: ”Hvorfor hader de os, Marcellus? Der er dog østfra kommet mange andre mysterier, som man har taget vel imod.”

”Der er den forskel, at de andre har forstået at indordne sig under eller samarbejde med vore gamle præsteskaber”, svarede Marcellus: ”De har – om jeg så må sige – bare bedt om en hylde i butikken; men kristendommen forlanger alle hylder. Det skal jo føre til krig!”

Det er en præcis formulering af Jesu anliggende: Jesus forlanger alle hylder. Der er ikke noget over eller ved siden af ham. Der er ikke nogen vej til Gud udenom ham. Han er vejen, sandheden og livet. Og det er ikke særlig tolerant. Det er svært at sluge. Her må ateisterne, muslimerne og alle andre religioner pakke sammen og protestere og kalde til strid.

Strid troens gode strid. Det er den opgave, som du i dag indvies til som præst. Du – og vi andre som er samlet omkring dig – ved selv, hvor stor opgaven er. Den kan føles helt uoverkommelig og uoverskuelig og er fyldt med anfægtelser og spørgsmål; men det er derfor vi holder ordination. Her samles vi med og omkring dig for at nedbede Helligånden over dig og din gerning. Vi ved nemlig, at uden Guds hjælp og vejledning, uden Helligåndens kraft, der magter du intet. Men med Helligåndens hjælp magter du det umulige. I Grundtvigs ordinationssalme bad vi da også Helligånden om at give dig mod og kraft til fast at stå og visdom til al kløgt at slå,..tålmodighed i prøvens tid, og sejer i den gode strid!

Helligånden selv vil give dig sejr i den gode strid. Vi tror på, at Gud selv ved sin Helligånd vil være med dig og styrke dig i din tjeneste.

Det er det store og guddommelige løfte, som du i dag får lov at høre. Du indsættes i en præstetjeneste, hvor alt ikke afhænger af dig og dine fortræffeligheder eller styrke. Men det afhænger af Gud.

Det er derfor også ham, som vi nu om lidt overgiver dig og din præstetjeneste til – i troen på, som det hedder, at han selv vil danne og dueliggøre dig til din tjeneste.

Gud vil danne og dueliggøre dig – ligesom vi tror, at han også har dannet og dueliggjort os i vor tjeneste.

Så velkommen i klubben kan vi sige – velkommen i dette uduelige selskab, hvor vi alle får at vide, at vi ikke duer i os selv. At vi aldrig af os selv ville kunne få kræfter og mod til som præster og forkyndere at stride troens gode strid – hvis ikke Gud var med os.

Så bed til Gud. Bed dagligt Helligånden om styrke og kraft til at stride troens gode strid. Og vær frimodig og glad og tryg.

Gud være med dig og danne og dueliggøre dig, velsigne dig og værne dig imod alt ondt – i troens gode strid.

Gud i vold!

Standard

hvis jeg var blevet inviteret…

Hvis jeg var blevet inviteret til åbningen af moskeen i Kbh, så havde jeg sagt ja-tak og mødt frem, hvis jeg havde haft mulighed for det.

Tænk på Jesus. Han lod sig invitere og sad til bords med alle: toldere, syndere, farisæere. Han holdt sig ikke for god til at tage imod invitationer, ligesom han heller ikke sorterede i sine egne indbydelser.

Og hvem ved, hvad der kunne være sket i dagens og samtalens løb. Der kunne måske opstå en mulighed for at fortælle om Jesus. ”Glem ikke gæstfriheden” – står der i Hebræerbrevet kap 13: ”for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.”

Standard

Grundlovstale – om fædrelandskærlighed

Uddrag af min grundlovstale 2014

Jeg holdt talen ved siden af en buste af biskop D.G. Monrad – grundlovens fader. Under busten har jeg for et par år siden sat en lille indskrift: ”Han var tro sin frelser og sit fædreland.” Det var nemlig den indskrift, som Monrad selv ønskede skulle stå på hans gravsten.

”Den indskrift har jeg lyst til at standse op ved i dag, hvor vi markerer grundlovens 165 års fødselsdag. Monrad ønskede personligt og kæmpede for at være tro – både mod sin frelser, Jesus Kristus – og altså imod sit fædreland, Danmark.

Der er dem, der vil sige, at det lykkedes ikke særlig godt, i og med at vi mistede 1/3 del af Danmarks rige, mens han var statsminister – men det rokker ikke ved den kendsgerning, at han elskede Danmark. Det var han ikke den eneste der gjorde. Der var en udbredt nationalfølelse i 1800-tallet. Det er da også i 1800-tallet at de store og smukke fædrelandssange er skrevet. Bl.a. også den som vi plejer at synge her ved grundlovsmødet, og som vi skal synge her om lidt: I Danmark er jeg født. Her lyder omkvædet: Dig elsker jeg – Danmark mit fædreland.

Nu har vi jo lige haft valg til Eu-parlamentet. Her viste resultatet, at der er en udbredt skepsis i befolkningen i forhold til EU.

Det kan man reagere på eller tolke på flere måder:

»Jeg flytter til Berlin«, »Lorteland«, »Hvordan kan vælgere være så dumme?«, »Hvem vil være med til at lave et nyt land?« sådan lød nogle af reaktionerne.

Andre har været mere besindige, for man kan jo også vælge at tolke skepsis’en som et udtryk for en form for fædrelandskærlighed.

Der var i hvert fald i sidste uge en tankevækkende kronik i Information af en venstrefløjs aktivist Claus Pedersen, som anklagede sine egne på vestrefløjen for i alt for høj grad at tale nedsættende om danskhed og nationalfølelse. Han skriver i kronikken:

”Glemt er det, at nationalisme har spillet en helt central positiv rolle i de tidligere koloniers frigørelse fra imperialismen. Glemt er det, at fremvæksten af stabile stater har medført de længste perioder med fred i verdenshistorien.

Søndag aften” – skrev han – ”blev det slået fast med syvtommersøm: Den danske befolkning har et massivt behov for tryghed. Befolkningen oplever arbejdsløshed, fremmede sprog på gaden om aftenen, landet er i krig, og så taler den politiske elite om at afgive mere magt til folk, der taler fremmede sprog, og til institutioner, som ikke er demokratiske. Vælgerne har gennem årtier peget på løsningen – tryghed i et nationalt fællesskab. Omvendt har venstrefløjen gennem lige så lang tid latterliggjort og afvist dette fællesskab.”

Jeg tror, at der er en vigtig sandhed gemt i dette – og som Monrad og mange andre på hans tid var eksponent for: Nationalfølelsen skal vi ikke vrænge ad. Det skal vi værne om. Fædrelandskærlighed er et gammeldags ord – men den bør være et fælles anliggende. Den må ikke være forbeholdt nogle få partier.

Jeg har netop læst Ahmed Akkaris bog: Farvel til Islamismen. Det er en modig bog. Her fortæller Ahmed Akkari – som jeg i øvrigt har kendt meget godt fra min tid som præst i Aarhus – hvordan han og de øvrige imamer under Muhammed-krisen bevidst bekæmpede Danmark.

De havde ingen nationalfølelse. I hvert fald ikke til Danmark. De var styret af den store ide om og anstrengelse for at udbrede islam og Sharia. Danmark var efter deres mening et lorteland – et dybt vantro land, som blot skulle bekæmpes. Det fortjente ikke andet.

Men nu ser han som bekendt helt anderledes på det. Han er vendt fuldstædig rundt, som på en tallerken. Og hvad var grunden? Det fortæller han om i bogen. Han skriver bl.a. om, hvordan han – på et tidspunkt da Muhammedkrisen var på sit højeste – blev interviewet til det amerikanske TV-program ”60 Minutes”. Udsendelsen blev egentlig vinklet som en støtte til imamerne – men – som Ahmed Akkari skriver: ”Det, der for alvor hang fast, var udsendelsens indledende præsentation af Danmark. Her hed det:

-Man skal lede længe for at finde et land med et bedre omdømme end Danmark. Det er ikke alene hjem for H.C.Andersen. Landet synes også at leve i et af hans eventyr. Indbyggerne er smukke og velstående, jorden er grøn og frodig, og byerne er farverige og pinligt rene.” Sådan fortalte den amerikanske TV-rapporter Bob Simon med blød stemme.

Alt imens blev seerne præsenteret for billeder af livgarden ved Aamalienborg, smilende piger på skøjter og solbeskinnede parker og gadekær. Og de kunne jo også have valgt et klip fra et grundlovsmøde, som her.

Og Akkari forsætter: ”Selvom jeg i 2006 havde boet i Danmark i næsten 17 år, havde jeg aldrig tidligere tænkt sådan på mit nye hjemland. Måske derfor satte ordene sig dybt i mine tanker. Pludselig kunne jeg se, hvad det var, amerikanerne så, og hvad det var, jeg selv havde været blind for i alle disse år: At Danmark i mange sammenhænge virkelig er som et lille vidunderland…

Det var – fortsætter han – første gang i årevis, at mine islamistiske skyklapper gled lidt til side og tillod en stribe af lys fra den ellers fordømte vantro verden at slippe ind. Lige der – i øjeblikket – ændrede det intet. Men det lagde kimen til den totale forandring, der snart skulle begynde.”

Han fik med andre ord øjnene op for det land, som havde taget så godt imod ham, han fik langsomt tændt kærligheden til landet – og nu har han valgt så vidt det står til ham, at være tro imod Danmark.

Her havde han i mange år gået rundt og troet, at det alene gjaldt om at være tro mod Gud, tro imod Allah – men så opdager han, at kærligheden til Gud aldrig kan eller må stå alene. Den må vejes op af kærligheden til næsten. Det er da også det, som Jesus understreger, da han engang bliver spurgt om hvad der er det største bud i loven. Og han svarer: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte af hele sin sjæl og hele dit sind. Det er det første og største bud, ”Men” siger han – og der står udtrykkelig: ”Men” – der er et bud som er lige med det og det er: Du skal elske din næste som dig selv.

Derfor var det heller ikke nok for Monrad at være tro mod frelseren – det er ligeså vigtigt at være tro mod sin næste og sit land.

Det er vigtigt at få understreget på en grundlovsdag. Vi skal alle gøre, hvad vi kan for at værne om vort land, og vi skal huske at skønne på det. Fædrelandskærligheden skal gennemsyre os alle som borgere i landet.

Til slut vil jeg lade Ahmed Akkari få det sidste ord på denne grundlovsdag. Han slutter nemlig sin bog af med en tankevækkende og skarpe appel til det danske folk:

Danmark stor overfor en værdipolitisk udfordring, der spænder over politiske kløfter. Udfordringen handler om selve demokratiets grundværdier, og den må ikke drukne i en spiral af negative partipolitiske skænderier. For mennesker, der ikke deler demokratiets værdier, gør nytte af striden.

Skal vi bevare Danmark som et demokratisk, socialt-liberalt samfund, og der brug for en utvetydig afklaring, som bygger bro…

Vi skal styrke loyaliteten over for Danmarks demokratiske grundværdier og parlamentarismen som modpol til de autoritære tanker, som også religion kan være en kilde til. Og vi skal kræve, at de mennesker, der bor her i landet, yder et aktivt bidrag til samfundet ved enten at søge uddannelse eller arbejde, så de lovligt kan forsørge sig selv

Vi har brug for demokrativenlige religioner i liberale samfund med værdier som frihed for individet og pragmatisk overensstemmelse mellem partier.

Til Danmark vil jeg til slut gerne sige: Undskyld. Og tak for alt.”

Som sagt er det en modig bog. Den er et vigtigt forsvar for vore værdier, og det er særligt opmuntrende at høre det sagt af én, som i mange år har betragtet sig selv som en fremmed og en fjende af landet.

Hans kærlighed til Danmark og vore grundlovssikrede rettigheder og værdier gør indtryk og smitter. Den kan være med til at styrke vores kærlighed til hinanden og til vort land. Tænk, at vi har dette land at bo og leve i. Det er da en stor velsignelse, som vi har al mulig grund til at skønne på og takke for.

Standard