Messefald

“Kirkens opsyn med aflyste gudstjenester sejler.”

Under denne overskrift kan man i dagens Kristeligt Dagblad læse, at danskernes kirkegang er endt i et kludetæppe af modstridende tal, hvilket i flg. en forsker er et gigantisk problem.

I al stilfærdighed kan jeg oplyse, at tallene for Lolland-Falsters Stift ser således ud for 1. halvår af 2015 (1.1.-31.6. 2015) – hvilket betyder at antallet af messefald er halveret i forhold til tidligere:

Messefald 25
Gudstjenester m. 1 deltager 33
Gudstjenester m. 2 deltagere 57
Gudstjenester m. 3. deltagere 70
Reklamer
Standard

Jesus som uromager

Prædiken til 2. juledag

”Far, elsker du Gud mere, end du elsker mig?” Sådan spørger en datter sin far i en film om Jehovas Vidner. Faren er ældste i menigheden, og filmen handler om datterens oprør imod bevægelsen. Til slut i filmen sættes det hele på spidsen med hendes spørgsmål: ”Elsker du Gud mere end mig?”

Og faren svarer: ”Ja, det gør jeg. Det ved du da!”

”Jamen hvorfor?” – spørger hun.

Faren svarer: ”Det er fordi Gud har skabt mig, og Gud har frelst mig!”

”Hvor er du egoistisk!” svarer datteren, vender ryggen til faren og bevægelsen – og går.

Det er mange år siden jeg så filmen: ”To verdener”, som den hedder – og især denne afslutningsscene brændte sig fast i mig.

At elske Gud mere end sine børn. Kan man det? Eller skal man virkelig det?

Umiddelbart kan det godt se sådan ud, når vi hører evangeliet til i dag, hvor Jesus siger, at den der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og jeg er ikke kommet for at bringe fred – men sværd.

Så har faren i Jehovas Vidner ikke ret? Og hvad med de islamister og terrorister, som slår ihjel med sværd og råber: Gud er større! Har de så ikke også ret ifølge Jesus?

Til det er der kun at sige højt og tydeligt: Nej! Jesus taler ikke om at elske Gud mere end familien. Evangeliet er derimod en advarsel imod at gradbøje kærligheden. Det drejer sig ikke om at elske mere end – det drejer sig kort og godt om at elske.

Da Jesus engang bliver spurgt om, hvad der er det største bud i loven siger han: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Buddene vejer med andre ord lige meget: Kærligheden til næsten står på linje med kærligheden til Gud.

Derfor har vi heller ikke lov til at sætte kærligheden til Gud højere end kærligheden til næsten eller til familien.

Det dobbelte kærlighedsbud betyder, at kærligheden skal være fuldt og helt vendt mod Gud og imod næsten. Som mennesker er vi sat i en balance mellem kærligheden til Gud og kærligheden til næsten. Det er vores bestemmelse, hvad enten vi ved det eller tror det – eller ej.

Så er der ganske vist dem, som vil sige, at de kan undvære Gud, ja, som helt fornægter Gud.

Det fortælles om forfatteren og ateisten Aksel Sandemose, at han en nat drømte, at han så Jesus stå ved fodenden af sin seng. Aksel Sandemose sagde: gå væk, jeg tror jo ikke på dig. Men Jesus sagde stille: Lille Aksel, der er noget du har misforstået. Det er ikke dig, som ikke tror på mig. Det er mig, som ikke længere tror på dig! Og så vendte han ryggen til ham og gik sin vej.

Det er jo en skræmmende drøm; men det er ikke desto mindre det, som Jesus siger og advarer om i evangeliet til i dag. Den, der fornægter mig overfor mennesker, vil jeg også fornægte overfor min fader, som er i himlene.

Det har med andre ord konsekvenser at vende ryggen til Gud og fornægte hans søn.

I dag hører vi om mennesker som fornægter Jesus og budskabet om ham. 2. juledag hører vi om det, som vi også kan læse om i begyndelsen af Johannesevangeliet, hvor det om Jesus hedder: ”Han kom til sit eget, og han egne tog ikke imod ham.”

Hans egne ville ikke vide af ham. Det er temaet for 2. juledag. I dag hører vi om dem, som ikke ville og stadig ikke vil vide af ham. Men som fornægter ham.

De slog Jesus ihjel, langfredag. Og som vi hørte det i epistelen, så slog de også de første vidner ihjel. Stefanus, kirkens første martyr, som har givet navn til dagen i dag, Skt. Stefans dag, blev stenet og døde på en voldsom måde. Og sådan sker det stadig. Kristne over hele jorden bliver forfulgt og dræbt, og det mere end nogensinde tidligere. Der sker så store og omfattende kristenforfølgelser, at vi ikke gør os nogen forestilling om omfanget.

Men hvorfor i grunden? Hvorfor møder evangeliet denne voldsomme modstand?

Svaret er, at evangeliet i sig selv er som en modstand eller en modstrøm i verden. Jesus er en uromager i en mørk og kold verden. Mørket hader lyset, ondskaben vil ikke vide af godheden, kulden kæmper imod varmen.

Den gamle præst og missionær Albert Schweitzer sammenligner et sted Guds kraft og Guds ånd med golfstrømmen. ”Lad mig anvende en lignelse!”, skriver han. ”Vi har et ocean. Koldt vand, uden bevægelse. Men i oceanet løber golfstrømmen, varmt vand, der strømmer fra Ækvator til Nordpolen. Spørg kun alle lærde, hvorledes man fysisk kan forestille sig, at der mellem oceanets vande, som mellem to bredder, flyder en strøm varmt vand, bevæget i det ubevægede, varmt i det kolde. De kan ikke forklare det! Således er kærlighedens Gud.”

Gud og Guds kærlighed er som golfstrømmen. Den er usynlig, men varm og livgivende. Og den er netop en modstrøm. Den går sine egne veje igennem kolde oceaner.

Sådan er Guds kærlighed i kamp mod alle de mørkets magter, som er omkring os og indeni os. Det lille Jesusbarn, som fødtes i Betlehem julenat, er en uromager. Han er, som ethvert andet lille barn, den der vender op og ned på familiens dagligdag og døgnrytme. Ikke så alt fra nu af er lutter fred og ro og idyl. Tværtimod! Der kommer gråd, smerte, kamp og bekymringer ind i hjemmet. Og intet er længere det samme.

Sådan er det med julen. Juledag kommer barnet til verden og alle fryder og glæder sig. 2. juledag er den dag, hvor det nyfødte barn kommer hjem og for alvor gør sit indtog og sætter sit præg i hjemmet. Nu er der slid og slæb og strid; men det er til gengæld et slid og slæb, som man for alt i verden ikke vil miste eller undvære. For det netop kærligheden og kærlighedens pris, at der følger uro, bekymringer og kampe med.

Det er det, som 2. juledag fortæller os, og som vi har brug for at blive mindet om i en verden, hvor den højeste lykke ofte skildres som det pæne, glatte og smertefrie liv. Og hvor vi bilder os ind, at kærlighed alene handler om, hvad jeg kan få.

Men det er ikke et sådant liv, som Gud lover os del i eller ønsker at give os. Tværtimod. Vi bliver lovet masser af bekymringer, smerter, forfølgelser, lidelser – ja, kors; men som et nybagt forældrepar får vi så meget mere i tilgift, at vi ikke ville undvære noget af det hele.

I oktober måned var jeg sammen med vores børn og børnebørn på et par dages vandretur på hærvejen. Her kom vi til Gudenåens udspring. Der havde jeg aldrig været. Jeg har ofte sejlet på Gudenåen og fulgt dens løb forskellige steder – men at stå ved dens udspring var en stor og tankevækkende oplevelse. Det var bare et lille fint og rent kildevæld, som løb ud igennem græsset. Så rent, at vi kunne drikke af vandet. Vi kunne skræve henover det. Og tænk at det er dette lille kildevæld som løber 158 km fra tørring til Randers fjord – gennem enge, skove, søer, ud og ind imellem forhindringer. Små og større vandfald. Denne Danmarks længste å begynder med dette ganske lille kildevæld.

Sådan også med julen. Julenat vælder den reneste og fineste kilde frem i verden. Himlen spejler sig i dens vande, og den danner herfra sit eget løb igennem verden. Bryder igennem eller udenom alle forhindringer og bliver bare større og større og mere og mere kraftfuld.

Og så er der dem, som er så naive at de tror, at de kan standse strømmen. Som tror, at de kan udrydde de kristne og kristendommen. Og som derfor slår Jesus ihjel og stener Stefanus i den tro, at så lukker de munden på ham og stopper for dette budskab.

Men de opdager, at det virker stik modsat. Det er som når man dæmmer op for en å eller en flod. Så skaber man en sø. Vandet samler sig og bliver til et uimodståeligt vandfald.

Det har kristenforfølgerne aldrig forstået. At jo mere de forsøger at dæmme op for kristendommen og evangeliet om Guds kærlighed, des større kraft får det. Des mere spredes det udover hele jorden.

Derfor kan man også hævde, at Martyrernes blod er kirkens udsæd – som en gammel kirkefader, Tertuillan, udtrykte det.

Det vidnesbyrd, som vi hørte i dagens epistel, hvor Stefanus forkynder evangeliet om Jesus Kristus, og hvor folk skriger og holder sig for ørerne – er højdramatisk. Han blev stenet – men mens de stended ham faldt han på knæ og råbte: herre tilregn dem ikke denne synd!

Midt under deres ugerning bevarede han kærligheden og tilgav dem, mens stenene ramte ham.

I min julehilsen for i år vedhæftede jeg et lille videoklip fra et interview med en irakisk pige, Myriam på 10 år. Hun og hendes familie var blevet fordrevet fra Quraqush af ISIS. Intervieweren fra Sat7 spørger: ”Hvad føler du mod dem, som drev jer ud af jeres hjem?” ”Jeg vil ikke gøre noget imod dem” svarer hun. ”Jeg vil bede Gud om at tilgive dem.” ”Kan du også tilgive dem?” bliver hun spurgt. ”Ja!” er hendes klare svar.

Hvor kommer den kærlighed og det mod og overskud fra? Hvordan kan hun sige, at hun tilgiver sine og familiens forfølgere?

Hvordan kan Stefanus råbe i dødsøjeblikket: ”Herre tilregn dem ikke denne synd”.

Hvor er hadet, ønsket om gengældelse, bitterheden, fortvivlelsen?

Den er skyllet væk. Renset i den kærlighed strøm, som gud har sendt ind i verden gennem sin søn Jesus Kristus. Den strøm, som har sit udspring julenat i krybben i Betlehem.

Her har al kærlighed sit udspring.

Hvert barn kommer til verden med budskabet om at Gud ikke har opgivet menneskene, hedder det i et ordsprog. Vi kan lave det lidt om og sige: Det lille Jesusbarn kommer julenat til verden med budskabet om, at Gud elsker verden. Her ser vi lyset, som er herre over alt mørke. Her møder vi den kærligheds strøm, som kan smelte vore hårde og kolde hjerter.

Så lad os da rive os med og bade os i denne strøm, og lade hans kærlighed lyse for os, rense os og varme vore kolde hjerter.

Der er så meget vi frygter og bekymrer os om. De mange flygtningestrømme, klimaforandringer, vore egne kolde hjerter, som stivner i brystet.

Gudskelov for julebudskabet, som jager mørket på flugt, som åbner udsigten fra det lave og trøster os mildelig mellem grave.

Glædelig jul

amen

 

 

Standard

Om handicappede

Et par tanker om handicappede – i forbindelse med FN’s internationale handicapdag i morgen den 3. december:

Grænsevagter

”De handicappede er grænsevagter for menneskets værdighed. Hvis de får lov til at leve, så får vi alle lov at leve. Bare ved at ligge dér og være til – uden noget andet menneskeværd end det at have fået livet – er de grænsevagter for menneskeværdet. Rør dem, dræb dem, og du ved ikke, hvornår det bliver din tur.” (Uddrag af interview med en sygeplejerske)

 

EN OPGAVE HELT SPECIEL

Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,

om, hvad der oppe i himlen hændte.

Den siger, at engang den kære Gud

sagde til englene: Vil I gå bud?

Der er et barn, som skal fødes på jord.

Vil I prøve at finde en far og en mor,

som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl?

Det er nemlig en opgave helt speciel:

Barnet er svagt, det har handicap med,

så det kræver meget tålmodighed.

I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,

og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,

så de to, der bliver dets far og mor,

må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se,

at der kan være en mening med det,

at barnet ikke kan tumle og lege,

og at det kræver så meget pleje.

Men de vil nok efterhånden lære,

at det gi’r kræfter at måtte bære.

Guds kærtegn gør undertiden ondt,

og medgang alene er ikke sundt,

men modtar? de barnet som en gave, de to,

så bli’r det en kilde til indsigt og tro,

og så kan det sikkert med tiden læres,

at livet er både at bære – og bæres.

 

Ellen Lissner, frit efter engelsk forlæg

Standard