Grundlovstale – om fædrelandskærlighed

Uddrag af min grundlovstale 2014

Jeg holdt talen ved siden af en buste af biskop D.G. Monrad – grundlovens fader. Under busten har jeg for et par år siden sat en lille indskrift: ”Han var tro sin frelser og sit fædreland.” Det var nemlig den indskrift, som Monrad selv ønskede skulle stå på hans gravsten.

”Den indskrift har jeg lyst til at standse op ved i dag, hvor vi markerer grundlovens 165 års fødselsdag. Monrad ønskede personligt og kæmpede for at være tro – både mod sin frelser, Jesus Kristus – og altså imod sit fædreland, Danmark.

Der er dem, der vil sige, at det lykkedes ikke særlig godt, i og med at vi mistede 1/3 del af Danmarks rige, mens han var statsminister – men det rokker ikke ved den kendsgerning, at han elskede Danmark. Det var han ikke den eneste der gjorde. Der var en udbredt nationalfølelse i 1800-tallet. Det er da også i 1800-tallet at de store og smukke fædrelandssange er skrevet. Bl.a. også den som vi plejer at synge her ved grundlovsmødet, og som vi skal synge her om lidt: I Danmark er jeg født. Her lyder omkvædet: Dig elsker jeg – Danmark mit fædreland.

Nu har vi jo lige haft valg til Eu-parlamentet. Her viste resultatet, at der er en udbredt skepsis i befolkningen i forhold til EU.

Det kan man reagere på eller tolke på flere måder:

»Jeg flytter til Berlin«, »Lorteland«, »Hvordan kan vælgere være så dumme?«, »Hvem vil være med til at lave et nyt land?« sådan lød nogle af reaktionerne.

Andre har været mere besindige, for man kan jo også vælge at tolke skepsis’en som et udtryk for en form for fædrelandskærlighed.

Der var i hvert fald i sidste uge en tankevækkende kronik i Information af en venstrefløjs aktivist Claus Pedersen, som anklagede sine egne på vestrefløjen for i alt for høj grad at tale nedsættende om danskhed og nationalfølelse. Han skriver i kronikken:

”Glemt er det, at nationalisme har spillet en helt central positiv rolle i de tidligere koloniers frigørelse fra imperialismen. Glemt er det, at fremvæksten af stabile stater har medført de længste perioder med fred i verdenshistorien.

Søndag aften” – skrev han – ”blev det slået fast med syvtommersøm: Den danske befolkning har et massivt behov for tryghed. Befolkningen oplever arbejdsløshed, fremmede sprog på gaden om aftenen, landet er i krig, og så taler den politiske elite om at afgive mere magt til folk, der taler fremmede sprog, og til institutioner, som ikke er demokratiske. Vælgerne har gennem årtier peget på løsningen – tryghed i et nationalt fællesskab. Omvendt har venstrefløjen gennem lige så lang tid latterliggjort og afvist dette fællesskab.”

Jeg tror, at der er en vigtig sandhed gemt i dette – og som Monrad og mange andre på hans tid var eksponent for: Nationalfølelsen skal vi ikke vrænge ad. Det skal vi værne om. Fædrelandskærlighed er et gammeldags ord – men den bør være et fælles anliggende. Den må ikke være forbeholdt nogle få partier.

Jeg har netop læst Ahmed Akkaris bog: Farvel til Islamismen. Det er en modig bog. Her fortæller Ahmed Akkari – som jeg i øvrigt har kendt meget godt fra min tid som præst i Aarhus – hvordan han og de øvrige imamer under Muhammed-krisen bevidst bekæmpede Danmark.

De havde ingen nationalfølelse. I hvert fald ikke til Danmark. De var styret af den store ide om og anstrengelse for at udbrede islam og Sharia. Danmark var efter deres mening et lorteland – et dybt vantro land, som blot skulle bekæmpes. Det fortjente ikke andet.

Men nu ser han som bekendt helt anderledes på det. Han er vendt fuldstædig rundt, som på en tallerken. Og hvad var grunden? Det fortæller han om i bogen. Han skriver bl.a. om, hvordan han – på et tidspunkt da Muhammedkrisen var på sit højeste – blev interviewet til det amerikanske TV-program ”60 Minutes”. Udsendelsen blev egentlig vinklet som en støtte til imamerne – men – som Ahmed Akkari skriver: ”Det, der for alvor hang fast, var udsendelsens indledende præsentation af Danmark. Her hed det:

-Man skal lede længe for at finde et land med et bedre omdømme end Danmark. Det er ikke alene hjem for H.C.Andersen. Landet synes også at leve i et af hans eventyr. Indbyggerne er smukke og velstående, jorden er grøn og frodig, og byerne er farverige og pinligt rene.” Sådan fortalte den amerikanske TV-rapporter Bob Simon med blød stemme.

Alt imens blev seerne præsenteret for billeder af livgarden ved Aamalienborg, smilende piger på skøjter og solbeskinnede parker og gadekær. Og de kunne jo også have valgt et klip fra et grundlovsmøde, som her.

Og Akkari forsætter: ”Selvom jeg i 2006 havde boet i Danmark i næsten 17 år, havde jeg aldrig tidligere tænkt sådan på mit nye hjemland. Måske derfor satte ordene sig dybt i mine tanker. Pludselig kunne jeg se, hvad det var, amerikanerne så, og hvad det var, jeg selv havde været blind for i alle disse år: At Danmark i mange sammenhænge virkelig er som et lille vidunderland…

Det var – fortsætter han – første gang i årevis, at mine islamistiske skyklapper gled lidt til side og tillod en stribe af lys fra den ellers fordømte vantro verden at slippe ind. Lige der – i øjeblikket – ændrede det intet. Men det lagde kimen til den totale forandring, der snart skulle begynde.”

Han fik med andre ord øjnene op for det land, som havde taget så godt imod ham, han fik langsomt tændt kærligheden til landet – og nu har han valgt så vidt det står til ham, at være tro imod Danmark.

Her havde han i mange år gået rundt og troet, at det alene gjaldt om at være tro mod Gud, tro imod Allah – men så opdager han, at kærligheden til Gud aldrig kan eller må stå alene. Den må vejes op af kærligheden til næsten. Det er da også det, som Jesus understreger, da han engang bliver spurgt om hvad der er det største bud i loven. Og han svarer: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte af hele sin sjæl og hele dit sind. Det er det første og største bud, ”Men” siger han – og der står udtrykkelig: ”Men” – der er et bud som er lige med det og det er: Du skal elske din næste som dig selv.

Derfor var det heller ikke nok for Monrad at være tro mod frelseren – det er ligeså vigtigt at være tro mod sin næste og sit land.

Det er vigtigt at få understreget på en grundlovsdag. Vi skal alle gøre, hvad vi kan for at værne om vort land, og vi skal huske at skønne på det. Fædrelandskærligheden skal gennemsyre os alle som borgere i landet.

Til slut vil jeg lade Ahmed Akkari få det sidste ord på denne grundlovsdag. Han slutter nemlig sin bog af med en tankevækkende og skarpe appel til det danske folk:

Danmark stor overfor en værdipolitisk udfordring, der spænder over politiske kløfter. Udfordringen handler om selve demokratiets grundværdier, og den må ikke drukne i en spiral af negative partipolitiske skænderier. For mennesker, der ikke deler demokratiets værdier, gør nytte af striden.

Skal vi bevare Danmark som et demokratisk, socialt-liberalt samfund, og der brug for en utvetydig afklaring, som bygger bro…

Vi skal styrke loyaliteten over for Danmarks demokratiske grundværdier og parlamentarismen som modpol til de autoritære tanker, som også religion kan være en kilde til. Og vi skal kræve, at de mennesker, der bor her i landet, yder et aktivt bidrag til samfundet ved enten at søge uddannelse eller arbejde, så de lovligt kan forsørge sig selv

Vi har brug for demokrativenlige religioner i liberale samfund med værdier som frihed for individet og pragmatisk overensstemmelse mellem partier.

Til Danmark vil jeg til slut gerne sige: Undskyld. Og tak for alt.”

Som sagt er det en modig bog. Den er et vigtigt forsvar for vore værdier, og det er særligt opmuntrende at høre det sagt af én, som i mange år har betragtet sig selv som en fremmed og en fjende af landet.

Hans kærlighed til Danmark og vore grundlovssikrede rettigheder og værdier gør indtryk og smitter. Den kan være med til at styrke vores kærlighed til hinanden og til vort land. Tænk, at vi har dette land at bo og leve i. Det er da en stor velsignelse, som vi har al mulig grund til at skønne på og takke for.

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s