Verdens bedste nyhed

Verdenstime for håb

I KD den 6. september skrev Ellen Trane Nørby (V), børne-, undervisnings- og ligestillingsminister, og Thomas Ravn-Pedersen, sekretariatsleder ved Verdens Bedste Nyheder, om ”Verdenstimen”. Den globale kampagne, der løber af stablen i denne uge, og som skal give børn og unge tro på og kendskab til FN’s verdensmål. Disse indeholder, som det fremgår, 17 mål i den mest ambitiøse plan i menneskehedens historie, og handler om, hvordan vi løser verdens største problemer: ”Vi skal blandt andet helt udrydde fattigdom og sult, sikre ligestilling og øget global lighed og sætte en stopper for klimaforandringerne inden 2030.”

Det er i sandhed et godt budskab, ja, det kan vel ikke være for meget at kalde det for Verdens Bedste Nyheder. Det går den rigtige vej for verden! Det nytter at gøre en indsats. Vi skal bare håbe, tro, tage os sammen og så ellers i denne uge lære vore børn og unge om, hvordan de kan være med til at løse verdens problemer og udfordringer. De skal indgydes tro og håb. Så skal det nok gå, og der skal blive fred og retfærdighed i verden. Ikke længere vold, krige og nød! Og altså heller ikke længere nogle fattige.

”De fattige har I altid hos jer” – sagde Jesus ganske vist engang. Men det passer åbenbart ikke. Det skal vi ikke tro på, for i 2030 skal der ikke længere være fattige iblandt os! Nu vil vi nemlig gøre noget ved det.

Skulle nu det helt utænkelige ske, at alle disse ambitiøse mål alligevel ikke bliver nået indenfor de kommende 13-14 år, så vil jeg da gerne, som repræsentant for en organisation, der ellers traditionelt har haft patent på ”verdens bedste nyhed”, sige: Fortvivl ikke! For der er stadig håb! Nemlig det store håb om en ny himmel og en ny jord. Det er et håb, som giver mod og kræfter, og som gør, at vi kan sænke skuldrene, løfte hovederne, virke og være glade, også når alt andet mislykkes.

 

Så håb, o, håb mit hjerte,

vær trøstig, uforsagt!

Du er dog ej den herre,

som alting råde bør;

DS 36 v. 6

 

Steen Skovsgaard

 

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s